Lone Nørgaard blogger

Det omsorgsløse samfund

2011-12-10T07:26:00.000-08:00

Verden er af lave: Mere end 200.000 unge i alderen 16-29 år er i dag ikke under uddannelse.

Flere psykiske lidelser blandt børn.

Et stort antal unge og yngre mennesker er på førtidspension, fordi de ikke skridt for skridt er blevet opdraget til at mestre voksentilværelsens krav af deres forældre.

Stadig flere unge mennesker skal til psykolog.

Antallet af skolebørn der drikker alkohol stiger.

Tusindvis af unge er på ”lykke”piller, og storforbrugere af kokain og hash.

12.00 børn fjernes årligt fra hjemmet på grund af misbrug, vold mv. Senest har Lisbeth Zornig Andersen, formand for Børnerådet, i en selvbiografi løftet sløret for en barndom i Underdanmark, der desværre ikke kan karakteriseres som en undtagelse.

Der er stadig flere eksempler på omsorgssvigt af ældre i kommunerne, og hjemmeplejen bliver ringere og ringere.

Stress fylder bestandigt mere i sygdomsstatistikkerne.

Danmark udviser stadig flere krisetendenser, som altså handler om en hel del mere end milliardunderskuddet på statsfinanserne. Ovenstående problemer udgør imidlertid kun toppen af isbjerget, og få – og slet ingen beslutningstagere - er tilsyneladende parate til at foretage den oplagte kobling mellem krisefænomenerne: Vi har udviklet et samfund, hvor omsorgen for de svage - børn, unge, gamle, handicappede og i det hele taget ikke så robuste individer – er minimeret eller helt forsvundet. Der er ganske enkelt ikke tid, og det er en katastrofe. Vi må og skal folde øjne og ører ud for, at et lille barn er et stykke fint, sart og kostbart materiale, som der skal forfærdeligt lidt til for at ødelægge. Og ud for at børn ikke skal anskaffes efter princippet: Først sofa, så Sofie.

Det er faktisk ikke svært at forklare, hvorfor det er gået så galt. Det lag af kvinder, som tidligere tog omsorgen på sig i familierne, magter ikke mere at udføre omsorgen ordentligt, fordi de er fuldtids på arbejdsmarkedet. Paradoksalt nok ofte i omsorgsfunktioner, hvor de så går ned med stress, fordi opgaverne er for store og tunge i forhold til, hvad det enkelte menneske kan yde. Omsorgsbehovet er skrigende, og hvor historikeren Henrik Jensen taler om det faderløse samfund, vil jeg pege på det moderløse i betydningen det omsorgsløse samfund.

Skilsmissebørnene er den ene kanariefugl i minegangen. De voksnes rettigheds-og selvrealiseringsprojekter med nye partnere efterlader stribevis af børn i det blodfyldte kølvand. Påstanden kan dokumenteres massivt.
Den anden kanariefugl er det støt stigende antal børn med diagnoser, som f. eks ADHD, autisme og Aspergers. Er udviklingen monstro et resultat af, at forældre og lærere er blevet dygtigere til at spotte afvigere, eller skyldes den, at børn er blevet udsat for først for tidlig institutionalisering i vuggestuen, siden et inferno af støj og turbulens i børnehaven - i alt for mange institutionstimer?

Sunde, stærke og livsduelige børn - typisk rundet af intakte, velfungerende og omsorgsfulde forældre - klarer mosten så nogenlunde. Disse børn er ofte også dem, der er kortest tid i institution.
De sarte og særligt sårbare individer med dispositioner for ovenstående diagnoser er i risikozone og skades. Men pointen er, at havde såvel diagnosebørn som de sarte børn befundet sig i et miljø med ro, regelmæssighed og overskuelighed, ville de ikke være blevet syge. I forlængelse af den tese efterlyser jeg i øvrigt undersøgelser af, hvor følgende børnekategorier placerer sig på skrøbelighedsstigen: Det stigende antal reagensglasbørn og de alt for tidligt fødte, der holdes kunstigt i live.

Jamen, er jeg da bare ude på at give forældrene dårlig samvittighed? Ja, det tør svagt antydes. Jeg vil skamme de forældre helt ned under jorden, der ikke forstår, at børn er totalt værgeløse væsener, og at deres liv(slykke) afhænger af, om ansvarlige voksne (læs: far og mor) er klar til DAGLIGT at tage denne vigtige opgave på sig: At danne deres barn til en stærk og selvberoende samfundsborger.

40 år efter den moderne kvindebevægelse gik til kamp for ligestilling, er det ikke mere muligt at lukke øjnene for bagsiden af medaljen. Arbejdsmarkedet som gud og smadrede familier gav dysfunktionelle børn, et stigende antal taber-mænd og – som nævnt - ensomhed og et alarmerende stressniveau.
Den barske sandhed er, at en familie ikke kan hænge sammen uden en tovholder, der prioriterer fuldtidsjobbet på Hjemmevej.

Ikke mindst børneopdragelsen af drenge er et mega tidskrævende projekt. At holde en dreng på dydens og skolens og lektiernes slagne vej er benhårdt arbejde, som kræver en voksen ansvarlig persons fysiske tilstedeværelse.
Det er i dag sådan cirka et 18-årigt projekt at skabe en velfungerende ung mand, der er i stand til at forpligte sig såvel økonomisk som følelsesmæssigt i forhold til kæreste og evt. børn. Og uden de egenskaber skal man(d) nok ikke regne med, at hunkønnet vil have noget med en at gøre, og det er skidt. Mænd uden kvinder klarer sig radikalt ringere end kvinder uden mænd.
Det burde køre som daglig føljeton på lysavisen på Københavns Rådhusplads, at hvis mor ikke vil investere målrettet i børneopdragelsen, og far ikke vil træde i karakter, så ryger drengene på røven. Mor og far skal (i tilfældig rækkefølge) lære junior følgende: At rydde op, gøre rent, spise med kniv og gaffel, rede seng og skifte sengetøj, lægge tøj på plads, købe ind, lave sund mad, vaske op, dække bord, tage hjemmesko på, sætte stolen ind under bordet, spise sundt og ikke for meget, spise regelmæssigt, lære klokken og passe tiden og nattesøvnen, håndtere madvarer og regninger og betale sidstnævnte til tiden, sortere vasketøj og vaske, stryge, begå sig i trafikken på gåben, cykel, bus og tog, binde skolebøger ind, huske fødselsdage (for senere at huske bryllupsdage), smøre madpakke, ikke stifte gæld, skrive pæne 2-taller, begrænse tv-, pc- og mobilforbrug, børste tænder efter tandlægens forskrifter, dyrke motion, slukke lyset når man forlader rummet, rejse sig op for gamle og handicappede i bussen, ikke smide affald på gaden eller i biografen, læse lektier, træffe valg. For nu bare at nævne nogle ganske få af spidskompetencerne.
Med andre ord: Børneopdragelse er et benhårdt arbejde, der kræver tid, tilstedeværelse og parathed til at tage konflikter. Den cocktail indebærer: 1. Mor og far kan ikke begge være fuldtids på arbejdsmarkedet, 2. Mor og far gør klogt i ikke at blive skilt.
Hvis nuværende og kommende forældre rynker nedladende på næsen af min opskrift, er det bare synd. Især for deres stakkels drenge, som aldrig bliver til stærke, selvberoende mænd
Jeg er baldrende ligeglad med, om husmor-og opdragerfunktionen varetages af m eller k. Vel at mærke når børnene er over to år gamle - indtil da er det først og fremmest mor af indlysende biologiske grunde.
Men frem til kødgryderne, symbolet på det trygge og omsorgsfulde hjem, skal enten far eller mor. Sagt lidt anderledes: Jeg vil have sat gang i en debat om det dybt hensigtsmæssige i en klar arbejdsdeling mellem forældrene, der på en helt anden måde end i dag topprioriterer og værner om børnene og træner dem i at tage livtag med senmodernitetens kompleksitet.
Uden fysisk og psykisk sunde og velfungerende børn så glem alt om, at de samme børn som voksne skal iføre sig den gule førertrøje i den globale konkurrence. Diverse magthavere, beslutningstagere og fremtidsforskere skal i stedet ruste sig på at mobilisere taknemmelighed, hvis blot de selvsamme voksne overhovedet kan klare at holde skruen i vandet uden offentlig krisehjælp.

(trykt som kronik i Kristeligt Dagblad 9.12.11)

Apropos det multi-kulturelle samfund

2011-11-19T05:23:00.000-08:00

Selv højtuddannede mennesker kan ikke finde ud af at skelne imellem et multi-etnisk samfund og et multi-kulturelt. Eller kan det virkelig have sin rigtighed, at de samme mennesker rent faktisk mener det, når de udtaler, at de går ind for et multi-kulturelt Danmark? Er deres svar ja, følger logisk, at de støtter ligestilling af forskellige kulturer - og dermed fx retten til at praktisere sharia i muslimske parallel-samfund.

Påtvungen godhed

2011-10-29T04:31:00.000-07:00

Rød blok VILLE magten ved at love alt og tilsyneladende holde intet.
Dog med én undtagelse: Udlændingeloven skal lempes.
Det betyder bl. a., at asylansøgere, der ikke kan vende hjem, og asylansøgere, hvis sag er under behandling, skal kunne bo og arbejde uden for asylcentrene efter et halvt år.
Med andre ord: Regeringen vil lave økonomisk omfordeling fra den oprindelige danske befolkning til gavn for uintegrerede indvandrere og efterkommere.
Føj denne fremtidige tikkende udgiftsbombe til de 20 mia. årligt, som indvandringen koster allerede. Officielt, vel at mærke, for udgiftstallet er langt større.
Det må vist kaldes påtvungen godhed.
¨

Moderskabsmyndighed?

2011-10-12T10:11:00.000-07:00

Det er både fascinerende og deprimerende at leve i en kultur, som dag for dag udviser flere eksempler på forfald: En aftale er ikke mere en aftale, galopperende ansvarsforflygtigelse fra top til bund, og - helt synligt og konkret - knopskydende affald og graffiti, selv i min engang så agtværdige bopælskommune Frederiksberg. Føj hertil DR, der - sammen med folkeskolen - burde være i front med folkeopdragelsen, men i stedet helt frivilligt har forvandlet sig til DDR, multi-kulti-mangfoldighedens licensbaserede forsvarer numero uno.
Ak og suk, men i denne omgang lader jeg denne del af skråplanet hvile. Bolden ligger i øvrigt også trygt og godt hos Sørine Gotfredsen og Henrik Jensen med deres respektive bøger Den åndløse dansker og Det ordentlige menneske. Mit ærinde er i stedet at plante et stort fedt spørgsmålstegn ved undermineringen af en anden væsentlig værdi: Banaliseringen af moderskabet, der er sket i forbindelse med de seneste 40 års ligestillings-korstog og kronet med Forældreansvarsloven (læs: Børnemishandlingsloven). Kyniske og ligeglade håndlangere og ”børnesagkyndige” i statsforvaltningerne garanterer, at børn dels bliver udleveret til overvåget samvær med psykopater og drabsmænd, dels tvinges til at bo syv dage hos mor, syv hos far.

Citat Fay Weldon: ”Og nu forventes det af os, at vi [mødre] er civiliserede og deler børnene, som om de var ejendele. Det er de ikke. De har følelser, og de lider også, for de forventes også at smile og smile, og det sker for alle deres venner, og er det ikke dejligt af have to hjem, men det er det bare ikke (…) Det at tage børnene fra moderen på den måde er ondt over for kvinder, og det er værre end at tvinge dem til at bære burka (…) Fædre har ikke de samme følelser for deres børn, som mødrene har, det må vi holde op med at bilde os selv ind. I deres beundringsværdige singletasking glemmer mænd deres børn – det gør kvinder ikke (…) Selv islam behandler mødre bedre, end vi gør her i Vesten.”
Som så ofte før lægger jeg mig i baghjul af forfatteren, der bedre end nogen har analyseret kønsforholdet. For at få den nødvendige luft til efterfølgende at gå i front i kampen mod et abstrakt og mere og mere absurd ligestillingsbegreb.
Her kommer min bordbombe: Kvinders og mænds bidrag til forplantningen kan ikke ligestilles. Trods den teknologiske hjælp til befrugtning, er det stadigvæk kvindekroppen, som er det eneste vækstrum for et kommende barn. Den kvindekrop, som er forudsætning for graviditet og moderskab og som i denne proces udsætter sig for en række risici i form af bækkenbundsløsning, åreknuder, hormonelle ubalancer, rygskader og fødselskomplikationer.
Kvinders kropslige præstation i børneavlen er langt mere betydningsfuld end mænds. De to indsatser kan overhovedet ikke sammenlignes med baggrund i følgende biologiske forskelle:
• Det reproduktive arbejde, kvinder foretager i de måneder, de bærer rundt på deres barn
• Mænd producerer i millionvis af sædceller i løbet af deres liv. Kvinder producerer i sammenligning hermed ganske få æg
• Forplantningen er for kvinder en kontinuerlig proces fra undfangelse over svangerskab til fødsel, mens den for mændene er diskontinuerlig: De afleverer deres sæd, og først 9 måneder senere er barnet en fysisk realitet.
• Amning(smuligheden)
Hvis man vælger at se stort på forskellene, er det det samme som at annullere kvindekroppens betydning. Vores kultur overser i det store og hele livmoderen som en reel del af kvindekroppen og stempler enhver antydning af dens vigtighed som kætteri og livmoderfeminisme. I dag er vores kultur så degenereret, at når en nybagt mor har svært ved at aflevere sit barn i vuggestuen, så er det hende, der er noget galt med – ikke konstruktionen institutionaliser-dit-barn-så-du-selv-kan-spurte-tilbage-på-lønarbejde.
Jeg underholder mig jævnligt med at betragte die Gutmenschen, som har blikket stift rettet mod børnemishandling og kvindeundertrykkelse i den tredje og fjerde verden. Altså i betragtning af, at de bare kan pudse brillerne og se ud over hækken – eller sågar ofte ind i deres egne stuer. For i konfliktfyldte skilsmisser udsættes børn i Danmark for, hvad jeg vil kalde tortur – af den enkle grund at ”Børnemishandlingsloven” bliver forvaltet i form af et diktat om samarbejde mellem mor og far. Uanset hvad der har ligget til grund for skilsmissen: Far kan være voldelig, far kan være psykopat, far kan være drabsmand, men sit barn skal han karenbrodereme’ have udleveret til samvær – koste barn og mor hvad det vil.
Jeg kan pt ikke rigtigt se anden løsning i forhold til overgreb på skilsmissebørn end i udgangspunktet at udstyre kvinder med moderskabsmyndighed. Ved skilsmisse burde det således være reglen, at børnene følger mor – medmindre selvfølgelig hun er uegnet pga stofmisbrug, alkoholisme og anden dårligdom, eller far og mor indbyrdes bliver enige om anden ordning. Og vær forvisset om, I ordentlige og ansvarlige skilsmissefædre, at i de aller-allerfleste tilfælde, vil jeres ex-koner / -kærester med taknemmelighed tage imod jeres tilbud om at bidrage til børneomsorgen. Men barnet SKAL bo fast ét sted – og mor er som hovedregel den bedste omsorgsgiver.
Til både mor og far vil jeg sige: Æd jeres egoisme og indse, at I står med det fineste og sarteste råstof i hænderne. Et råstof, som I har magten til omsorgsfuldt at forædle og danne – eller destruere.

(trykt som kronik i Jyllands-Posten d. 9.oktober 2011)

Rushy forstiller sig

2011-06-01T04:53:00.000-07:00

I Politiken (29.5.11) skriver Rushy Rashid Højbjerg under overskriften: Rushy revser: Skal andre religioner være modsætninger til kristendommen? bl.a. følgende: ”I stedet for bevidst at betragte andre religioner med mistro og i modsætning til sig selv kunne man vælge at møde dem med åbenhed.” For det første er islam ikke en religion, men en politisk ideologi, der gennemsyrer alle aspekter af hverdagslivet. Derfor kan islam overhovedet ikke sættes på fællesnævner med kristendommen. For det andet er brugen af ordet åbenhed noget tvivlsom – taget i betragtning at Højbjergs egen mand har været nødt til at konvertere, og hun har omskåret sin søn.

Faren fra Det Muslimske Broderskab

2011-05-21T01:14:00.000-07:00

Denne kronik stiller skarpt på organisationen Det Muslimske Broderskab. Min indfaldsvinkel er, at broderskabet er dødsensfarligt for såvel de muslimske landes egne ikke-islamistiske indbyggere som for vesterlændinge. Min påstand strider imidlertid imod den dominerende diskurs i den danske debat, formuleret fx af Venstres udenrigsordfører Michael Aastrup Jensen: ”Danmark skal ikke på forhånd afvise at støtte egyptiske partier med en religiøs baggrund, hvis de blot støtter demokratiet og retsstaten.” (Rasmus Boserup, tidligere leder af Dansk-Egyptisk Dialoginstitut i Cairo, er på samme hold). Ifølge Aastrup Jensen skal Vesten ” kun afvise at støtte det Muslimske Broderskab, hvis de ikke står for demokrati, frihed, religionsfrihed og ytringsfrihed (…)”
Michael Aastrup Jensen kender tydeligvis ikke til begrebet ’taqiyya’. Det går helt kort ud på, at i religiøse og politiske spørgsmål kan en muslim ligefrem være forpligtet på at udøve taqiyya [forstillelse, omformning], så man skjuler egne hensigter og holdninger. Forstillelsen skal blot fremme sagen. Det Muslimske Broderskab er en mester i denne tilsløringsstrategi: Så længe det fremmer broderskabets interesser at synge trylleordene demokrati, religions- og ytringsfrihed, så gør brødrene det. Broderskabets sandhedsbegreb er nemlig et andet end det, vi er blevet opfostret med i Vesten. I parentes bemærket er jeg ikke ude i et moralsk ærinde – jeg konstaterer blot et faktum.
Italiensk-fødte Lorenzo Vidino er ekspert i islamisk terrorrisme i Europa. På dansk grund er han bl.a. kendt for bogen Al-Qaeda i Europa (2006). I det følgende trækker jeg bl.a. på hans gennemgang af Det Muslimske Broderskab, som siden sin grundlæggelse i 1928 har haft afgørende indflydelse på det politiske liv i Mellemøsten.
Broderskabet arbejder under mottoet: Allah er vort mål. Profeten er vor leder. Koranen er vor lov og Jihad er vor vej. At dø for Allah er vort højeste håb. Vi har altså her at gøre med en ideologi, hvis tilhængere elsker (martyr)døden højere end livet.
Broderskabet har med stor succes søgt indflydelse også i Europa, hvorfra de siden begyndelsen af 1960erne har etableret en støt voksende organisation, bygget moskéer og støttet islamiske organisationer i Europa. Deres mål i Europa har ikke været blot at støtte de muslimske organisationer lokalt, men at udvide det område, hvor Islams love gælder, i Europa og USA. På dansk grund springer Hizb-ut-Tahrir straks i tankerne.
Mehdi Mozaffari, professor med særligt henblik på islamiske studier ved Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet, har i tidsskriftet RÆSON (februar 2011) bl.a. skrevet følgende: Hvis Det Muslimske Broderskab kommer til magten i Egypten, vil hele området fra det Kaspiske Hav til Middelhavet komme under islamistisk, anti-demokratisk og anti-vestlig kontrol (…) Ethvert signal om at støtte det Muslimske Broderskab i håbet om at få en bedre deal med dem i fremtiden vil være katastrofalt for Vesten.”
Mozzafaris pointe er, at der ikke er nogen fundamental forskel mellem Det Muslimske Broderskab og khomeinisme, altså de principper, som Ayatollah Khomeni håndhævede, da han greb magten i Iran i 1979. Det Muslimske Broderskab er kilden til khomeinismen. Mozzafari fastslår, at enhver erklæring om, at broderskabet er blevet demokratisk, pragmatisk og pluralistisk, minder om Khomeinis udtalelser, taler og erklæringer, som blev fremført i Paris lige før revolutionen. Dengang lovede Khomeini frihed til alle, selv marxister, kvinder og minoriteter, og et demokratisk, pluralistisk Iran. Hvordan det gik, ved vi i dag. Undertrykkelse, tortur, hidjab-tvang og barbari.
Broderskabet er en trussel, hvad enten vi taler Ægypten, Tunis, Algeriet, Libanon eller Palæstina. Fordi de er godt organiserede og stort set de eneste, som er det. Ser vi på broderskabets virke i Europa er de ifølge Vidino kendt for at oprette skoler, hvor unge muslimer og deres forældre oplæres i Islams mål og midler. Herfra rekrutteres de nye ledere, der skal repræsentere muslimerne overfor de vestlige landes regeringer på alle niveauer. Strategien har kunnet ladet sig gøre gennem kæmpe sponsorater fra velhavende familier, og i dag er deres netværk spredt overalt i Europa og med celler i alle europæiske lande. Det effektive – og smarte! – er, at de har fundet en moderat udtryksform, der trods deres radikale synspunkter har formået at berolige de vestlige politikere og fået disse til at acceptere dem som forhandlingspartner. Som Vidino påpeger, forsvinder den pæne facade, når de er sig selv, og alt foregår på arabisk eller tyrkisk. Her prædiker deres præster / ledere åbent had til de vestlige samfund og måden de skal nedkæmpe vor kultur på. Et enkelt eksempel: I TV fordømte de officielt bomberne i togene i Madrid, samtidig med at de var og er travlt optaget af at organisere og kanalisere penge til Hamas’ kamp mod Israel. Denne dobbelt-moral eller tvetungethed er blevet massivt dokumenteret af den franske journalist og forfatter Caroline Fourest i bogen Frere Tariq (Bror Tariq). Hendes undersøgelse viser præcist, hvordan hovedtalerøret for den såkaldte euroislam Tariq Ramadan, barnebarn af broderskabets grundlægger, taler med to tunger. Fordragelige dialog-ord til de naive vesteuropæere, der lapper de søde talemåder i sig - anderledes incitament til had mod den dekadente vesterlandske kultur, når modtagerne er brødrene og ligesindede.
En viden om Det Muslimske Broderskabs program-grundlag og islamiserings-strategier er forudsætningen for at forstå, at broderskabet aldrig vil blive en ansvarlig politisk organisation, der vil respektere et sekulært demokrati. Godt nok camouflerer de deres mål med velgørende arbejde, sportsklubber og bønnemøder og skaffer sig - fuldt forståeligt - på den konto masser af stemmer. Men når de først har fået magten, falder hammeren. Lex Khomeni.
Det Muslimske Broderskab aner ikke, hvad demokrati er i vestlige forstand. Eller rettere sagt: Lederne ved det sikkert godt, men de ønsker ikke vores type demokrati. Vi har svært ved at forstå, at mennesker kan foretrække sharia for en sekulær retsstat og personlig frihed, men sådan er det altså.
Der er ingen tvivl om, at der er mange unge, veluddannede mennesker i demonstrant-skarerne, som ønsker den type frihed, vi har i Vesten. Men de er enten ikke-organiserede eller dårligt organiserede og kommer derfor til at fungere som spydspidser for Det Muslimske Broderskab, der ligger og venter på chancen til at tage over. Formuleret på en blog, jeg faldt over: "The Yuppie Revolution in Egypt is Over, the Islamist Revolution Has Begun”.
Jeg er dødsensræd for Det Muslimske Broderskab. Også for de brødre, der som Tariq Ramadan toner frem iklædt slips og jakkesæt og bevæger sig ubesværet på de bonede gulve. Broderskabets blodige historie viser, hvad dens medlemmer er i stand til, og hvad deres omdrejningspunkt er: Kampen mod de vantro (mig!) og undertrykkelsen af kvinder (mig!).
Den største fjende lige nu og her i vesterlandet er imidlertid ikke broderskabet. Det er godtroende politiske ledere a la Venstres udenrigsordfører i tæt parløb med lige så godtroende og uvidende medier.

(trykt som kronik i Fyens Stiftstidende d.13.4.2011

Danmark - et experimentarium

2011-05-15T23:24:00.000-07:00

Ser du ikke lidt sort på det? Sådan cirka er reaktionen, når jeg stadig mere desperat pipper op om det, jeg har døbt ’Det Danske Eksperiment’ (altså DDE – og ikke DDR). Eksperimentet er to-strenget og er blevet udført stadig mere målrettet med hovedet under armen de seneste 30-40 år. Den ene streng omhandler den massive institutionalisering af vores småbørn, som fra år 1 risikerer daglig opbevaring fra 8-17. Den anden streng dækker over en ukontrolleret indvandring af mennesker rundet af en baggrund, der harmonerer ualmindeligt skidt med tilflytterlandets kulturelle normer og sædvaner. Den borgerlige fløj forsøger godt nok at bilde os ind, at der er snor i tilgangen, men de snører os i stedet for. Den barske sandhed er: EU bestemmer vores familiesammenføringspolitik, Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol bestemmer vores flygtningepolitik, og FN beslutter, hvem vi skal tildele statsborgerskab. Med andre ord: Den faste og fair udlændingepolitik ligger i ruiner – en politik, som i øvrigt aldrig har været fair over for etniske danskere, som betaler regningen. Både økonomisk og kulturelt.
Et enkelt regnestykke viser, hvad politikere og beslutningstagere i Danmark og EU (læs: Eliminer Urbefolkningerne) har påført hårdtarbejdende skatteborgere. Eksemplet vil komme til at holde for igen og igen i de kommende år, fordi det i en nøddeskal rummer en hovedårsag til milliardunderskuddet på statsbudgettet: Den dømte forbryder og statsløse palæstinenser FisFis (hans lovovertrædelser omfatter bl.a. en omfattende hashandel og uddeling af dummebøder) og hans familie har kostet skatteborgerne lige knap 600.000 kr. i 2010. Og det er kun begyndelsen: Fængselsopholdet alene koster uhyrlige summer. Hertil kommer forsørgelsen af FisFis’ kone og deres 8 børn. Og hvordan mon det lige går disse børn, ikke mindst de – er det 4? – drenge, som siges at idolisere deres far?
Så vender jeg mig mod den anden og langt mere katastrofale streng i Det Danske Eksperiment: Masseinstitutionaliseringen af vores børn med et massivt dannelsestab til følge. Børn er samfundets kostbareste råstof, og vi er i fuld gang med at spolere deres mulighed for at vokse op som stærke, livsduelige, indrestyrede mennesker, fordi forældrene tildeler deres arbejdsliv og egne (materielle) behov førsteprioritet. Tænk at man - jeg selv inklusiv – var så naiv at tro, at husmoder-hvervet kunne nedlægges uden omkostninger for børnene. Antallet af børn med en diagnose (ADHD, autisme, Aspergers) er eksploderet. Og for hver dag der går, tegner konsekvenserne af 7-10 timers daglig anbringelse af småbørn sig stadig tydeligere: Mangelfuldt sprog og manglende færdigheder. Som fx at kunne omgås andre og sidde stille og koncentreret på en stol – minimumsforudsætningen for en senere indlæring i skolen.
6 timers daglig institutionalisering er acceptabel, hvis forældrene så til gengæld tager sig tid til at opdrage deres børn, når de endelig er sammen med dem. Det gør far og mor bare ikke. I stedet skriger de på bedre personale-normeringer i de institutioner, som mange i øvrigt gerne så havde åbent året rundt 24 timer i døgnet. Behjertede forskere, som boltrer sig med frisvømning i farvandet omkring Ønskeøen, supplerer med krav om, at pædagogerne skal tage deres arbejde på sig som et kald. Læs: Det enkelte barn skal ydes den kærlige omsorg og opmærksomhed, som forældrene ikke selv orker, fordi de har for travlt med først deres karrierer, siden deres skilsmisser og nye partnere.
Først og fremmest (teenage)drengene tabes tungt på gulvet af uengagerede forældre, der ofte ikke engang kan afse tid til at gå til skole-hjem-samtaler. Drengene får ikke en uddannelse, fordi de flakser rundt i cyberspace og mobilland i stedet for – med mors og fars faste hånd i ryggen - at læse deres lektier og passe deres nattesøvn.
Men hvordan pokker får vi lukket og slukket for det selvmorderiske 2-strengede eksperiment? Hvor jeg med ”vi” mener et skrumpende antal borgere, som gerne vil forsøge at dæmme op for syndfloden?
Forslag til den ene streng:
• Danmark skal kun modtage indvandrere, der kan forsørge sig selv og gerne vil leve i et vestligt samfund. Først og fremmest indvandringen fra 3. og 4. verdenslande tømmer statskassen. Jeg anslår med omkring 80 mia.kr. årligt
• Udvisning af kriminelle indvandrere, hvor det overhovedet kan lade sig gøre
• Incitament til repatriering af de indvandrere, som ikke i praksis arbejder på at blive en del af det danske samfund
• Børnepenge til max 2 børn

Forslag til den anden streng:

• Afskaf vuggestuerne
• 5 gange om dagen skal D(D)R annoncere ifm radioaviser og nyhedsudsendelser:
1. Børn er mors og fars ansvar, 2. At vælge børn til betyder fravalg af
diverse selvrealiseringsprojekter.
(Det er på tide, at min licens endelig en gang går til at støtte mine
holdninger!)
• Børn under 7 år må max institutionaliseres 30 timer om ugen
• Ud med ’Den rummelige Folkeskole’ – ind med en folkeskole under mottoerne:
a) Plads-til-alle-DER-VIL, b) Karakterer efter fortjeneste (uanset at Søren
og Muhammed græder, når de får deres velfortjente 00).
• I skolen skal mobiltelefoner være slukkede HELE TIDEN
• Forældreansvarsloven skal revideres, så 7 /7 ordninger ikke mere er mulige
• Obligatorisk baggrundslæsning: Den politiske forpligtelse af Kai Sørlander

Hvabeha’r? Hvorfor jeg ikke for længst er blevet udnævnt til familieminister? Ja, det har jeg godt nok også selv undret mig noget over!

(trykt som kronik i Jyllands-Posten d.15.5.11

Antiislamisk retorik - eller bare fakta?

2011-05-06T08:35:00.000-07:00

Her følger nok et indlæg, som Politikens debatred. ikke har ønsket at bringe. Stakkels Pol-læsere, der lever i stor uvidenhed på grund af den valgte "linje".

Indlægget er skrevet sammen med Britta Mogensen

D. 25. april skriver Sherin Khankan en kronik under overskriften Antiislamisk retorik er vor tids antisemitisme. Den kræver svar på tiltale.
Lige så lidt som ”muslimer er vor tids jøder” (ofte hævdet af islamister og deres nyttige støtter) er antiislamisk retorik vor tids antisemitisme. Fx bidrog nazitidens jøder på alle måder med finkultur, viden(skab) og velstand til det tyske samfund. Med oprettelsen af Israel lykkedes det jøderne at opbygge et velhavende og stærkt samfund på en lille plet, omgivet af miserable muslimske lande, hvis indbyggere kun har ét eneste ønske: At komme væk. Israel blev opbygget af mishandlede og svækkede holocaust-overlevere, ikke af store, stærke, sunde mænd og kvinder. Det blev et land, der er så rummeligt, at selv arabere (læs: palæstinensere) får statsborgerskab. Unikt i den del af verden, hvor intet ”broderland” giver statsborgerskab til palæstinensere og kun et minimum af rettigheder. Så antisemitisme kan bedst ses som misundelse. Anderledes ser det ud med de mænd og kvinder fra muslimske lande, der kommer til Vesten. En del kommer for at få et bedre liv og glider let og umærkeligt ind i befolkningen, ivrige efter at bidrage til samfundet. Men langt de fleste kommer for at få indført de forhold, de ellers er rejst fra:
- Krav om badeforhæng
- Krav om halalmad
- Forbud mod dansk mad i børneinstitutioner
- Krav om kønsopdelt tid i svømmehallerne
- Krav om indhylning af kvinder
- Krav om indhylning af børn
- Krav om bederum på skoler og arbejdspladser
- Krav om indførelse af sharia-domstole
- Krav om oprettelse af moskeer
- Krav om fridage på muslimske helligdage
- Krav om minareter
- Krav om afskaffelse af Folketingets tradition med at gå i kirke ved Tingets åbning
- Krav om indførelse af alkoholfrie ramadanfester på Christiansborg
De såkaldt religiøse, men i virkeligheden politiske, særkrav har ikke kun været til skade for den danske befolkning. De har tillige skadet de muslimer, der vil Danmark.
Khankan hævder, at Søren ”Krarup tager fejl, når han betegner jøder og muslimer som gæster. Danske muslimer såvel som jøder er ikke gæster, men født, opvokset og uddannet i Danmark. ” Vi er enige med Khankan i, at jøder ikke er gæster i Danmark. De er danske medborgere. De er, samtidig med bibeholdelse af egen kultur og religion, fuldstændigt uproblematisk blevet en integreret del af det danske samfund og den danske befolkning – på trods af Luther. Det har de arbejdet hårdt på fra dag 1, og det er lykkedes dem til fulde. Det samme gælder kun for meget få muslimer. Disse bliver til gengæld anset for at være ligeværdige danske medborgere. Den resterende meget store gruppe muslimer har derimod optrådt som ekstremt krævende gæster og har oven i hatten smadret indboet, når de ikke fik deres krav opfyldt.
Khankan hævder, at der er en afgørende væsensforskel på islamkritik og antimuslimsk retorik. Kunne hun monstro give nogle eksempler? I hvert fald betragtes alle former for islamkritik som antiislamisk retorik af venstrefløjen og islamisterne.
Khankan skriver, at ”Politisk islam er ikke noget, vi kan vælge fra eller til. Islamisme er en politisk faktor i det danske demokrati. Udfordringen i Danmark består i at finde en måde, hvorpå vi kan leve sammen.” Khankan tager grueligt fejl. Politisk islam / sharia skal vælges fra, hvis vi skal overleve. Og islamisme er ikke for nuværende en politisk faktor i det danske demokrati, for så var det danske demokrati ophørt med at eksistere. Islamisme og demokrati kommer aldrig til at leve sammen. Det vil blive enten det ene eller det andet.
De islamister (som Khankan), der har en anden opfattelse af, ”hvad der skal gælde som universelle præmisser for et samfund, end de traditionelle danske eller europæiske partier”, har deres egne lande, hvor de kan udfolde deres ”anden opfattelse”. Her i landet bestemmer demokratiet, hvad vores præmisser skal være. Hvad angår påstanden om, at Grundloven er utidssvarende, blot dette: Når vi danskere ønsker at lave vores Grundlov om, så sker det. Ikke før.
I skrivende stund har Christiania igen-igen en fejde med regeringen. Deres talsmand siger, at christianitterne vil bestemme, hvem der skal bo på Christiania, da det skal være folk, der vil Christiania. En fin parallel til udlændinge og Danmark - eller hur?

Vi taber dannelsen på gulvet

2011-05-01T07:03:00.000-07:00

Det er skønt at have en blog, hvor man er sin egen redaktør :-) Her følger et af mange indlæg afvist af Politiken. Måske fordi holdningen ikke rigtigt passer læserprofilen?????

Under overskriften "Forskere: Vi taber gymnasieelever på gulvet" (d. 29.3.11) skal vi nok engang præsenteres for den sædvanlige omgang forsker-pegefinger: De såkaldt gymnasiefremmede elever risikerer at få et meget ringe gennemsnit eller helt at droppe ud af gymnasiet, hvis de ikke får særlig ekstra-hjælp. De forstår ikke en række af de ord, der bliver brugt, for hvis man ikke er vant til at høre ord som ’analyse’ og ’socialisering’ derhjemme, er det sort snak.
Hm! Der er to veje frem her: Enten bliver overliggeren sænket efter den laveste fællesnævner. Eller også gøres det lysende klart fra dag 1, at hvis man vil have en studentereksamen, så koster det knofedt. Bl.a. rigtigt mange opslag i fremmedordbogen (på nettet), når der optræder ord, som fx analyse, man ikke lige forstår. (En enkelt indrømmelse skal jeg dog gøre: Den såkaldte AT (Almen Studieforberedelse - i folkemunde kaldt Alment Tidsspilde) med videnskabsteori må gerne så hurtigt som muligt forsvinde hen, hvor peberet gror).
Sagt lidt anderledes: Man kan fortsætte med at lukke alt for mange ind på de gymnasiale uddannelser, som ikke har de nødvendige forudsætninger fra folkeskolen – af mange forskellige grunde (herunder manglende flid og forældreinteresse /- opbakning). Det holder de dygtigere og dygtigste – og det faglige niveau - nede. Fordi lærerne skal bruge al for meget tid på at fylde viden i de huller, der har vokset sig megastore i løbet af et folkeskoleforløb. Eller man kan i stedet bibringe såvel de gymnasiefremmede som ikke-gymnasiefremmede en klar forståelse af, at det at få lov til at tage en studentereksamen er et privilegium. At de gymnasiefremmede kommer til at arbejde langt hårdere end de kammerater, der kommer fra (højt)uddannede familier. Og at samtlige elever skal være parate til at prioritere skolearbejdet over fester, fornøjelser og fritidsarbejde. Gymnasiet vil selvfølgelig stille lektieværksted og vejledning til rådighed.
Med den indfaldsvinkel kan det godt være, at ”vi” taber nogle gymnasieelever på gulvet. Til gengæld er der håb om, at det galopperende dannelsestab så småt kan rulles tilbage.

Universiteterne er ideologifabrikker

2011-03-27T23:23:00.000-07:00

Universiteterne er ideologifabrikker

Lone Nørgaard

Offentliggjort 27.03.11 kl. 03:01

Der er mere sandhed om verden at hente i Søren Ulrik Thomsens seneste digtsamling "Rystet spejl" end i den samlede pædagogiske forskning.

I diskussioner hører jeg med jævne mellemrum udsagnet: O.K. det er så din holdning, men har du forskningsmæssigt belæg for udtalelserne? Kan den adspurgte ikke på stående fod diske op med en uvildig undersøgelse eller et dugfriskt forskningsresultat, bliver såvel holdning som argumentationen for den fluks reduceret til "mening", som er noget ganske andet end faktuel viden.

I min grønne ungdom ville jeg have lagt mig fladt ned og erkendt, at meninger baseret på f. eks. praksis og erfaringer ikke er at foragte, men at de ikke når forskningsbaseret viden til sokkeholderne. Det var dengang, jeg stadig opfattede universiteterne og de højere læreanstalter som lærdommens højborge og universitetsansatte forskere som ekspertisen par excellence. På grund af den hårde konkurrence om stillingerne i akademia, gik jeg ud fra, at det var de absolut bedste hjerner og mest kvalificerede, som nåede til tops.

En lind strøm af erfaringer siden 1970'erne og frem har ganske ændret min optik. Meget af den forskning, der foregår inden for samfundsvidenskab og humaniora, har vist sig at være ren ideologi. Selv om dataindsamlingen er i orden - hvilket den ikke engang altid er - er tolkningen af data ofte så ideologisk farvet af de(n) dominerede diskurs(er) inden for forskningsfeltet, at undersøgelsesresultaterne ikke kan adskilles fra alle mulige andre meningspositioner.

Det var påstanden. Her kommer dokumentationen:

Mit yndlingseksempel stammer fortsat fra mine studier på kvindeforskningscentrene i slut-1980'erne. Den eneste accepterede diskurs om køn var den socialkonstruktivistiske, der som bekendt går ud på, at køn alene er konstrueret socialt. Ud med kroppene, ud med biologien og ind med socialkonstruktivisme = ren ideologi.

Havde jeg bare kunnet sige, at så blev kønsforskerne klogere i takt med, at teorierne viste sig ikke at holde vand - så alt forladt. Men socialkonstruktivisterne har haft monopol på køns”forskningen” lige siden. Således slog hjerneforskeren Ann-Elisabeth Knudsen så sent som i 2007 fast i bogen "Seje drenge og superseje piger", at kønsforskelle ikke bare kan forklares med miljø og aldrig kan udlignes, lige meget hvor meget der mases på med påvirkning, stimulation og holdningsændring. Ikke desto mindre var kvindelige forskere fra (daværende) Danmarks Pædagogiske Universitet i følge forfatteren dem, som kom med flest arrige udfald mod hjerneforskningens landvindinger. Det tror jeg gerne - ud fra de erfaringer, jeg selv høstede med kønsforskernes pure afvisning af at diskutere biologiske forskelle. Selv dér hvor de skreg til himlen. Set i bakspejlet en stor skam, da den socialkonstruktivistiske ideologi har forvoldt stor skade i parforholdene.

Den pædagogiske forskning er mit andet klokkeklare eksempel på, hvordan rendyrket ideologi bliver solgt under varemærket forskning. De seneste 35 års reformpædagogik og topprioritering af tværfaglighed og projektarbejde har bidraget markant til at undergrave (respekten for) den faglige (parat)viden. Med et megadannelsestab til følge.

To af dem, som skal have ildrøde ører i den sammenhæng, er Knud Illeris og Niels Egelund. Så meget desto mere kreperligt er det, at de begge er blevet professorer på igennem en årrække at bidrage til at tømme lærerprofessionen for autoritet.

Ideologien lider de fleste lærere under i dag. Men deres pine er for intet at regne med i forhold til det uddannelsesmæssige svigt, som sagesløse elever har betalt og fortsat betaler prisen for.

Følgende eksempler støtter smukt min tese om dannelsestabet:

Eksempel 1 er historien om en gruppe gymnasierektorer, der vendte rystede hjem fra en studietur til Kina (november 2010) efter at have konstateret, hvor langt danske gymnasieelever halter bagefter de kinesiske.

Eksempel 2 er webdokumentaren "Alt for mange nuller", som afslørede, at handelsskoleelever regner på niveau med børn i 3. eller 4. klasse.

Eksempel 3 er den seneste Pisa-undersøgelse, hvor Danmark glider endnu længere væk fra den eftertragtede topplacering.

Eksempel 4 er den i uddannelseskredse herostratisk berømte kronik "Undskyld, vi tog fejl" (Politiken 28/8 10) af Sten Clod Poulsen. Heri erkendte kronikøren, at man begik en fejl ved at bekæmpe "Den Sorte Skole".

Mit tredje nagelfaste eksempel stammer fra socialforskningens kreative indsamlinger og udlægninger af data. "Tro aldrig på en statistik, du ikke selv har forfalsket /fortolket".

Skrækeksemplet über alles er rapporten om tvangsægteskaber "Pardannelse blandt etniske minoriteter i Danmark" (SFI 2004), som konkluderede, at 80 pct. af de etniske minoritetsunge selv valgte deres ægtefælle, samt at tvangsægteskaber kun udgjorde 4 pct. Makværket blev skudt solidt ned efterfølgende, og som Kristina Aamand og Asif Uddin f. eks. skrev i deres bog "Mødom på mode. Beretninger om skik og brug blandt indvandrere":

»En mors tårer og muskelsmerter står eksempelvis ikke på listen over strafbare tvangsmetoder (?)«

Men hvad så? Vil jeg af med forskerne. Hm! Tja! Bestemt ikke professor og EU-ekspert Hjalte Rasmussen!!! Derimod gerne de ”eksperter”, der tilbagevendende for skattekroner slipper af sted med at iklæde deres uforgribelige politiske holdninger forskningsgevandter. Med professorer (!) som Marlene Wind og Jørgen Bæk Simonsen i spidsen.

Forskning = systematisk dataindsamling kan selvsagt ikke undværes. Jeg er således blevet klogere af Christian Kochs bog om politikersprog "De svarer ikke", fordi eksempelmaterialet er vidunderligt. Til trods for at også han politiserer!

Omvendt er der mere sandhed om verden at hente i Søren Ulrik Thomsens seneste digtsamling "Rystet spejl" end i den samlede pædagogiske forskning. Morale: Spar udøverne bort til fordel for et langt billigere frikøb af folkeskole- og gymnasielærere til maks. to-årige pilotprojekter.

Amen!

(trykt som kronik i Jyllands-Posten 27.3.11)

Løgn og latin i folkeskolen

2010-06-11T00:42:00.000-07:00

Jeg kender en del (ex-)folkeskolelærere i 50’rne og 60’erne. Dygtige, flittige, ansvarsfulde og engagerede kvinder, som engang elskede deres job. Sådan cirka indtil for 10 år siden – og nej, tidspunktet skal ikke kædes sammen med det politiske ”systemskifte” i 2001, men med et omsiggribende forældresvigt i børneopdragelsen, uigennemtænkte reformer toppet op med mega-administration-og-kontrolure og et stigende antal halv-sprogede (indvandrer)børn.
Nogle af disse lærere er gået på efterløn det sekund, de fyldte 60. De orkede bare ikke mere at håndtere tæppebombningen af krav og den daglige, offentlige pisk.

Jeg har med jævne mellemrum ”interviewet” mine bekendte for at tage pulsen på deres arbejdssituation og hver gang spurgt: Hvorfor finder du dig i at blive kostet rundt i manegen af pædagogiske forskere, politikere-der-vil-sætte-fingeraftryk og arbejdsmarkedsrepræsentanter, der ikke aner en dyt om levet praksis i klasseværelserne? Hvorfor giver du ikke denne ”ekspert”-trojka klar besked, når den fører sig frem med letkøbt kritik af den ringe faglige standard og for få undervisningstimer? Altså når der er så skrigende indlysende grunde til, at eleverne bliver stadig mere uvidende og lærerne stadig mere udbrændte og derfor mere syge. Hvorfor forsvarer Danmarks Lærerforening ikke med næb og klør professionens kerneydelse: Bibringelse af faglige kundskaber? Hvorfor kører DL ikke massive oplysningskampagner om de faktiske forhold i skole-industrien, hvor efterhånden kun de stærkeste – eller mest ligeglade og uengagerede – lærere overlever? Hvorfor påpeger du ikke selv i dagspressen, hvordan en bedrevidende, selvfed ”elite” (dokumenteret af Lars Olsen i hans seneste bog Eliternes triumf) har medvirket til at køre folkeskolen i sænk ved ALDRIG at give arbejdsro? Ved hele tiden at sprøjte løs med nye reformer, før den forrige overhovedet var blevet tør? Som Feiwel Kupferberg, (tidligere?) professor ved Danmarks Pædagogiske Universitet, udtalte i sin lærebog Kreative tider (2006): ”Vi forskere kan (…) påtvinge skolen den ene reform efter den anden og lade de ansvarlige professionelle forsøge at minimere skaderne. Det var aldrig gået, hvis nogen blandede sig på samme uprofessionelle måde i eksempelvis erhvervslivets virksomhed.” Kun mennesker placeret fjernt fra udøvet praksis kan finde på konstant at stille utopiske krav om alt det, en enkelt folkeskolelærer skal løfte i 2-3-4 klasser med 18-30 børn i hver? Hvoraf et antal mellem 3-18 har et indlærings-handicap / en diagnose (DAMP, alkoholiker-mor, voldelig far, skilsmisseramt, misrøgtet, anorektiker, bulimiker, angstfobi, skærer-sig osv. osv.) eller bare er utilpassede Turbo-Brian’er og Tumult-Muhammed’er.
Hovedstyrelsen i DL har spillet fallit med deres accept af den rummelige folkeskole og ydmyge nakkebøjning for skrivebordsteoretikeres urealistiske krav (Med Niels Christian Sauer som undtagelse – han har da i det mindste ind i mellem fået gylpet lidt fornuft ind i debatten, som dengang han oplistede de myriader af områder, diverse instanser syntes, at folkeskolen også lige skulle tage sig af - altså ved siden af alt det faglige).
”Ekspert”-trojkaen lirer som papegøjer juhu-ord af, som de tilsyneladende selv tror på, til trods for at begreberne har vist sig at være Kejserens nye klæder: Kompetencer, selvudvikling, selvdisciplinering, selvansvarliggørelse, implementere, team, tovholder, synergi, læring, læringsstrategi, læringsrum, ejerskab, refleksionsredskaber osv. osv. osv. I de pædagogiske drivhuse befrugter forskerne hinanden med politisk korrekte meninger og konstruerer ønske-scenarier frem for brugbare strategier.
Tilbage til mine lærer-”interviews”. Hvad svarer de, når jeg efterlyser handling: ”Jeg er helt smadret, når jeg kommer hjem fra arbejde. Jeg prøver at gøre det så godt, jeg kan – og at overleve ved at minimere de opgaver, jeg oplever som meningsløse, og så ellers forsøge at dygtiggøre børnene og hjælpe så mange som muligt. Først og fremmest er den konstante uro i timerne en belastning. Støjen og de tilbagevendende irettesættelser dræner al energi - jeg bruger ofte mere tid på at opdrage og kalde til orden end på det rent faglige. Jeg kan sjældent hente støtte hos forældrene, for de stiller skarpt på deres egen lille Hassan og har for manges vedkommende slet ikke blik for det større fællesskab.”
Javel så. Det var ”analysen” i kortform. Men hvad er modgiften?
Elementært: 1. Ro i timerne fra dag 1(den elev, som ikke udviser respekt for husordenen, må forlade klassen). 2. At børnene er kommet i ordentlig tid i seng og har spist ordentlig morgenmad hjemmefra. 3. Max 24 i klasserne. 4. At eleverne dagligt bibringes en forståelse af, at det at gå i skole er et privilegium, og at uddannelse er en forudsætning for at klare sig i et komplekst informationssamfund. 5. Et moratorium for alle bevillinger til pædagogisk forskning – den har kun forvoldt skade. Overfør de frigjorte midler til specialklasser i folkeskolen og lad de nu frisatte forskere få en enestående chance til at bruge deres ekspertise som årsvikarer på skiftende særligt belastede skoler. 6. Giv lærerne en klækkelig lønforhøjelse – udgiften vil tjene sig ind i løbet af få år, hvis professionen opgraderes med cool cash, og nye seminariestuderende vil opleve, at de kan give RUC og CBS baghjul. 7. Vis lærerembedet, Danmarks absolut vigtigste profession, den nødvendige respekt. 8. Spørg ikke, hvad skolen kan gøre for dit barn, men hvad du kan gøre for at hjælpe lærerne til at udføre deres arbejde ordentligt. 9. Det er ikke altid lystfyldt at lære.
For det er løgn og latin, at det er lærernes skyld, at elever ikke kan stave til ”kat”. Hunden ligger begravet et helt og ganske aldeles andet sted.

(trykt som kronik i Jyllands-Posten 7.6.10)

Hvad koster indvandringen?

2010-04-28T00:44:00.000-07:00

I disse tider er der vældigt meget fokus på størrelsen og fordelingen af de offentlige udgifter. Der har netop været gang i en stor diskussion om, hvad monarkiet reelt koster, og i den sammenhæng er tallet 400 mio. kr. blevet nævnt. Et pænt beløb, men så absolut i småtingsafdelingen sammenlignet med fx den gigasum på 37 mia. kr., som efterlønnen er beregnet til.
Det er godt at få disse tal på bordet, fordi de giver grundlag for at diskutere, hvad skattekronerne bliver brugt til. Jeg har det fx fint med at finansiere et toptunet kongehus, så længe de fleste af dets medlemmer udfører et nogenlunde rimeligt stykke arbejde. Efterlønnen er langt mere problematisk – i hvert fald for sådan nogle typer som mig: Midaldrende, ikke nedslidt akademiker, der i princippet sagtens kunne blive ved, til jeg var 67, men næppe gør det, når nu en fordelagtig efterlønsordning byder sig til.
Med andre ord: I egen selvforståelse er jeg med åbent sind parat til at drøfte hvad-som-helst på finansloven. Derfor har jeg også svært ved at forstå, hvorfor der ingen ben er i at diskutere udgifter til poster som kongehus og efterløn, mens det er tæt på umuligt at få klare svar på, hvad indvandringen koster det danske samfund.
Jeg er selvfølgelig på det rene med, at spørgsmålet er vanskeligt. Statistikkerne oplyser kun i begrænset omfang om etnisk oprindelse, og begrebsanvendelsen (indvandrere, flygtninge, efterkommere) mudrer ofte slemt til.
Men hvem har egentligt ret? Dansk Industri, som mener, at havde det ikke været for indvandrerne, ville Danmark have oplevet en markant grænse for økonomisk vækst og velstand i det nye årtusind? Eller Velfærdskommissionen, som nåede frem til, at indvandrerne fra ikke-vestlige lande er godt tre gange så dyre i forhold til den offentlige sektor i sammenligning med danskerne, og at en total opbremsning i indvandringen fra mindre udviklede lande vil spare statsfinanserne for 50 mia. kr. om året i 2040 (refereret i Børsen den 1. dec. 2005). Ifølge beregninger foretaget af den uafhængige institution Dream for Cepos er indvandringens pris til Danmark, at indvandringen fra mindre udviklede lande (Irak, Somalia, Tyrkiet, Marokko, Pakistan, Libanon, Afghanistan osv.) har været en kæmpe underskudsforretning. Dream når frem til, at der for fremtidige generationer af borgere i Danmark må ventes negative nettobidrag til de offentlige finanser for tre ud af fire indvandrergrupper. For indvandrere fra mindre udviklede lande lyder det negative nettobidrag på 29.600 kroner pr. år. For efterkommere fra mindre udviklede er tallet 29.000 kroner pr. år.
I en artikel i Weekendavisen d. 26.9.08 med overskriften Nationalbanken om indvandring: Sats på superindvandring kunne man bl.a. læse følgende: Kun enlige mænd og kvinder, der kommer til Danmark efter endt uddannelse, hele tiden er i arbejde og forlader Danmark igen før pensionsalderen, hjælper på dansk økonomi. Endvidere at ”i modsætning til superindvandrerne fra Østeuropa er en stor del af den indvandring, der er sket tidligere, personer fra mindre udviklede lande med lav erhvervsfrekvens og et relativt stort træk på offentlige ydelser og offentlig service.” Ergo: Indvandring fra 3. verdens-lande har medført en forværring af de offentlige finanser..

Hvad er det så lige, der bliver brugt milliarder af skattekroner på? Her følger en uprioriteret liste:

Statsforvaltningen, Familiestyrelsen, Udlændingestyrelsen, Integrationsministeriet
Domstolene (separationer, skilsmisser, forældremyndighedssager, faderskabssager)
Socialforvaltningen
Ordenspolitiet, Kriminalpolitiet, Fremmedpolitiet, PET
Hospitalsvæsenet, Alm.praktiserende læger (større sygelighed, flere sindslidende bl.a. gr. fætter-kusineægteskaber, D-vitminmangel, diabetestilfælde)
Fængselsvæsenet (overrepræsentation af flygtninge, indvandrere og efterkommere, fængselspræster, fængselspsykologer)
Skoler (ekstraundervisning, specialundervisning, psykologhjælp, modersmålsundervisning), SFO-pædagoger
Børnehaver, Vuggestuer
Asylsystemet (Flygtningenævnet, Asylcentre, Dansk Røde Kors, Dansk Flygtningehjælp, kørsel fra/til grænse til modtagecentret Center Sandholm)
Krisecentre (overrepræsentation af kvinder fra 3. verdenslande)
Advokatsalærer (fri proces-systemet)
Tolke, Integrationsbeløb, Sprogundervisning

Sociale ydelser og andre tilskud:
Dagpenge, Bistandshjælp, Sygedagpenge, Førtidspensioner, Børnepenge, Børnetilskud, Huslejetilskud m.v.
Forsikringsbeløb (hærværk, ildspåsættelser etc.)
Skadeserstatninger for vold
Udgifter i forbindelse med kidnappede børn
Polygami (huslejetilskud til to lejligheder, udlæg til børnepenge til den "enlige" mor)
Tilskud til etniske foreninger
Særlige integrationstiltag, Ungdomsklubber, Gadeplansarbejdere, Fædregrupper

På baggrund af ovenstående, er det så ikke det rene vås at tale om "behov for indvandreres arbejdskraft"? Taget i betragtning at indvandrere fra 3. verdenslande som hovedtendens belaster systemet langt mere, end de giver igen?
Så vidt jeg husker, fik Dansk Folkeparti tilbage i sen-90’erne i samarbejde med Danmarks Statistik lavet en undersøgelse af udgifterne til indvandring, som på daværende tidspunkt beløb sig til knapt 30 mia. kr. Slag på tasken vil jeg tro, at tallet er mere end fordoblet. Så vigtige sager og tal skal imidlertid ikke bero på mine fornemmelser, men bør gennemlyses af rigets dygtigste regnedrenge og -piger i de forskellige ministerier, styrelser, forvaltninger mv.

For det forholder sig vel ikke sådan, at tallet 60-80 mia.kr (dobbelt så meget som efterlønnen) bevidst holdes under låg? Med den begrundelse, at store dele af befolkningen ville gå i coma, hvis de sort på hvidt blev præsenteret for regningen for indvandringen? Vel at mærke en indvandring, som den oprindelige befolkning aldrig har fået lov til at tage stilling til.

(trykt i Jyllands-Posten d. 25.4.10)

DERFOR MÅ VI IKKE STEMME OM LISSABONTRAKTATEN

2009-12-02T01:23:00.000-08:00

Så stemte Irland ja til Lissabon-traktaten, og Tjekkiets præsident, Vaclav Klaus, er også blevet banket på plads. Derfor er jeg også grumme ked af, at danskerne ikke får lov til at stemme om Lissabon-traktaten. Jeg ville nemlig gerne have af- eller bekræftet i en forudgående offentlig debat, om forfatningens ophavsmand Valéry Giscard d’Estaing har ret, når han i et åbent brev til en række europæiske aviser har skrevet:
Lissabon-traktatens indhold adskiller sig ikke fra Forfatningstraktaten, kun formen er ændret. Det Europæiske Råds jurister har betjent sig af sædvanlig fremgangsmåde: Tidligere traktater ændres ved at tilføje ændringsforslag, og Lissabon-traktaten fremstår således som et katalog over ændringsforslag til tidligere traktater. Den er ulæselig for borgerne, der derfor må ty tilbage til Rom- og Maastricht-traktaten, som ændringsforslagene vedrører. Hvad angår indholdet kan ”den gamle” Forfatningstraktats institutionelle forslag genfindes i deres helhed i Lissabon-traktaten, blot i en anden rækkefølge. Konklusionen er, at værktøjerne i Lissabon-traktaten er fuldstændig de samme som i Forfatningstraktaten, altså den traktat som franskmændene ellers stemte nej til. Det eneste, der er anderledes, er opdelingen i værktøjskassen.
Betyder det så, at der slet ingen forskelle er? Ja, bortset fra at ordet ’forfatning’ og tillægsordet ’forfatningsmæssig’ er udeladt, og Unionens symboler er fjernet fra teksten. Meningen med den raffinerede manøvre er at slippe for at skulle afholde folkeafstemning, samtidig med at forfatningsartiklerne er spredt ud i Lissabon-traktaten, blot ”renset for forfatningsagtige formuleringer”. Så vidt Giscard d’Estaing. Hans udtalelser kan passende suppleres med:

Den nye EU-stat får fælles præsident, fælles statsminister og fælles udenrigsminister – bare ikke valgt demokratisk
Kommissionen har eneret til at stille lovforslag, til trods for at medlemmerne ikke er valgt, men udpeget
Landene mister ret til at lovgive, når EU lovgiver
Domstolen dømmer og grundlovgiver gennem nye fortolkninger
EU institutionerne sammenblander den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt
Grundloven beskytter vælgerne mod politikerne, unionsforfatningen beskytter politikerne mod vælgerindflydelse

Danmark vil altså blive reduceret til en delstat, når Lissabon-traktaten gennemtvinges. I et statsforbund beslutter medlemmerne alias suveræne stater selv, hvilke områder den fælles myndighed træffer beslutning om. Hidtil har EU været et sådant statsforbund. Med Lissabon-traktaten bliver der tale om en forbundsstat, hvor suveræniteten ligger hos den centrale ledelse. Her vil der blive truffet flertalsbeslutninger. Det betyder, at den danske regering kan blive stemt ned af de andre regeringer i et hvilket som helst politisk spørgsmål.
Magten fjernes altså yderligere fra de nationale parlamenter og går i stedet bl.a. til EU-domstolen. Her er det værd at minde om, at når der fældes dom i retssager, fældes de af mennesker. Ret er noget, der skabes, ikke noget der foreligger. Retskilden findes i dommeren, ikke uden for i loven. Fortolkningen af loves ordlyd er aldrig objektiv, det kan ikke være anderledes. Men når først dommene er fældet, kan dommerne ikke senere stilles til regnskab for deres fortolkninger. Med andre ord: Domstolen dømmer og er med til at lovgive igennem sine fortolkninger, men siden hen skal dommerne ikke stå til ansvar for deres holdninger og (politiske) valg. Det er foruroligende.
Hvad der mest bekymrer mig er, at Lissabon-traktaten er styret af en multikulturel utopi, hvis formål er at aflive nationalstaterne. Således er en vigtig faktor bag den muslimske folkevandring til Vesteuropa EU’s samarbejde med den arabiske verden. Efter at Frankrig opgav Algeriet i 1962, havde daværende præsident Charles de Gaulle som projekt at skabe en alliance mellem Europa og en række arabiske stater. Formålet var bl.a. at modvirke USA's indflydelse. I 1974 oprettedes en parlamentarisk sammenslutning med henblik på at styrke EF’s politiske, kulturelle og økonomiske forbindelser med den arabiske verden. I denne gruppe deltog medlemmer fra 18 nationale parlamenter, herunder det danske Folketing og Det europæiske Parlament. Senere suppleredes gruppen af en struktur betegnet Den euro-arabiske Dialog med en stærk position i bl.a. EF’s og senere EU’s ledende organer. Dialoglobbyen arbejdede for en udenrigspolitik, der var pro-arabisk og rettet imod Israel og USA. Desuden begunstigede den en permanent og massiv arabisk og muslimsk tilstedeværelse i Europa gennem indvandring og bosættelse af millioner af personer fra Nordafrika og Vestasien. Orientalisten Bat Ye’or skriver, at på fransk, tysk og belgisk initiativ har flere europæiske institutioner arbejdet for at lette denne udvikling gennem en offensiv i kulturliv, undervisning og publikationsvirksomhed. Initiativerne er blevet støttet af universiteter og beregnet på at fremstille islams civilisation i det bedst mulige lys. Flere generationer af europæisk ungdom er allerede blevet opdraget i denne pro-arabiske ideologi (Kilde: European Fears of the Gathering Jihad, www.frontpagemagazine.com, 21.2.2003).
Opkomsten af islamiske parallelsamfund i EU's storbyer dementerer dagligt de officielle erklæringer om interkulturel forståelse og tolerance. På flere andre områder er drømmen blevet punkteret om et harmonisk samliv mellem staterne omkring Middelhavet og mellem muslimer og ikke-muslimer. Efter al Qaedas selvmordsangreb på USA d. 11. september 2001 fulgte terroraktionerne i Madrid i marts 2004 og London i juli 2005. I mellemtiden overtog det islamistiske AKP regeringsmagten i Tyrkiet. EU-bureaukratiet mangler øjensynligt total kontakt med virkeligheden - herunder vælgerne. Når tilbagemeldinger ikke fører til korrektion af politikken, er årsagen i vidt omfang de pågældende beslutningstageres ideologi. Den kommer især til udtryk i rapporter fra EUMC (Det europæiske center for overvågning af racisme og fremmedhad) og i dokumenter fra EU-parlamentets menneskerettighedskommission, der fører sig frem som moralsk vejleder for hele verden. I årsrapporten for 2003 hedder det, at det Europæiske Parlament "betragter menneskerettighederne som hjørnesten for EU's indre og ydre politik...." Interessant er det at notere sig, at kommissionen benægter, at disse rettigheders udspringer af europæisk - og dermed også kristen - retsfilosofi.
Islamisk had-retorik, mord på frafaldne muslimer og på unge kvinder, der vælger forkerte kærester, massevoldtægter, eller islamisters terror omtales ikke som en speciel trussel i dagens Europa. Man ser også stort på, at Tyrkiet og de arabiske stater med den såkaldte Cairo-erklæring opererer med "alternative" menneskerettigheder med afsæt i sharia.
I stedet advarer EU's talspersoner mod "islamofobi" - sygelig frygt. I juni 2006 erklærede Ministerrådet således, at betegnelsen "islamiske terrorister" bør udskiftes med "terrorister, der misbruger islam".
De overstatslige bureaukrater i EU er i egen selvforståelse eksperter og på den konto tilsyneladende ligeglade med de problemer, som deres stort tænkte visioner påfører de oprindelige befolkninger. De vil have kørt deres multikulturelle forbundsstat igennem uden indblanding fra de mennesker, som skal bære de smertefulde konsekvenser af deres beslutninger.
På den baggrund bliver det lysende klart, hvorfor vi ikke må stemme om Lissabon-traktaten.

(trykt som kronik i Fyens Stiftstidende 2.12.09)

Børnemishandling med lovgaranti

2009-10-14T08:23:00.000-07:00

Mens socialordføreren i Socialdemokratiet bruger kræfterne på at kriminalisere prostitutionskunder, bliver et stigende antal børn dagligt udsat for systematisk børnemishandling.
Årsag: Forældreansvarsloven, hvis kyniske og ligeglade håndlangere i statsforvaltningerne garanterer, at børn bliver udleveret til overvåget samvær med psykopater og drabsmænd.
Lad mig lige tage den én gang til for de trægt opfattende: Nej, jeg mener ikke, alle mænd er voldelige.
Nej, jeg mener ikke, alle skilsmissefædre er potentielle voldspsykopater.
Nej, jeg tror ikke, kvinder er bedre mennesker end mænd. Og ja, jeg kan godt lide mænd.
Med den på plads konstaterer jeg, at forældreansvarsloven bringer helt almindelige mennesker i klemme. Loven betyder, at en dommer kan idømme dybt uenige forældre fælles forældremyndighed med den følgevirkning, at børn bliver udleveret til samvær med voldelige fædre. Ja sågar ammebørn bliver udleveret. Sagt med andre ord: I Danmark foregår der med loven i hånden børnemishandling hver eneste dag, fordi politikere, embedsmænd i statsforvaltningerne og Børnerådet, for at det ikke skal være løgn, raver rundt i deres abstrakte rettighedstænkning i fortolkningen af "barnets bedste". Konklusionen er altid givet på forhånd: "Barnets bedste" er samvær med begge biologiske forældre, også selv om den genetiske far og mor aldrig har levet sammen.
Hvordan, kære læser, ville du have det med at udlevere dit barn til en person vel vidende, at barnet lider overlast? Ville du forsøge at beskytte dit barn? Og hvis ja - hvordan tror du så, du ville opleve det, hvis din omsorg og beskyttelse blev mistænkeliggjort og udnævnt til chikane? Fulgt op af bøder, hvis du nægter udlevering -en udgift, som du desværre ikke er i stand til at afholde. Ville du i den situation kunne fungere som afbalanceret forælder, der kan passe sit arbejde og sit barn? Hvor mange børnelig skal der i såvel bogstavelig som overført forstand (psykiske skader på børn, der aldrig kan repareres, og som bliver hundedyre på sigt) på bordet, før Folketinget kan finde ud af at lave dette makværk af en lov om? Mon danske politikere overhovedet er klar over, at den engelske forældreansvarspraksis blev ændret, efter at 29 børn var blevet myrdet under samvær? Næppe.
For så havde de ikke besluttet at vente til 2011 - to år!! - med at tage stilling til, om loven skal revideres.
Ét er, at travle folketingspolitikere fra DF til Enhedslisten er faldet pladask for ligestillingens rettighedsretorik: Et barn har ret til en far og en mor. Hvad værre er: Børnerådet mener, at børn af skilsmisseforældre skal have samvær med en voldelig far. Jeg sidder her med Børnerådets vifte af anbefalinger til forbedring af børns forhold i Danmark -14 af slagsen - og gæt engang, hvilken lov og forvaltningspraksis der glimrer ved sit fravær? Det til trods for, at »Det påhviler Børnerådet at vurdere og påpege forhold i samfundsudviklingen generelt, som kan have en uhensigtsmæssig indvirkning på børns udviklingsmuligheder.
« Javel så. Børnerådet har altså ikke bare taget skyklapper på i denne sag. De er gået i hi.
Men det er selvfølgelig også langt mere bekvemt at kaste sig over, at "Over 4.000 børn har en forælder i fængsel" og "Tilbud og forbud til usunde børn" end at gøre op med en rettighedstænkning ad absurdum.
Klaus Wilmann, tidligere formand for Børnerådet, har ved flere lejligheder gjort gældende, at den forrige lov på området ikke skulle ændres af hensyn til forældrene, men af hensyn til barnets ret til to forældre: »Indtil jeg ved mere, vil jeg påstå, at forældreansvarsloven er det største fremskridt for børns rettigheder, vi har fået, siden Folketinget i 1991 ratificerede FN's børnekonvention.
(Politiken 15/10 2008) Fremskridt og rettigheder, min bare. Hvor meget mere viden end den foreliggende skal hr. Klaus Vildmand monstro have? Lovens ordlyd er sine steder ganske forstandig, men i praksis fortolkes den konsekvent som "kontakt til den ikke-samboende forælder" uden hensyn til, om dette samvær er positivt for barnet.
Har politikere, embedsfolk og såkaldt børnevenlige (organisationer) da alle været udsat for hjernevask? For det må vel være den korrekte betegnelse, når disse aktører insisterer på, at børn skal have samvær med deres genetiske forældre uanset forældrenes beskaffenhed.
Det rager tilsyneladende ikke lovens solide støtter en papand, om samværet kun kan føres ud i livet med "børnesagkyndige", der overvåger, eller med politiet som mellemmænd. Samvær skal karenbrodereme' gennemtvinges.
Set i et økonomiske perspektiv er det grotesk så mange ressourcer, der bliver spildt på Projekt Samvær, når det eneste fornuftige ville være at give barnet og den primære omsorgsgiver ro.
Summa summarum: Samværskon-flikter er skadelige for børn. De har brug for fred og stabilitet, og derfor er det bedre at lade dem trives med én forælder i de tilfælde, hvor samarbejde er umuligt. Og det er det af indlysende grunde, hvor børn udsættes for fysisk og psykisk vold, incest og drab.
Selv om en ændring af loven lige-nu-og-her er logik for encellede vanddyr, så skal Anne Baastrup (SF) som repræsentant for børnemishandlings-fløjen have lov til at få det sidste ord. Citeret efter hukommelsen har hun udtalt, at »forældreansvarsloven sikrer, at forældrene er nødt til at opføre sig ordentligt.« I sin visdom mangler hun blot at fortælle, hvad man stiller op, når det virkelige liv med dets virkelige mennesker viser sig ikke at kunne leve op til ordentlighedsidealet.

(trykt i Jyllands-Posten 11.okt. 2009)

Endnu et indlæg afvist af Politiken

2009-10-04T14:47:00.000-07:00

Hvem vil ikke bygge bro?
Imran Shah, talsmand for Det Islamiske Trossamfund, afviser d. 27. september Kåre Bluitgens oversættelse af Koranen med disse ord: »Derfor vil denne bog ikke kunne bygge broer eller medvirke til en øget forståelse, når danske muslimer med meget stor sandsynlighed vil afvise disse forsøg fra denne islamofob (…) Islamofob? Javel så. Hvem er det lige, der ikke vil bygge bro?

Kommentar til kronik om tørklæder i Politiken d.8.8.09

2009-08-19T04:38:00.000-07:00

Da det er tæt på at være håbløst at få andet end et (lille) læserbrev i Politiken, når emnet falder inden for kritik af masseindvandring og islamiseringen af Vesten - så bringer jeg her et af utallige indlæg, der er blevet afvist af Politikens debatred.

Ud skal stoffet - på den ene eller anden måde!

Når forskere lægger røgslør ud

Jeg har slået kronikken Et røgslør for moderne dansk kvindeundertrykkelse? (Politiken 9.8) op på min opslagstavle. Det er så skønt, at bare en enkelt artikel i den grad indkapsler essensen af de-rigtige-meninger-på-bjerget. Sådan tænker og skriver man i akademias osteklokker anno 2009.
Tørklædet betyder ikke nødvendigvis undertrykkelse, skriver Mira Skadegård Thorsen. Nej, det er korrekt. Der skal nok være en undtagelse eller to eller ti. Men ikke desto mindre foreligger der i dag så omfattende dokumentation af, hvad tørklæder betyder på verdensplan, og de fakta rækker langt ud over individuelle kvinders selvforståelse. I Tilslørt. Avslørt (2007) har den norske forfatter Hege Storhaug analyseret tørklædet som det mest udbredte religionspolitiske symbol i verden. Hun redegør for slørets oprindelse, historie og funktion op til i dag og opfordrer på denne baggrund til et opgør med den naive tilgang, at det da ikke spiller nogen rolle, hvordan folk klæder sig. Med tildækningen følger nemlig andre centrale islamiske påbud i form af kønsadskillelse, at nægte kvinder skilsmisse og at nægte dem at gifte sig med en ikke-muslim. Islamisternes kamp om det offentlige rum går via sløret, så jo flere kvinder det lykkes at få pakket ind, jo bedre for politisk islam. Hijab, niqab og burka kan ikke adskilles fra islams kvindesyn og dermed kønsapartheid, og det er derfor, indhylningen er så farlig og rækker langt ud over den enkelte kvindes personlige fortolkning. Hvis tørklæderne får lov til at brede sig, vil problemerne vokse sig stadig større, samtidig med at ikke-tørklædeklædte kvinder bliver reducerede til moralske undermennesker.
Forfatteren Chahdortt Djavann (f.1967) er af tyrkisk-adzerbajdjansk familie og opvokset i Iran. Da det islamiske præstestyre tog magten ved revolutionen i 1979, blev Djavann tvunget til at bære slør, og det gjorde hun de næste 10 år. I 1991 forlod hun Iran og er i dag fransk statsborger. Hun har spillet en markant rolle i diskussionen om og effektueringen af det franske tørklæde-forbud, ikke mindst fordi hun kender slørets undertrykkelse og indespærring på egen krop. Hun har oplevet alle aspekter af ”den islamiske totalitarisme og det religiøse barbari”, og som hun videre siger: ”Da jeg kom til Frankrig, havde jeg følelsen af at være landet på en anden planet. Jeg havde følelsen af at havne i den moderne vestlige verden efter at have været udsat for den middelalderlige Inkvisitions tortur. Det er cirka samme oplevelse, som den iranske forfatter og litteratur-professor Azar Nafisi skildrer i sin bog Reading Lolita in Tehran (2003).
I sin debatbog Kast sløret! (2006) stiller også Djavann skarpt på tørklædets symbolske betydning, der gør, at tørklædet aldrig-aldrig kan etiketteres som en uskyldig beklædningsgenstand.
Når kvinder bærer slør, sættes der skel mellem de to køn, som umuliggør ligestilling. Hensigten med kravet om tilsløring er at kontrollere kvinden, og kvindens krop er det fundament, som mandens ære hviler på. Hvis kvinden var utilsløret, ville det ryste hele fundamentet for den maskuline identitet i islam, for kvindens blufærdighed og hendes skam er garanten for den muslimske mands ære. Derfor tilsløres piger helt ned til 7-års-alderen, fordi de qua deres køn er indbegrebet af skyld og vækker mandens begær.
Læs bøgerne, og selvfølgelig også Koranen, og følg, hvordan Storhaug og Djavann gennemhuller påstanden om, at ”sløret er udtryk for min frihed.”

(19. august 2009)

Hvor er de voksne blevet af?

2009-07-06T02:45:00.000-07:00

Jeg sidder lige før sommerferien til møde med mine arbejdsomme lærerkolleger på VUC. Vi vil gerne være på forkant og er derfor i gang med at planlægge opstart for det kommende skoleår. Et punkt på dagsordenen handler om fælles fodslag i forhold til ordensregler og omgangsformer, herunder punktet: ”Man viser hensyn til andre ved brug af mobiltelefon. Det er således ikke tilladt at anvende mobiltelefoner i klasselokaler og studieværksted. Mobiltelefoner skal være slukkede, når der er undervisning.”
Beskeden er ret klar, skulle jeg mene, men det er den så alligevel ikke. For hvad nu hvis kursist Pia skal være i kontakt med vuggestuen, fordi hendes lille Peter var ret forkølet her til morgen, og måske ringer de fra institutionen, og hvad med Hanne, der bare er nødt til at have mobilen åben i dag, fordi hun står på venteliste til en akuttid til tandlægen? Selvfølgelig på lydløs, så det kan vel ikke genere?
Mit argument om, at det vist er første gang i verdenshistorien, at et menneske ikke kan være uden kontakt med sin omverden i de 50 minutter, en lektion tager, falder ikke i gødet jord. Jeg slipper heller ikke af sted med en bemærkning om, at hvis vi først tillader én undtagelse, så er der lagt op til individuelle elastiktolkninger af, hvornår et opkald eller en sms er så livsvigtig, at der kræves åben mobiltelefon.
Diskussionen er symptomatisk, fordi det ikke bare er på min arbejdsplads, det ikke lykkes at nå til enighed. Sådan er det på alle arbejdspladser og i de fleste familier. Hvordan den enkelte tackler omsætningen af regler til praksis afhænger nemlig af personlighed, og de fleste af os vil af indlysende grunde gøre meget for at undgå konflikter. Et praktiseret forbud mod – i dette konkrete eksempel – mobiltelefoner vil udløse en ubehagelig stemning i klasselokalet, og læreren alias (for)bud(s)bringeren vil af X antal kursister blive opfattet som et ondt og ufølsomt menneske.
Ikke desto mindre vil jeg slå til lyd for nødvendigheden af, at forældre, lærere og andre potentielle autoritetsudøvere mander sig op til den ulystfyldte opgave som forbuds-udsteder: Nej, du får ikke lov til at holde fest, uden vi er til stede. Nej, du må ikke komme hjem senere end 1, og far kommer og henter dig. Nej, du skal ikke på toilettet i timen – du må vente til pausen om 10 minutter.
I samme åndedrag konstaterer jeg, at et stigende antal voksne frabeder sig autoritetsfunktionen. Om situationen er tilsvarende i fx Tyskland, England og Frankrig ved jeg ikke, men Diana West (f.1961) har stillet skarpt på fænomenet i USA med sin bog The Death of the Grown Up – How America’s Arrested Development Is Bringing Down Western Civilization (2007). Hendes tese er, at voksne mennesker er forsvundet sammen med takt og tone, at de ikke mere adskiller sig fra deres børn i påklædning og interesser og udviser en infantil adfærd. 50-60-årige mænd suser rundt på rulleskøjter med omvendt baseball-kasket og ser tv-programmer beregnet på de 15-17-årige. Mødre vil være venner med deres døtre og ung-med-de-unge.
Ungdomsdyrkelsen, der nedbryder skellet mellem voksne og børn, kan ikke adskilles fra tabet af de dyder, som tidligere blev forbundet med at være voksen: Ansvarlighed, tålmodighed, ære, perspektiv, visdom, ædruelighed, sømmelighed, gode manerer – og autoritet. I dag bliver autoritet(sudøvelse) i stedet set som en hindring for egen personlig tilfredsstillelse med den konsekvens, at vi-vil-ikke-være-voksne forældrene bakker deres børn op i lige meget, hvad de foretager sig af uhensigtsmæssige, grænseoverskridende og (selv)skadelige handlinger.
Jeg får mindelser til ungdomshuset på Jagtvej, som var en øjenåbner i, hvad ”forældreløshed” kan føre til af ulykker. En parallel kan også laves til skolen, hvor forældre i dag i tilfælde af problemer ikke som det naturligste af verden tager lærerens parti, men deres egen, lille Hassans.
Processen, der har stået på siden 1950’erne, har skabt generationer af unge og stadig flere voksne med disse karaktertræk:

lav tolerance- og frustrationstærskel
svært ved at kede sig
dårlige til behovsudskydelse
svært ved at tåle smerte, ubehag og grænser
mangler basale sociale færdigheder

Ifølge West er det samfundsnedbrydende, at voksne ikke vil optræde som autoriteter. Børn, unge og yngre, der mangler kompas og retningslinier, kører nemlig ud af tangenten efter devisen: Alt er tilladt, og hvis jeg har lyst, har jeg også lov. De lærer, at intet er helligt – altså lige bortset fra Muhammed.
Men der ligger en alvorlig politisk fare i knæfaldet for lystprincippet. At leve sammen kræver regler og indre kontrol af lidenskaberne, og de individer, som fx ikke kan føle skam over upassende handlinger, ejer ikke denne selvkontrol og skal følgelig reguleres udefra.
Føj hertil, at hvis amerikanerne (danskerne?) ikke snart får øjnene op for, at en kultur, som har bragt samvittighedsfrihed, religionsfrihed, ytringsfrihed og lige rettigheder for kvinder, er bedre end kulturer, som ikke har tilsvarende resultater at opvise – tja så kortslutter de fornuften og det logiske ræsonnement. Hvilket er det samme som at bekende sig til infantil, evig ungdom frem for moden voksenhed. Kortslutningen vil på sigt føre til den vestlige civilisations forfald, fordi individerne ikke besidder modstandskraft over for multikulturel værdirelativisme. Mener altså West.
Hermed til eftertanke på en feriesøndag.

(Trykt i Jyllands-Posten 5.7.2009)

2 bøger til salg

2009-06-27T11:35:00.000-07:00

Du kan købe mine bøger Børn, løgn og kvinder – et opgør med ligestillingsbegrebet (2001)og Aktiv selvhjælp – et forsvar for aktiv dødshjælp (2002) for 50 kr. stykket ved henvendelse på noergaard@email.com Personlig afhentning på Frederiksberg.

At tage eller ikke tage konflikter....?

2009-05-20T15:18:00.000-07:00

Jeg får stadig sværere ved at tænke positivt, når jeg iagttager samfundsudviklingen. Dermed forsynder jeg mig dagligt mod coaching-kulturens første bud, der sådan cirka kan koges ned til: Da du har fuldstændig kontrol over dine egne tanker, kan du selv bestemme om, du vil tænke positive eller negative tanker. Positive tanker gør dig glad – negative tanker dræner dig for energi.
Javel så. Men hos hvilken hjernekirurg kan jeg henvende mig for at få dét snit, der skal få mig til at se positivt på 1. børnesocialiseringens forfald på grund af forældre-ansvarsforflygtigelse og tomme autoritets-stole, 2. turbo-islamiseringen af Europa speedet op af EU's multi-kulturelle utopi-projekt om menneskelige fællesskaber på tværs af kulturel oprindelse, 3. den gradvise underminering af en saglig samfundsdebat næsten uanset emne. Med få undtagelser er debatten præget af i bedste fald overfladiskhed, i værste syngende uvidenhed.
Punkt 3 betyder, at det er gået hen og blevet en naturlov, at problemer først bliver taget alvorligt, når det er for sent at løse dem. Hvor mange i den danske befolkning kender fx til den Euro-Arabiske Dialog, der med EU som hovedmotor har lagt Europa blot for muslimsk masseindvandring?
Jeg spørger mig selv, hvordan det store flertal af beslutningstagere og opinionsdannere kan blive ved med at holde fast i, at islam kan integreres i vestlige demokratier, når al empiri fortæller den modsatte historie? Lad mig anbefale en enkelt bog, nemlig Massoud Fouroozandeh og Marianne Søndergaards Islam og Kristendom, der grundigt og afbalanceret redegør for ligheder og forskelle og konkluderer, at de to religioner er så forskellige som olie og vand og aldrig kan forenes. Ligesom islam og sekularisering tilsvarende er uforenelige størrelser, da islam som bekendt ikke giver plads til den personlige frihed til kritisk fortolkning af koranen og hadith.
Set i bakspejlet er det uendeligt nemt at konstatere, hvad vi skulle have gjort, da vi blev præsenteret for muslimske særkrav i miniformat tilbage i 90’erne. Vi skulle have sat foden ned og meldt klart ud: Nu skal du høre Muhammed og Fatima, hvordan klaveret spiller her. Du skal være meget velkommen til at udøve din tro, så længe du respekterer andre menneskers ret til at være fri for den. Og ja – Danmark er et kristent land, så derfor har kristendommen af historiske årsager en særlig placering. Kan du ikke acceptere det, så er du ikke tvunget til at blive her.
Hvis dine børn kun kan spise halal-slagtet kød, så må de spise vegetarisk i børnehaven. Hvis du vil bede i løbet af dagen, så må du få det indpasset i dine pauser, og hvis det ikke kan lade sig gøre, må du arbejde over. Og nej – der bliver ikke stillet bederum til rådighed. Det er ikke en del af dansk arbejdspladskultur. Tørklæder – ja så gerne, men ikke på mindreårige og ikke i offentlige embeder.
Hvorfor stod vi ikke fast frem for bevidstløst at acceptere muslimske særkrav? Hvorfor gør vi det ikke nu? Der er selvfølgelig et kompleks af forklaringer, men kernen ligger i dels en overmodig og dybt naiv tro på, at enhver da på sigt må kunne se, at vestligt demokrati er bedre, dels i en konsensusorienteret socialisering: Vi skal nå frem til enighed, hvilket er et smukt princip, der bare kun kan fungere i et homogent samfund uden de store modsætninger. Men meget desværre er kompromiser ikke mulige i forbindelse med muslimske særkrav. Kvinder kan ikke iføre sig et halvt tørklæde. Svømning er enten kønsadskilt eller ikke-kønsadskilt. Enten forefindes bederum, eller også gør der det ikke.
På godt og ondt vil det store flertal af danskere så gerne være enige i forhold til de mennesker, de omgås såvel privat som på arbejde. Vi hader ubehagelige konflikter – så hellere trække sig og håbe, at ”det” går over. Men det gør det ikke. Tværtimod.
Jeg ser en klar parallel mellem forældres / læreres ulyst til at optræde som autoriteter og tage konflikter med deres børn /elever, og så den generelle ulyst ved at tage opgøret med muslimske særkrav. Hvis der imidlertid ikke snart er en hel del flere mennesker end de relativt få og allerede frelste læsere af Jyllands-Posten, Kristeligt Dagblad og til dels Weekendavisen, der forstår, hvor skrøbeligt vores demokrati er, og hvor hurtigt demokratiske samfundsinstitutioner kan nedbrydes indefra– tja, så farvel til smørhullet. Velfærdsdanmark blev en tidslomme fra 1950 til ca. 2020.
Truslen ligger ikke først og fremmest i islamistisk terrorisme, men i den snigende bid-for-bid islamisering af Europa. Især fordi den går hånd i hånd med, at enhver kritik af islam bliver udråbt til islamofobi. Beskyldningen er absurd. En fobi er som bekendt en irrationel rædsel for et-eller-andet (fx agorafobi: sygelig angst for at gå over åbne pladser). Men at nære frygt for islamisering og terrorhandlinger, der bliver begået med henvisning til Koran-citater, er alt andet end irrationelt. Det er helt igennem sund fornuft at tage folk, der vil ”os” det ondt, alvorligt, og sharia er ikke til at spøge med. Selvmords-bombere er således ikke stakkels ofre for vestlig dekadence, som bare ikke kan handle anderledes. For det kan godt være, at islamister ikke kan handle anderledes, men i så fald er det ikke vestens skyld, men en opdragelse, der sætter kritisk tænkning ud af kraft.
Så at tage eller ikke tage konflikterne – det er spørgsmålet….

(trykt i Jyllands-Posten 16.5.09)

Muslimsk indvandring skaber helt nye diskurser

2009-03-13T06:11:00.000-07:00

Jeg har netop lyttet til en debat på P1(13.3.09) mellem Abdul Wahid Pedersen og den danske forlægger, der har udgivet den amerikanske forfatter Sherry Jones’ roman Medinas juvel (se min anmeldelse nedenfor). Jeg ved ikke, om jeg skal le eller græde, når jeg hører imamens udlægning af krænkede religiøse følelser versus ytringsfrihed. Hvad værre er, så kommer Pedersen med slet skjulte trusler skåret over læsten: Ja, hvis et forlag vil risikere at ophidse en folkestemning, så vi måske får en ny Muhammedkrise – så skal forlaget da bare udgive en roman som Medinas juvel (læs: I har selv bedt om det. Hvis I ikke vil overholde vores (rettroende muslimers) fortolkning af ytringsfriheden, så skal I saftsusem’e få kærligheden at føle).
Debatudsendelsen fik mig til at rode i mine gamle arkiver efter en artikel, jeg skrev for et par år siden - fordi jeg oplevede meningsudvekslingen på P1 som absurd. Tænk at jeg i Danmark anno 2009 skal tage en person som Pedersen alvorligt på en i egen selvforståelse seriøs kanal, når selvsamme person ikke kan finde ud af at melde klart ud: Stening er en barbarisk, middelalderlig skik, som øjeblikkeligt skal luges ud af islam.

Her kommer så min artikel:

Tak for muslimsk indvandring

Jeg er simpelthen bare så glad og taknemmelig. Tænk at jeg lever i et land, som har åbnet døren på vid gab for en meget stor gruppe muslimske indvandrere og deres familier. Rettroende muslimer vel at mærke. Der for hver dag, der går, dels bliver flere, dels bliver bedre og bedre til at lære mig og min familie, hvordan vi skal leve vores liv med og i værdighed.
Fx har jeg altid forbundet begrebsparret ren-uren med først min personlige hygiejne, siden min ugentlige lørdagsrengøring. Men nu er jeg heldigvis blevet klogere. Det skylder jeg muslimernes fantastiske hellige bog, som bare giver klare svar på alle tvivlsspørgsmål i en kompliceret tilværelse. Det er simpelthen så trygt og godt at vide, at Muhammed var sådan en klog profet, at han for mere 1300 år siden lige præcist kunne forudse, hvordan jeg skal opføre mig i år 2004.
Fx vil jeg aldrig mere gå med min søsters gravhund, fordi hunden, som jeg jo ellers dumt og naivt troede var menneskets bedste ven, bare er et top-urent dyr, som man bør holde sig langt fra. Jeg er også ophørt med at lave øko-flæskesteg til jul, for puha, svinekød det har djævlen skabt, og det sådan helt generelt. Så fri mig for Frilands-grise og det ikke kun ved juletid. Hvad angår Ramadan, så er det fint, at der endelige er nogen, som forstår at holde måde med fødeindtaget, og det er kun en ganske lille pris at betale, at fx fastende gymnasiaster sidder og falder i søvn på skolebænken.
Jeg synes også, at det er rigtigt, rigtigt godt, at muslimerne i modsætning til alle andre grupper i samfundet hele tiden får særbehandling. Det har de fortjent. Taget i betragtning at islamismens forening af politik og religion er de liberale frihedsrettigheder og demokratiet så uendeligt meget overlegen. Ja, faktisk står alle rettroende muslimer på et meget højere moralsk stade end mig og min familie og andre danskere.
Hvorfor det? Jamen det er jo helt oplagt. Så længe jeg ikke er konverteret, er jeg i sagens natur en laverestående vantro. Det mener både Muhammed og senere skriftlærde, og så kloge mænds udlægninger af verdensordenen, drømmer jeg lille kvinde naturligvis ikke om at anfægte. Desuden går jeg jo heller ikke med tørklæde, men det skal nu ikke vare længe. Hvor ville jeg dog bare ønske, at jeg ligesom muslimske piger allerede som 8-9-årig havde fået det fabelagtige tilbud at iføre mig tørklæde, hver eneste gang jeg bevægede mig uden for hjemmet. Dels var jeg måske sluppet for nogle rigtigt ubehagelige mellemørebetændelser, dels ville jeg ikke have behøvet at vaske mit lange hår så tit. Men det vigtigste er selvfølgelig, at så ville jeg være blevet opdraget til at blive en anstændig kvinde, der i hvert fald ikke rendte med drenge før ægteskabet. Og allerbedst: Jeg ville kunne gå rundt i både Vollsmose og Mjølnerparken og Rosengården i Malmø uden at blive spyttet på. Og det må da siges at være en god ting.
Hvadbeha’r? Hvilken særbehandling jeg så går ind for? Al særbehandling overhovedet, der imødekommer muslimske krav, for jo hurtigere vi alle sammen bliver muslimer, jo bedre et samfund får vi. Så er vi også ude over al den snak om racisme og diskrimination. At opfylde muslimske fordringer er i øvrigt også den eneste korrekte fortolkning af ordet ’religionsfrihed’. Det kan enhver forstå, og derfor håber jeg da også af mit hjertes dyb, at mange flere danskere end mig snart vil skue lyset og forstå, at det er helt nødvendigt at skifte heste i forhold til vores utiltalende vestlige værdier med fokus på individets rettigheder og pligter i et fællesskab. Ligestilling mellem de to køn strider jo så indlysende mod naturens orden, når Allah nu så viseligt har skabt kvinden og manden til at varetage helt forskellige opgaver. Jeg er i hvert fald fornøjet over, at jeg i dag kender min plads.
Så lad os se at komme i gang med at få indført kønsadskilt svømning i hele landet. Ikke bare dér, hvor muslimerne er blevet så mange, at de kan sætte magt bag deres helt, helt rimelige krav. Vi kan heller ikke få for mange badeforhæng eller bederum. Eller Koran-skoler for den sags skyld, hvor alle børn kan opdrages i den rette lære, herunder jihad og taqiyya. Det er også klart, at børneinstitutionerne ikke skal servere fæle frikadeller og rædderlig rullepølse. Ud med dekadente Jan Sonnergaard af danskundervisningen og ind med lærere og pædagoger med tørklæder, tak. Ikke mindst så de både i ord og handling kan demonstrere for eleverne, hvad en ærbar kvinde er. Måske opnår jeg oven i købet i min egen levetid at få lov til at iføre mig burka.
I hvert fald kan jeg næsten ikke vente på, at vi får indført sharia-lovgivning. Jeg mener, selv om det er lykkedes i Birmingham og Bradford, så har vi ikke nået den paradisiske tilstand noget sted i Danmark. Og det kan ikke være et øjeblik for tidligt, for tænk når jeg ikke mere skal have stjålet cykler på Valby Station, fordi cykeltyve bliver straffet ved håndsafhugning. Det skal nok afholde de labaner fra at negle min gamle Raleigh.
Ok – ok. Jeg erkender, at jeg har haft lidt problemer med at forlige mig med stening af utro kvinder. Men jeg arbejder dagligt med mig selv, fordi der er så store og ubestridelige fordele ved Sharia - islamisk lov. Fx at jeg altid er ledsaget af et mandligt familiemedlem, når jeg bevæger mig ud. Så risikerer jeg nemlig ikke at blive voldtaget, og det er jo et kæmpe privilegium, jeg som kvinde virkeligt skønner på. Jeg risikerer heller ikke at friste mændene med min 51-årige skønhed, og det må siges at være et stort plus, når man som mig ikke kan forestille sig noget bedre end at være mænd tilpas. De er trods alt mere værd end mig, det har Muhammed sagt så der er den rene, skinbarlige sandhed, og det mindste de kan forlange er underdanighed til gengæld for, at de er så venlige og generøse at bruge min krop og arbejdskraft efter deres behov.
Jeg kunne blive ved med at give eksempler på, hvorfor jeg er så inderligt taknemmelig for tilvandringen, men jeg har ikke mere tid nu. Min daglige Koran-læsning skal nemlig passes, så jeg ved, hvad jeg skal mene ikke bare om svinekød og påklædning, men om - alt.

(trykt i Jyllandsposten søndag d. 18. juli 04)

Anmeldelse af Sherry Jones: MEDINAS JUVEL. Oversat fra amerikansk af Pernille Nørregaard. Forlaget Pressto 2008.

* * (to stjerner ud af seks )

Om så den amerikanske journalist Sherry Jones havde hyret verdens bedste og dyreste reklamebureau til at lave fremstød for hendes debutroman om Muhammeds barnebrud, ”de troendes moder” Aisha – ja så kunne hun ikke have opnået mere medieopmærksomhed end den hun har fået ganske gratis. Først fordi det amerikanske forlag, som oprindeligt skulle udgive bogen, sprang fra aftalen, siden da romanens engelske forlag blev udsat for et brandbombeattentat.
Om Ms Jones er ærlig i sin naive udtalelse om, at hun slet ikke havde overvejet, at temaet Muhammeds kvinder kunne give problemer, eller om hun bare spiller genialt på medieklaviaturet, vil jeg overlade til læseren at afgøre, så jeg i stedet fluks kan springe til spørgsmålet: Er romanen værd at læse? Svaret er: Ja, hvis man er til kulørte, floskelfyldte kærlighedsromaner – ellers ikke.
Fortællingen er som følger: Aisha bliver som niårig gift med den 53-årige Muhammed. Allerede som 6-årig har hun fået at vide, at hun er blevet lovet væk til en mand, og i den forbindelse giver moderen hende det råd, at hun skal sørge for at blive førstehustru, for hvis hun ikke selv styrer sin skæbne, så vil andre gøre det for hende. Det råd tager hun meget alvorligt, da hun flytter ind i Muhammeds hus, for profeten anskaffer sig hele tiden nye koner alias konkurrenter-til-hans-gunst, mens han legitimerer det støt voksende harem med politiske og ædelmodige motiver. Den forklaring køber Aisha kun delvist, og hun bruger alle tricks for at blive hans yndlingshustru. Et sidetema i bogen er Aishas forelskelse i den forførende barndomskæreste Safwan, som hun oprindeligt var lovet væk til, og som konstant og vildt urealistisk dukker op lige på de steder, hvor Aisha nu tilfældigvis befinder sig.
Forfatteren har ønsket at konstruere en historie om Aisha set fra et feministisk perspektiv og med Muhammed i den mandlige helterolle, og den cocktail gør de to hovedpersoner til rene stereotyper. Aisha er smuk, intelligent, modig, handlekraftig, viljestærk, ambitiøs, lidenskabelig, generøs og oprørsk på sit køns vegne. Hun afskyer de kedelige og evindelige kvindepligter, men opofrer sig dog gerne for sin elskede Muhammed. Han er flot, klog, kærlig, dyb, følsom, betænksom, retskaffen og barmhjertig – og naturligvis benytter han sig ikke af sine rettigheder som ægtemand over for sin barnebrud. Ingen pædofili her, tak. Den stakkels Aisha må bruge al sin list for at forføre ham, for at ægteskabet endelig kan fuldbyrdes, men Allah være lovet lykkes det, så hun kan blive en rigtig kvinde: ”Smerten fra fuldbyrdelsen smeltede snart væk. Muhammed var så nænsom. Jeg mærkede knapt skorpionens stik. At være i hans arme, hud mod hud, var den lykke, jeg havde længtes efter hele mit liv.” Citatet er helt igennem typisk for romanens kvalmende, klichéfyldte sprog, som et rimeligt godt om end totalt usandsynligt plot ikke kan kompensere for. Glorificeringen af Muhammed som den ædle ridder på den hvide kamel er gab-gab, og den litterære figur har da også meget lidt at gøre med den historiske person, som var anderledes kontant og brutal i sin fremfærd.

(trykt i Jyllandsposten søndag d. 27.11.08)

2009-03-11T00:28:00.001-07:00

HVORDAN DANNES MENINGER?

Jeg har altid haft stor respekt for den britiske forfatter Fay Weldon. Af den grund spidsede jeg også øjne, da jeg blev opmærksom på, at hun i 2004 skrev forordet til den danske oversættelse af Ibn Warraqs Derfor er jeg ikke muslim (1995). Heri skildrer hun bl.a., hvordan hun blev rubriceret som islamofob, fordi hun i en pamflet, Hellige køer, udgivet i forbindelse med Salman Rushdie-affæren, havde tilladt sig at skrive, at hun ikke troede, at Koranen er et fornuftigt digt at basere et nutidigt samfund på. Aha, tænkte jeg, når Fay Weldon - der hele sit liv har været en cocktail foran alle andre i sine analyser af tidsånden - blåstempler nødvendigheden af at udgive Warraqs bog, så er hun sandsynligvis et bedre sandhedsvidne end en Benny Andersen og en Carsten Jensen.
Men hvorfor mente jeg så det? Hvordan dannes meninger?
Fra 1970-99 var jeg kernelæser af Information og Politiken. I 70’erne omfattede den daglige avislæsning endvidere SF-dagbladet Minavisen, senere Socialistisk Dagblad, og suppleret med bl.a. Politisk Revy (1963-87). Da aviskrigen for alvor brød ud i 90’erne med tilbagevendende slagtilbud skåret over læsten ”Få Berlingske Tidende i 3 måneder til halv pris” og ”Prøv Kristeligt Dagblad 4 uger gratis” besluttede jeg mig imidlertid i et anfald af troløs sparsommelighed at udskifte mit næsten 25-årige abonnement på Information med ét på - Jyllands-Posten!
Konverteringen kan bedst karakteriseres som et kulturchok. Den daglige dosis fra Morgenfascisten JyllandsPesten – det charmerende navn jeg havde lært avisen at kende under på Københavns Universitet i 70’erne - fik i tæt parløb med skiftevis Kristeligt Dagblad, Berlingeren og Politiken i løbet af ca. 1 år mit venstreorienterede fundament til at krakelere. De fire dagblade blev tilsammen en øjenåbner af rang og det i en grad, at jeg aldrig mere i mit liv vil stole på, at én enkelt daglig avis, nok så meget suppleret med tv, radio og diverse gratisaviser, rækker til at danne sig kvalificerede meninger. Oplysninger og data må hentes mange andre steder for at skabe grundlag for vidensbaseret meningsdannelse frem for tro. Først og fremmest i bøger. Følgende eksempler må række som dokumentation i denne omgang:

Vi fodres med, at der er videnskabelig konsensus om, at de nutidige klimaændringer er menneskeskabte og en følge af udledning af kuldioxid. Endvidere at ændringerne er farlige, men at der er håb forude, hvis udslippet af kuldioxid drastisk reduceres. FNs klimapanel IPCC, Al Gore og Connie Hedegaard er fremtrædende repræsentanter for teorien. Imidlertid modsiges den af adskillige polarforskere, der er af den opfattelse, at ”det primært er vanddamp, skyer, vulkaner samt påvirkning fra sol og kosmisk stråling, der i hovedtræk bestemmer den globale klimaudvikling, mens CO2 ser ud til at have en mindre betydningsfuld rolle. Denne støt voksende gruppe af forskere udpeges naturligvis ikke til at deltage i IPCCs aktiviteter.” (citat af Ole Humlum professor i fysisk geografi ved Universitetet i Oslo i Weekendavisen (nr. 28, 2008). Har professoren ret, har vi her at gøre med et klassisk eksempel på politisk styring og en dagsorden, der sætter ideologi over viden.
Næste år vil regeringen bruge 15,3 milliarder kroner i ulandsbistand. Beløbet er det højeste Danmark nogen sinde har afsat, og udviklingsminister Ulla Tørnæs vil lade hjælpen vokse yderligere de kommende år. Hvorfor vil hun det, når hjælpen ofte falder i de forkerte lommer (korrupte politikere og embedsmænd, våbenindustrien), ud over at støtten koster en bondegård at administrere? At nødhjælps- og bistandsorganisationerne ikke har interesse i at likvidere deres levebrød er indlysende, men hvorfor reagerer hun og andre politikere ikke i stedet på fx professor Martin Paldams dokumentation af, at til trods for en meget stor og – mildt sagt - temmelig tendentiøs tolkning af forskningsdata, har det ikke kunnet vises, at udviklingsbistand giver udvikling? (Jf. Nyhedsmagasinet RÆSON 1/08).
Indvandringen har delt den danske befolkning i to fløje, der står skarpt over for hinanden. Kogt ind til benet hylder den ene part meningen indvandring-er-kulturberigende, den anden, at åbne-grænser-er-uforenelige-med-en-velfærdsstat. Morten Uhrskov Jensen giver i sin bog Et delt folk (2008) en grundig og redelig fremstilling af de to stik modstridende diskurser, hvor et par citater kan demonstrere kløften: ”Jeg vægter overholdelsen af de internationale konventioner højere, end om der kommer 4.000 eller 10.000 udlændinge til Danmark ved familiesammenføringer”.(Marianne Jelved, 2004). Javel så, men holder tallene? ”Faktisk mener jeg, at der bør være flygtninge- og indvandrerbørn på alle danske folkeskoler af hensyn til de danske børns dannelse.”(Elsebeth Gerner Nielsen (2000). Javel så, men hvordan rimer den udtalelse med, at flere end nogensinde tidligere vælger friskoler og privatskoler? Hvilken mening om indvandring stemmer bedst overens med det virkelige liv uden for Borgen?

Vi danner meninger ud fra vores for-forståelser af, hvordan verden hænger sammen, først og fremmest vores menneske- og samfundsopfattelse. Vores optik og eksisterende viden uddybes, nuanceres og korrigeres igennem løbende ”dataindsamling” fra læsning, tv, radio og pc, samtaler med andre og ikke mindst personlige erfaringer. Det betyder faktisk - sat på spidsen – at hvis man er abonnent på Politiken eller Information, P1-lytter, Deadline-seer og udelukkende omgås politisk ligesindede i hverdagen, så kan det godt være, at man føler sig vældigt velorienteret, men spørgsmålet er, om man i virkeligheden lever i en osteklokke med forhåndsdefinerede politisk korrekte diskurser?

(trykt i Jyllands-Posten 14.9.08)

Tanker på en søndag d. 8. marts - Kvindernes internationale kampdag

2009-03-08T00:22:00.000-08:00

I 2001 udgav jeg min bog Børn, løgn og kvinder – et opgør med ligestillingsbegrebet. Det er synd at sige, at jeg havde held til at komme igennem med budskabet. Men hurra – med 8 års forsinkelse er der ved at være hul igennem.
Hør bare sociologen Henrik Dahl, der som regel er god for en cut-the-crap analyse. Her kommer et udsnit af Anna Libaks interview med ham i Weekendavisen (6.3.09):

”Henrik Dahl skitserer de tre hovedstrømninger, der findes inden for feminismen i Danmark i dag. Den første er lighedsfeminismen, der kan føres tilbage til den franske revolution og som sådan er universalistisk. Den er optaget af kampen mod diskrimination og er en slags menneskerettighedsprojekt. I dagens Danmark er traditionen stadig levende i fagforeningernes kamp for en barselsfond og kompensation for tab af pensionsmidler som følge af børnefødsler. Det er en feminisme, der kæmper for individuelle rettigheder.
Den næste er forskelsfeminismen, der betoner forskellene mellem kønnene. I damebladsudgaven hedder den Mænd-er-fra-Mars-og-kvinder-er-fra-Venus, opkaldt efter John Grays bog af samme navn. Den er optaget af de to køns forskellige adfærdsmønstre og præferencer. Den understøttes af den videnskabelige forskning i farmakologi: Mænd og kvinder reagerer forskelligt på medicin. Med andre ord: Antidepressiv medicin skal ofte doseres efter køn og ikke bare efter vægt. Denne strømning er i sagens natur ikke fokuseret på lige rettigheder.
Den tredje strømning er identitetsfeminisme, som kræver grupperettigheder. Den hævder, at kønnet i sig selv er af værdi, og at kvinder i kraft af deres køn besidder særlige styrker, som mænd ikke har. Den vil have kønskvoter for malerier på Statens Museum for Kunst, kvoter for ministre og kvoter for det hele.
(…)
Henrik Dahl [er] enig med forskelsfeministerne i, at kvinder og mænd er meget forskellige:
”For en mand er det helt uforståeligt, så meget tid piger, og her tænker jeg naturligvis på mine døtre, kan bruge på at pynte sig foran spejlet,” siger han. ”Og jeg kan føle mig helt magtesløs over for den dynamik, der er i en pigegruppe, hvor det ofte virker, som om de holder hinanden nede (…) tro mig: Hele min livserfaring siger mig, at man står sig ved at antage, at kvinder og mænd kognitivt er ens, mens de på det psyko-seksuelle område er forskellige. Og som forsker kan jeg ikke bare tilsidesætte alle disse data (…)
Tro mig, kvinder og mænd er forskellige.
(…)
Der er forskel på leveregler og lovgivning. Stor forskel. Lovgivningsmæssigt er jeg naturligvis lighedsfeminist. Jeg går ind for lige muligheder for kvinder og mænd i form af individuelle rettigheder til borgeren. Selvfølgelig går jeg hverken ind for diskrimination af kvinder eller for positiv særbehandling af dem. Men derfor kan jeg jo godt have visse private antagelser om, hvordan kvinder er.”

Sådan, Henrik Dahl. Netop mine ord :-)

Nedenfor følger min klumme trykt i Berlingske Tidende d. 8. marts, som peger på konsekvenserne af lighedsfeminismen. Kronikken "Skilsmisser er en katastrofe" kan du finde længere nede på min blog:

Børn, løgn og skilsmisser

Tak for reaktionerne på min kronik »Skilsmisser er en katastrofe«, 1. marts. Mit ærinde var og er at få rykket fokus væk fra forældrene til fordel for børneperspektivet.
Af den enkle grund at børns og forældres behov og interesser meget hyppigt ikke falder sammen, men direkte strider mod hinanden.
Det burde stå lysende klart for ( potentielle) skilsmisseforældre, at i rigtig mange tilfælde - indrømmet, ikke alle! - er det bedre for Søren og Susanne, at deres forældre holder sammen. At få et barn er en krævende arbejds-og opdragelsesopgave, som tager mindst 18 år, og hvis man ikke er klar til den, så kunne man jo eventuelt overveje at lade være med at få børn..
Jeg bliver bedt om dokumentation for min katastrofepåstand, og den kan fiktionslitteratur naturligvis ikke levere, højst afspejle. Så jeg henter belæg i 25 års erfaringer med skilsmissebørn i min undervisning.
Endvidere i f. eks. Ugebrevet A4, 21.3.2005: »Børn fra skilsmissehjem har langt større risiko for ikke at få en uddannelse end børn fra parfamilier. Det gælder ikke kun børn af ufaglærte enlige mødre, men også deres jævnaldrende fra akademikerhjem, viser ny undersøgelse.« Her følger et dugfrisk klip fra foreningen Dagny: »Betalte børnene den højeste pris? I år er det 40 siden, at antallet af skilsmisser eksploderede, og det har foranlediget dagbladet Information til at se nærmere på dagens statistikker: »I dag er mere end 300.000 børn vokset op i brudte hjem. De voksne skilsmissebørn fylder uforholdsmæssigt meget i statistikkerne over skilsmisser, let narkomani, alkoholisme og manglende uddannelse. Ny svensk forskning har påvist, at piger, der var 7-12 år, da deres forældre blev skilt, har en signifikant større risiko for at udvikle depressioner, angst, paranoia, psykoser og fysisk utilpashed senere i livet. De svenske resultater bekræftes af amerikansk forskning ()« Også en norsk undersøgelse af 9.000 skilsmissebørn lavet af Ingunn Størksen fra universitetet i Stavanger viser, at skilsmissebørn oftere har problemer med deres skolegang end andre jævnaldrende.
Skilsmisser kan af indlysende grunde ikke ganske undgås, og jeg er så kry at bilde mig ind, at jeg både kender og forstår årsagerne til dem. Men jeg har også til fulde forstået, at først og fremmest børnene betaler prisen for, at så mange voksne prioriterer egne behov før børnenes. Samt at de dybeste sår fra skilsmissen først viser sig i voksenalderen.
Børn og unge er Danmarks kostbareste råstof. Var det ikke en idé at passe lidt bedre på dem?

God 8. marts til både kvinder og mænd....

Fra karrierekamp til kvindekamp

2009-03-06T16:03:00.000-08:00

(skrevet sammen med Britta Mogensen, mag scient.)

Så oprinder den 8. marts nok engang: Kvindernes årlige kampdag stiftet på den 2. internationale socialistiske kvindekonference i København 1910.
Men har kampdagen ikke overlevet sig selv? Og ligestillingsbegrebet? I hvert fald i Danmark, hvor kvinderne har haft stemmeret i snart 100 år, og meget tyder på, at de har førertrøjen på i uddannelsessystemet? Svarene lyder nej og ja.
Først ligestillingsbegrebet, som har spillet fallit. Af den enkle grund, at ligestilling mellem kønnene ikke er mulig i forplantningen og arbejdsindsatsen over for spæd-og småbørn. Forestillingen baserer sig på en ideal fordring, der gør regning uden om kroppen, traditionen og kulturen. Ligestillingsbegrebet blev oprindeligt udviklet i forhold til arbejdsmarkedet, uddannelser og politiske fora, således at de to køn på lige fod kunne komme til at gøre sig gældende.
Fint, fair og no problemos. Men ligestillingskonceptet er igennem de seneste 30 år delvis kommet til at fungere som nemesis for kvinder på familiearenaen. Konceptet har uden tvivl været til gavn for "elitekvinderne", men ikke nødvendigvis for mødre med professionsbetegnelse af kassedame, fabriksarbejder, servitrice, sygeplejerske, pædagogmedhjælper, social-og sundhedshjælper, rengøringsassistent, pædagog, folkeskolelærer, ekspedient mv., altså det store flertal af gruppen kvinder.
Derfor skal ligestillingsbegrebet trækkes ud af alle felter, der handler om kroppen. De to køns seksualitet og bidrag til reproduktionen kan aldrig sættes på fællesnævner.
Ligestillingsbegrebets knopskydning ind på det kropslige og reproduktive område skader kvinder, hvilket udmøntningen af den såkaldte Forældreansvarslov med obligatorisk fælles forældremyndighed og deraf afledt efterfølgende tvungent samvær allerede har leveret talrige gysere på. Loven burde med rette omdøbes til Voldmod-børn-loven.
Og så gælder det ellers om at få proportionerne på plads anno 2009. Ja, det er sandt, at kvinderne er dårligt repræsenteret i bestyrelserne og på direktionsgangene.
Men erfaringerne viser, at når kvinder først har arbejdet sig til tops, tager de ikke nødvendigvis andre beslutninger end mænd. Ja, det er sandt, at kvinder undertiden skal arbejde hårdere for at komme til fadet. Til gengæld har de fået den tilstrækkelige måtte på brystet til at stå distancen på tinderne. For de kvinder, der vil til tops og har evnerne og er parate til at sætte alt ind på det, står alle døre åbne. Derfor skal fokus også flyttes fra (påstande om) diskrimination af karrierekvinder og uligeløn til den gedigne kvindeundertrykkelse, som en stor gruppe (muslimske) indvandrerkvinder bliver udsat for.
Igennem de sidste få årtier har det danske sprog fået tilføjet nye begreber, der beskriver kvindeundertrykkelse i dens mest ekstreme form: Kønslemlæstelse af piger, tvangsægteskab, tøjkodeks, udstødelse af familien, kvindelikvidering og polygami. Mange kvinder udsættes også for isolation, tilbageholdelse af information, indespærring og kontrol. Men først og fremmest -forud for at tvangen bliver sat i værk -kommer fysisk vold, selv om trusler om vold eller trusler på livet undertiden kan være tilstrækkeligt til at få "ulydige" kvinder til at makke ret.
Når en indhyllet kvinde i tv stiller spørgsmålet: »Ser jeg måske undertrykt ud?«, er det så det "sande" billede, hun viser af dét liv, som de fleste heropvoksede, muslimske kvinder lever? Eller er beretningen om vold og undertrykkelse fra den unge kvinde, der på flugt fra familien og af frygt for sit liv søger hjælp hos de danske myndigheder, mere "sand"? Og er undertrykkelsesformerne islam? Både ja og nej ifølge den særdeles islam-kyndige marokkanske sociolog Fatima Mernissi. For nok er det i islams navn, de utallige overgreb mod kvinder forekommer, men ifølge hende skyldes det mænds falske fortolkninger af Koranen og Muhammeds hadiths.
Mernissi hævder, at det aldrig var Muhammeds mening, at andre end hans egne hustruer skulle bære hijab, »for at de kunne kendes«. For med beklædningskravet ophørte den frihed og ligeværdighed, som Muhammed havde givet kvinderne. Hans "kvindelighedsprojekt" blev for altid tilintetgjort, da det lykkedes (mænd) at få kravet om tilhylning af alle kvinder ført igennem.
Når unge muslimske kvinder i Vesten indordner sig en middelalderlig tøjkodeks og erklærer sig som tilhængere af hylsteret, er der så tale om ydre tvang eller indre trang? Er der tale om en stigende religiøsitet, eller er der andet på spil? Vi afviser ikke, at nogle unge kvinder har valgt at demonstrere deres religiøse sindelag i fuld offentlighed ved at bære hijab. Men det strider imod enhver logik, at så mange spredt over hele det europæiske kontinent skulle være blevet grebet af religiøsitet på samme korte tid.
Den meget store del af de ugifte kvinder - mange af dem på vej til at få en højere uddannelse - der ifører sig hijab, forklarer generelt, at tilhylningen sikrer dem anonymitet og frihed, fordi man(d) vil rette fokus mod det, de siger, i stedet for at gøre dem til seksualobjekter.
Ikke desto mindre udtaler de, at de ikke sjældent mødes af tilråb på gaden, altså vækker misbilligelse.
Det angivelige ønske om anonymitet bevirker i stedet, at de bliver særdeles synlige og vækker opmærksomhed i det offentlige rum.
Samtidig signalerer de, at de ikke har noget ønske om at blive en del af det samfund, de lever i. De viser i stedet, at de indordner sig under en parallelkultur, der har kontrollen med kvindens seksualitet som vigtigste formål.
Om en del unge kvinder fortælles, at årsagen er, at »hun er blevet gift«. Det betyder, at forældrene har valgt en ægtemand fra hjemlandet, der kræver, at hans kone er klædt som kvinderne dér.
Gruppen af børn, der tilhylles, vokser, mens forældrene forsvarer sig med, at »barnet selv vil«. Javel så, men barnet kan ikke selv overskue konsekvenserne. Selv små piger helt ned til 1. klassetrin kan nu ses fuldt tildækkede, hvilket er en katastrofe. For når en pige iføres tørklæde i den alder og dækker sig til, indskrænker det ikke bare hendes råderum. Det påvirker hendes selvforståelse i en grad, så der kan tales om et psykoseksuelt overgreb, der mærker hende for livet.
Det er blevet hævdet, at vold i form af tvangsægteskab, voldtægt, udstødelse og likvidering i Vesten skyldes »marginalisering på grund af manglende integrering«. Den forklaring er både letkøbt og diffus, fordi den slet ikke tager fat om ondets rod: Kvindeundertrykkelse.
At skyde problemet ind under manglende integrering er også at krænke de familier, der er uden uddannelse og job, men hvor familiens kvinder opmuntres til at gribe de muligheder, det danske samfund tilbyder. Omvendt er en række flygtninge og efterkommere med høje uddannelser og gode jobs ikke tilbageholdende, når det gælder om at udsætte kvinder for en hvilken som helst voldshandling, hvis de ikke adlyder. International forskning i vold mod kvinder har da også for længst dokumenteret, at høj status ikke forhindrer en mand i at udøve psykisk og fysisk vold over for en kvinde.
En middelalderlig forestilling om at have ret til at skalte og valte med kvinders liv er alene afhængig af, om forældregenerationen har formået at pakke deres mentale bagage ud. Og af, om deres efterkommere har noget ønske om at opgive de privilegier, som kontrol og magt over kvinder giver. Når der er tale om ægtefællesammenførte kvinder er volden så meget mere grusom, fordi deres isolation i hjemmet betyder, at de dårligt kender det samfund, tvangsægteskabet har placeret dem i. For mange kvinder er frygten for at blive sendt hjem som fraskilt dybt traumatiserende, ikke alene på grund af stigmatiseringen af dem selv og æreskrænkelsen for familien, men også fordi de rygter, som hendes ægtefælle har sat i sving i hjemlandet om hende som umoralsk kvinde, ofte løber forud. At vende tilbage kan betyde alvorlige myndighedssanktioner. På trods af, at loven til beskyttelse af voldsramte kvinder - mod at blive sendt "hjem" -har næsten 13 år på bagen, er det stadig kvinderne, der straffes for de forbrydelser, deres ægtefælle begår imod dem.
Ayaan Hirsi Ali har opsummeret muslimske kvinders undertrykkelse således: "De har tilegnet sig deres egen undertrykkelse og oplever den derfor ikke mere som en udefrakommende undertrykkelse, men netop som et beskyttende stærkt indre skjold." Et skjold mod vold, voldtægt og likvidering. Er det ikke en cocktail, der fortjener højere prioritering i kvindekampen end manglende repræsentation på direktionsgangene?

(trykt i Jyllands-Posten som kronik 6.3.09)

Skilsmisser er en katastrofe

2009-03-05T23:34:00.000-08:00

Der er for alvor gået hul på skilsmissebylden.
Aviser, film, bøger og TV flyder over af emnet, fordi de eksploderende skilsmissetal skaber mega problemer. Og af en meget enkel grund: Et samfund, hvor familien er i opløsning, er et samfund i opløsning. Dannelsen af de nye generationer tabes tungt på gulvet, og stadigt flere sårbare og livsuduelige unge mennesker flagrer rundt i universet for at finde fodfæste.
Det kan godt være, at de unge har 500 venner på Facebook, men det er ikke det samme som at være en del af et familiefællesskab face-to-face.
»Jeg savner ikke min mor og min far, men jeg savner at se dem ved siden af hinanden. Min far høj og slank, hans store, tunge hoved, hans svulmende, næsten negroide læber, hans maskinklippede grå hår. Min mor lille og rundmavet, næsten som en dværg, hendes brede kindben, hendes velformede næse og fine teint, hendes gule pagehår med en stribe af gråt i midten. Jeg savner, at min far strækker armen ud fra kroppen som en vinge, min mor kan stå under, for at illustrere højdeforskellen.
Jeg savner at stå mellem dem, at være gennemsnittet af dem.« Sådan skriver Maja Lucas ( f. 1978) i sin fine, lille samling Min far kan lide fugle ( 2008), der i 72 lyriske prosa-fragmenter skildrer en families opløsning set ud fra jegets synsvinkel. Det er godt, at det stigende antal skilsmissebørn begynder at komme til orde, især når talerøret som i dette tilfælde har forløst den smertelige adskillelse så rørende og præcist.
Om skilsmissens anatomi er der da også sagt og skrevet mange både kloge og klargørende ord. Desværre bliver sandhederne som oftest overhalet indenom af floskler og skønmalende mytologi skåret over læsten: Hvad der er godt for mor og far er godt for lille Laura. Og voksne mennesker skal da ikke holde sammen i et forhold, hvor følelserne er stagneret og kedsommeligheden blevet dagligdag.
Livsløgnen er i sjælden grad kommet til udtryk i Forældreansvarsloven, som mere korrekt burde have været døbt Vold-mod-børn loven. Forældreansvarsloven med tvungen fælles forældremyndighed kædet sammen med samvær tilgodeser først og fremmest et rettighedsprincip ( kontakt til to genetiske forældre), men de voksnes rettigheder og interesser danner ikke fællesmængde med børns behov og interesse i ro, renlighed og regelmæssighed. Barnet kan i bund og grund være ligeglad med, om det er mor eller far eller mormor eller farfar eller moster eller onkel eller.., der bestemmer, hvor det skal bo og gå i vuggestue, børnehave og skole mv., hvis barnet har det godt og trygt med den eller de personer, der drager omsorg for det i hverdagen. Det er børneperspektivet, der er mit ærinde i denne sag, mens jeg konstaterer, at det at gå ned i børnehøjde og værne om Danmarks kostbareste råstof så åbenbart er en øvelse, alt for mange skilsmisseforældre er ude af stand til at foretage.
De voksnes selvrealiseringsprojekter med nye partnere efterlader stribevis af børn i det blodfyldte kølvand. Skilsmissebørn ender hyppigt i specialundervisning, og de har langt større risiko for ikke at få en uddannelse end børn i ubrudte parfamilier. Ikke underligt svigter koncentrationen i skolen, når mor og far går fra hinanden.
Skilsmissebørn har oftere problemer med deres skolegang end andre jævnaldrende, fordi barnet selvfølgelig bruger en masse energi på alt andet end skolen. Det skal forholde sig til et delt hjem, til fars og mors nye kærester og på at finde ud af, hvor-hører-jeg-egentlig-til? Forfatteren Naja Marie Aidt har i fragmentet bryllup fra værket Poesibog ( 2008) sat fingeren på det ømme punkt: »engang skulle vores far giftes og det var på rådhuset og bagefter på en restaurant og vi vidste ikke rigtigt hvor vi skulle sidde, stå, gemme os, for vi hørte på en måde ikke rigtigt til ved dette bryllup, vi var på en måde en sær og lidt anstrengende bagage, som vores far havde med sig, noget der ligesom flagrede ud af hans lommer, selv om han hele tiden forsøgte at stoppe det ned, og bruden var gravid til dette bryllup og hun havde sin lille dreng ved hånden og det var tydeligt for enhver, at her var den nye familie, som der skulle satses stort på og derfor så alle gæsterne på os med lige dele forlegenhed og medlidenhed«.
Skilsmissen betyder, at forældrene har mindre overskud til at støtte børnene i dagligdagen.
Ikke mindst den forladte part ( sådan én er der som regel), der kæmper for at holde sammen på sig selv. Der skal overskud til at lave sund morgenmad og smøre nærende frokostmad, se til at barnets skoletaske bliver pakket med de rigtige bøger og lektierne lavet. Og i dag er det alment kendt, at børn, der springer morgenmaden over, oftere er overvægtige end børn, der spiser morgenmad regelmæssigt.
Den nye familie-trend, der går ud på, at skilsmissebørn bor syv dage på skift hos far og mor, har konsekvenser for opdragelsen. Udover at det er en skizofren tilværelse at bo to forskellige steder, betyder modellen, at forældrene typisk vil vige tilbage fra at tage de konflikter, der skal til for at opdrage børnene og gøre dem klart, at de skal passe deres pligter, herunder skolen. For tænk hvis lille Søren synes, der er mere spændende ovre hos far, fordi han har bedre råd til at forkæle med mærkevarer og det sidste nye computer-spil, og tænk hvis lille Susanne bedre kan lide at være hos mor, så når hun er hos far, så skal han sandelig ikke ødelægge den gode stemning ved at sætte grænser og stille krav. Udover at det også er så frygtelig besværligt for mor og far med alle de sammenstød, og hvem har overskud til dem efter en lang arbejdsdag? Men ordentlig børneomsorg er at tage konflikter og give sine børn modspil i de doser, de kan mestre.
Ellers får de rigtigt svært ved senere at klare voksentilværelsens mange krav og livets mange små og store stød. Allerede nu høster vi, som vi har sået.
Børns sorg i forbindelse med skilsmisse er nærmest tabu. Samtidig er børn grænseløst loyale over for deres ansvarsforflygtigende, egoistiske forældre, der ikke har forstået, at det at sætte et barn i verden er et mindst 18-årigt projekt. Til trods for at børnenes fundament sprænges væk under dem, til trods for at den mor eller far, som burde være deres støtte og beskytter, er den som fører kniven - ja, så elsker Peter og Susanne alligevel mor og far og påtager sig ofte ligefrem skylden for bruddet.
Lidt større børn går sågar tit ind i en totalt urimelig funktion som trøster og fortrolig for den forladte part, hvis liv også ligger smadret.
Der findes ingen lykkelige skilsmisser for børn i familier uden vold og misbrugsproblemer. Derfor skal de voksne også holde op med at indsylte sig i lystløgne om, at en skilsmisse pr. definition er bedre for lille Peter, frem for at han hører på mors og fars eventuelle skænderier.
Familielivet i det senmoderne samfund er meget komplekst, og jeg skal være første mand på banen til at erkende, at min fremstilling ikke dækker alle aspekter af virkeligheden. Oven i købet findes der sikkert et enkelt skilsmissebarn eller tre, der ikke har lidt ubodelig skade. Men hvis man fx abonnerer på DagNy, så har man fat i en rigtig lang ende, for så vidt angår de aktuelle forhold i skilsmisseindustrien. I det omfang egne erfaringer ikke rækker.
DagNy er et gratis e-mail-nyhedsbrev, der behandler nyheder og baggrunde fra det sociale og det pædagogiske område. DagNy refererer historier, boganmeldelser mv. fra morgen-og formiddagsaviser, udkommer alle hverdage og udgives af bl. a. Socialpædagogernes Landsforbund og Dansk Socialrådgiverforening. En daglig orientering her er overmåde nyttig, og klippetjenesten bekræfter til fulde min påstand: Skilsmisser er en katastrofe, hvor der er børn involveret.
Da jeg imidlertid næppe vil have succes med at få skilsmisser forbudt for mennesker med børn under 18 - hvad jeg ellers gerne så -så hilser jeg på ét punkt finanskrisen velkommen: De skilsmissepar, der ikke kan få solgt deres fælles bolig, kan måske nå at besinde sig og dermed varetage deres børns interesser. Den opgave er der nemlig ikke andre end forældrene til at løfte.
»Der findes ingen lykkelige skilsmisser for børn i familier uden vold og misbrugsproblemer.

(trykt som søndagskronik i Berlingske Tidende 1.3.09)

Er indvandring nødvendig?

2009-02-09T00:06:00.000-08:00

Vi hører argumentet igen og igen: Europas befolkninger er aldrende, de store årgange forlader arbejdsmarkedet i de kommende år, og der fødes for få børn. Derfor er det nødvendigt, at Danmark får flere indvandrere, hvis vi skal fastholde vores velfærdssystem og offentlige service.

Javel så, men fordi et argument bliver gentaget i uendelighed, så er det ikke nødvendigvis hverken gyldigt eller holdbart. Jeg vil i hvert fald tillade mig at sætte et stort, fedt spørgsmålstegn ved, at Danmark skal have flere indvandrere i en tid med finanskrise, stigende ledighed og mega-integrationsproblemer, som koster statskassen milliarder. Altså medmindre vi taler helt særligt udvalgte indvandrere fra vestlige lande eller asiatiske såsom Kina, Filippinerne, Vietnam og Thailand. Således nåede Velfærdskommission for et par år siden frem til det resultat, at indvandrerne fra ikke-vestlige lande er godt tre gange så dyre i forhold til den offentlige sektor i sammenligning med danskerne, og Børsen skrev, at »En total bremsning i indvandringen fra mindre udviklede lande vil spare statsfinanserne for 50 mia. kr. om året i 2040«.
50 milliarder. Det var lige godt noget af en klat.

Så indvandring skal altså ikke være i form af familiesammenføringer, men alene gælde for veluddannede fra ikke-mellemøstlige og ikke-afrikanske lande. Den model bliver godt nok bøvlet at kringle, for diskriminations- og racismekortet vil blive spillet prompte af de altid ihærdige do-gooders. Og hvordan er det nu lige: Skulle vi rent faktisk nå så vidt, at vi håndplukker i den udenlandske arbejdsstyrke, skal denne lille udsøgte gruppe så have kone / mand og børn med? Og hvad nu hvis ægtefællen ikke kan finde arbejde, og evt. børn har svært ved at klare overgangen til det danske skolesystem og måske skal specialhjælp? Er vi så ikke lige vidt?

Mine opponenter slår på de berømte manglende ”hænder” inden for social- og sundhedssektoren (anslået 15.000 i 2015), og at folkeskolen om fire år vil være i underskud med 20.000 lærere. Tallene skal jeg ikke anfægte - alene at mere indvandring er svaret. Hvad lærerne angår, skal danske børn som hovedregel have danske lærere. Derfor er strategien mod lærermangel i folkeskolen, at Danmarks ubestridt vigtigste profession skal nurses med højere lønninger og udstrakt efteruddannelse toppet op med adgang til økologisk kantinemad og gratis hjemme-pc.Endvidere skal lærerseminarierne inden for de næste 5-10 år gøres til attraktive uddannelsessteder a la CBS med faciliteter, som kan tiltrække elitestudenter. Desuden studieophold i udlandet, udveksling af lærerstuderende og en løn til seminarielærerne af en størrelse, som kan tiltrække den mest kvalificerede arbejdskraft. Langt flere folkeskolelærere ville vente med at gå pension, hvis administrationsdiktaturet fik dødsstødet, og den rummelige folkeskole med plads til alle blev afløst af en skole med plads-til-alle-der-vil. Stressniveauet ville fluks falde, sygefraværet mindskes og lysten til pension aftage.

Min mor var folkeskolelærer og underviste, til hun var 70. Hun gik på pension i 1983, men ville gerne være fortsat, for hun elskede sit job. I dag tæller de fleste folkeskolelærere i 50'erne bare ned til efterlønnen og kan slet ikke komme ud af vagten hurtigt nok på grund af arbejdsbetingelserne: Alt for mange elever i klasserne, alt for mange to-sprogede (læs: to halve sprog), alt for mange uopdragne og utilpassede børn, alt for mange krævende forældre, alt for meget meningsløst bureaukrati. Læreren er i dag ikke mere først og fremmest faglig underviser, men forælder, psykolog og how to-binde-snørebånds-instruktør. Jeg kan godt forstå, at især mandlige (potentielle) lærere løber skrigende bort. De idelige angreb på folkeskolelærerstanden for at være doven og immer loppe den med maaaange og laaaange ferier har føjet spot til skade. Hvorfor lærerne har bøjet nakken og bare taget imod slag er en ydmyghed, jeg aldrig har forstået.

Hvad angår sygeplejerskerne og social- og sundhedshjælperne gælder præcist det samme. For lav løn, for lav status og for meget administration. Da jeg selv var hjemmehjælper i 1970'erne, havde jeg typisk tre klienter pr. dag. Jeg var to timer hvert sted, og jeg havde tid til både rengøring, indkøb og ikke mindst til at tale med den ældre. Jeg havde faste klienter, og dengang ligesom nu, var det afgørende vigtigt for de gamle, at det var den samme person, der kom hver gang. Da jeg fik tildelt en svagtseende klient, som jeg efter et par måneder fik besked om skulle have serveret varm middagsmad, måtte jeg tilstå, at jeg ikke kunne lave mad. Hun insisterede på at beholde mig - så skulle hun nok guide mig igennem frikadellestegning og kartoffelkogning. Hvis SOSU-assistenterne fik faste og færre klienter, ville hyppigt samvær med de gamle også øge ansvarligheden og lysten til at blive i jobbet frem for den gennemtræk, der er typisk for professionen i dag. Hvor de bedste i øvrigt ikke vil arbejde for det offentlige.

Så svaret på manglende arbejdskraft hedder ikke fortsat indvandring, men: Udsættelse af efterløn og pensionsalder ved lov (pisk) pakket godt ind i forkælelse (gulerod), Omskoling fra fag med ledighed, Opkvalificering af den del af gruppen på overførselsindkomster, som det er realistisk at satse på, Opsøgende arbejde over for hjemmegående indvandrerkvinder, Holdningsbearbejdning til ansvarlighed, Fem måneders social værnepligt m/k. Endelig vil legalisering af aktiv dødshjælp reducere behovet for plejepersonale.

Kilde: http://jp.dk/meninger/kronik/article1596270.ece

Flyvsk forskning fører til fejlgreb

2008-12-21T00:10:00.000-08:00

Hvem kender ikke til udsagnet ”Vi må have noget mere forskning på området” – underforstået: Så vi kan få etableret et bedre grundlag at træffe beslutninger på? Synspunktet er besnærende, fordi det forekommer så indlysende, men er det sandt?
Det er min påstand, at størstedelen af den uddannelsesforskning, der er blevet praktiseret igennem de seneste 30 år har været katastrofal for aftagerne, i første omgang elever og lærere, i anden omgang ”samfundet”. Forestillingen om den rummelige folkeskole har således udvirket, at 2-3 urolige og utilpassede elever i hver klasse har fået lov til at ødelægge undervisningen og indlæringen for de resterende 23-25 med sørgelige konsekvenser for generel faglig paratviden. Det-skal-være-lystfyldt-at-lære og juhu-begrebet ’kompetence’ (oversæt: den tomme mængde) har føjet spot til skade. Dertil kommer, at en lille trojka bestående af uddannelsesforskere, politikere og i egen selvforståelse frontløber-lærere passioneret opsat på at komme så langt væk fra kerneydelsen som muligt – i uskønt fællesskab er sluppet af sted med at gennemføre reformer, der er så langt ude i hampen, at det er ufatteligt, at fodfolket ikke udløste en paladsrevolution. Gymnasie- og HF-reformernes nye bekendtgørelseskrav og eksamensopgaver befinder sig lysår fra Sofies, Hans-Christians og Muhammeds faglige og personlige forudsætninger og er et klassisk eksempel på, hvordan kreativt-fortænkte forskerhjerner bakket op af se-jeg-sætter-fingeraftryk politikere opkaster planer, der skyr de faktiske forhold på gulvet. Jeg erindrer om Feiwel Kupferbergs Kreative tider: ”Vi forskere kan (…) påtvinge skolen den ene reform efter den anden og lade de ansvarlige professionelle forsøge at minimere skaderne. Det var aldrig gået, hvis nogen blandede sig på samme uprofessionelle måde i eksempelvis erhvervslivets virksomhed.”
Så er der socialforskningen, som gang på gang viser sig at være vildledning frem for vejledning. Pladsen rækker kun til mit absolutte yndlingseksempel, der til gengæld er så øjenåbnende, at det må gøre alle beslutningstagere ekstra varsomme med at fæste lid til vi-må-have-mere-forskning basunen. Pardannelse blandt etniske minoriteter i Danmark (2004) konkluderede, at 80% af de etniske minoritetsunge selv valgte deres ægtefælle samt at tvangsægteskaber kun udgjorde 4%. Makværket blev skudt solidt ned, men tænk hvad man som forsker lønnet af skatteborgerne kan slippe af sted med af virkeligheds-forfalskning. Som Kristina Aamand og Asif Uddin skrev i deres bog Mødom på mode. Beretninger om skik og brug blandt indvandrere: ”En mors tårer og muskelsmerter står eksempelvis ikke på listen over strafbare tvangsmetoder (…) Begrebet arrangerede ægteskaber er altså misvisende, fordi tvangen er kamufleret og kun synlig for det trænede øje.”
Heller ikke kønsforskningens maniske stirren sig blind på socialkonstruktivismen har meget med forskning at gøre, eftersom udøverne på forhånd har besluttet sig for at udgrænse enhver diskussion om biologi, essens og sammenhængen mellem kultur og natur. De universitære kønsforskeres modstand mod at beskæftige sig med kønsspecifikke lovmæssigheder i menneskelivet nærmer sig det komiske - hvis det altså ikke lige var fordi, at deres alt-skyldes-opdragelsen har voldt så megen skade. Nyere hjerneforskning slår fast, at kønsforskelle ikke bare kan forklares med miljø og aldrig kan udlignes, lige meget hvor meget der mases på med påvirkning, stimulation og holdningsændring. Med stadig større kraft gennemhulles kønsforskernes dogme om, at kønnet-er-en-social-konstruktion, – en tese kreeret på månen, men som ikke desto mindre har fået lov til at gå sin ulyksalige sejrsgang i ligestillingsdebatten de sidste 20 år.

Havde jeg noget at skulle have sagt, så blev universiteternes uddannelses- og kønsforskning frataget alle midler de næste ti år. (Dog skal der konsekvent udarbejdes kønsstatistikker). Eftersom der bliver mangel på gymnasielærere i nær fremtid, kan de arbejdsløse forskere i stedet slå deres folder på Forhåbningsholms Gymnasium og her bytte Habermas og Foucault ud med praksis. De konkrete erfaringer vil så dejligt afsløre, at videnskabelige teorier og deres indhold afspejler samfundsmæssige og personlige interesser hos såvel teoriens ophavsmænd som dens disciple, og at enhver teoretiker derfor må anvendes med stor forsigtighed.
Hvad socialforskerne angår, kan de også fint henvende sig på de gymnasiale uddannelser. Dog skal de 30-40 mest begavede og talentfulde fredes og sikres total arbejdsro, som kan opnås ved en høj, livslang fast indtægt. Med én betingelse tilknyttet: De skal i praktik i 3 måneder inden for deres forskningsområde, før de går i gang med dataindsamling. Efter princippet: Praksis fremmer forståelsen. Til gengæld betyder deres økonomiske uafhængighed, at de ustraffet kan bedrive den forskning, der måtte føre til politisk ukorrekte og uønskede resultater, og at deres konklusioner aldrig skal skæres til for at imødekomme rekvirenternes interesser.
I forlængelse af dén model vil jeg anbefale, at politikere og beslutningstagere på alle niveauer går i skarp træning med at lære at lytte og lytte meget og lytte længe og lytte grundigt til folk på gulvet, før de begynder at slå om sig med politireformer, strukturreformer, gymnasiereformer og alskens andre elendige reformer. Hvad denne lytteøvelse angår, har den siddende regering været en katastrofe. I deres reformarbejde kan beslutningstagerne lade sig inspirere af fx filosoffen Karl Poppers skridt-for-skridt forandringer frem for at opkaste store forkromede idealprojekter. Dermed undgås, at en eventuelt forkert beslutning får vidtrækkende uheldige konsekvenser, fordi der hurtigt vil kunne rettes op på begåede fejl.
Så nej, vi skal ikke have mere forskning inden for ovennævnte tre fagområder, vi skal have meget mindre. Til gengæld af en helt anden kvalitet end den, der pt bydes på.

(trykt som søndags-kronik i Jyllands-Posten d. 14.12.08)

2008-11-17T01:31:00.000-08:00

Her kommer en kommentar til nedenstående klip fra en avisartikel i Kristeligt Dagblad:

13. nov 2008 00:00 Ambitionerne blandt indvandrere i Danmark er tårnhøje, viser omfattende forskning

http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/304203:Danmark--Indvandrere-satser-paa-prestige

Ole Hall
Indvandrere drømmer om høj løn, anseelse og forfremmelser langt oftere end danskerne. Det viser et nyt forskningsprojekt, hvor i alt 5000 indvandrere og danskeres holdning til arbejde sammenlignes.En høj løn er "meget vigtig", mener 31 procent af indvandrerne, mens blot 9 procent af danskerne svarer det samme. Ligeledes mener 31 procent af indvandrerne, at jobbets anseelse i samfundet er meget vigtig, mens det kun gælder for 7 procent af danskerne. Muligheder for forfremmelse finder 42 procent af indvandrerne meget vigtige, mens 19 procent af danskerne har samme holdning.– Undersøgelsen hamrer fast med syvtommersøm, at indvandrere er meget interesserede i at arbejde, siger professor Jørgen Goul Andersen, der står bag undersøgelsesrapporten, som netop er udgivet af Rockwool Fondens Forskningsenhed.– Indvandrerne er også villige til at tage en ekstra tørn, fremhæver Jørgen Goul Andersen og henviser til, at 42 procent er villige til at prioritere arbejde højst på bekostning af fritid, mens 23 procent af danskerne har samme indstilling.Undersøgelsen siger intet om, hvor meget indvandrerne reelt arbejder, men fortæller udelukkende, hvad indvandrerne selv siger om deres arbejdsmoral. Udsagnene tyder godt, mener Jørgen Goul Andersen, der kalder indvandrernes indstilling til arbejde "overraskende god" sammenlignet med danskernes, som altid har ligget højt internationalt. Det store ønske om anseelse findes på tværs af indvandrer-nationaliteter. Det får Jørgen Goul Andersen til at konkludere, at der er tale om et indvandrerfænomen i højere grad end et kulturfænomen.– Indvandrerne ser uddannelse og job som den perfekte mulighed for en social opstigen. Så hvis man i Danmark giver dem de rette betingelser for dette, så er der bestemt håb forude. For indvandrerne har arbejdsmentaliteten i sig, hvilket USA også har
bevist, siger han.

Javel, så....

Mine ambitioner har faktisk også altid været tårnhøje.

Først ville jeg - efter som barn at have set filmskuespilleren Esther Williams svømme - være verdensmester i svømning. Jeg kunne dog ikke lære at crawle.

Så ville jeg være stewardesse, men er bange for at flyve.

Så ville jeg være statsminister, men ville i hvert fald ikke gå rundt på gaderne op til et valg og "sælge" mig selv.

Så ville jeg være kriminalkommissær, men først skulle jeg ud og slås med forbrydere, og det ville jeg ikke.

Så ville jeg være overlæge, men blod, opkast og døde mennesker er ikke lige mig.

Så ville jeg være enormt rig. Men da jeg ikke spiller, aldrig har haft ambitioner om at blive forbryder og ikke ville være i stand til at blive rig ved almindeligt lønarbejde, så......

Mine ambitioner er stadig tårnhøje - for mit næste liv.

Forbrugerbørn - varernes erobring af barndommen

2008-10-07T07:09:00.000-07:00

Af Susan Linn. Oversat af Henrik Mossin fra amerikansk efter "Consuming Kids – The hostile takeover of Childhood". Forord af Penelope Leach og Birgitte Tufte. Informations Forlag 2006. 280 sider, kr. 268,-

Jeg fik nærmest kvalme af at læse Forbrugerbørn. For nej, nej – så grelt kan det bare ikke stå til. Så massiv indflydelse har cocktailen tv, internet, computerspil, video, DVD og mobiltelefon ikke på børns og unges identitetsdannelse og forbrugeradfærd. Men jo, så galt står det til ifølge denne overbevisende og velargumenterede debatbog. I hvert fald i USA – og ingen vil få problemer med at overføre angrebet på barndommen til danske forhold.
Temaerne er velkendte: Virksomhedernes markedsføring og reklameindustriens påvirkning af børn og unge. Men en ny målgruppe har set dagens lys: De såkaldte Tweens, de 6-12årige (in between mellem børn og teenagere), som er mere modtagelige for påvirkninger end teenagere og ofte også har større indflydelse på forældrenes indkøb. Derfor er Tweens jaget vildt. Og det er ikke kun fødevarer og legetøj, vareproducenterne vil prakke dem på. Det er også læskedrikke, mærkevare-tøj, toiletgrej, makeup, voldelige videoer og computerspil.
Forfatteren Susan Linn er psykolog og medstifter af foreningen ’Stop Commercial Exploitation of Children’. Hendes ærinde i denne bog er at få sat en stopper for markedsføringen over for børn under 16 og for den kommercielle udnyttelse, som de store selskaber i USA udøver over for børn og deres forældre. 15 milliarder dollar om året bruges der på at invadere og styre børnenes dagligdag.
Linn dokumenterer, hvordan leg og kreativitet er blevet truede arter, fordi børn oversvømmes af produkter og stimuli, der hindrer selvstændig udfoldelse af fantasi. Fjernsynet er hovedsynderen – og giver man fx børn i førskolealderen eget tv, som de ser alene, er der større sandsynlighed for, at de får problemer med vægten. 25 procent af samtlige børn i USA er overvægtige og fede. Det er ikke bare et kosmetisk problem, men giver helbredsproblemer. Og børns forkerte kost har klar forbindelse til tv-reklamerne.
Firmaerne skyr ingen midler for at manipulere deres målgruppe og få afsat deres produkter. Branchens spin ligger i, at det på den ene side er op til forældrene at beskytte deres børn, men på den anden side vil de gerne gøre deres poder lykkelige. Og når forbrug fremstilles som selve nøglen til lykken, er det vanskeligt for far og mor at sætte foden ned. Undermineringen af de voksnes autoritet er en vinderstrategi set fra annoncørernes side.
Børnene påvirkes helt bevidst til at plage og stresse forældrene til at købe bestemte produkter. Markedsføringseksperterne spiller også på, at børnene skal føle sig magtfulde. Lille Peter skal opleve kontrol, når han fx selv blander slik og dermed sammensætter sin helt personlige smagsoplevelse.
Ét eksempel på markedsføringskneb gør ingen sommer. Heller ikke to eller tre. Men Linn dynger case på case, artikel på artikel, reklame på reklame, så læseren til sidst står i dokumentation – og håbløshed - til halsen. Heldigvis efterlades han/hun ikke bare i sumpen, men får kastet et redningsbælte ud - i form af råd og anvisninger på, hvordan forældre, skolen, organisationer, bevægelser og politikere kan gå til kamp mod forbrugstyranniet. Tro mig - det er ikke en dag for tidligt…

Velkommen til min blog

2008-10-03T04:56:00.000-07:00

Hvis man vil være oppe på beatet i det 21. århundrede, skal man åbenbart blogge. Så det vil jeg nu også kaste mig ud i sammen med 5 millioner andre. Jeg kan ikke love, at du får opbyggelige ord hver dag, men med jævne mellemrum vil jeg give min uforgribelige mening til kende om stort og småt. Så - altså: Velkommen til min blog!