Da det er tæt på at være håbløst at få andet end et (lille) læserbrev i Politiken, når emnet falder inden for kritik af masseindvandring og islamiseringen af Vesten - så bringer jeg her et af utallige indlæg, der er blevet afvist af Politikens debatred.
Ud skal stoffet - på den ene eller anden måde!
Når forskere lægger røgslør ud
Jeg har slået kronikken Et røgslør for moderne dansk kvindeundertrykkelse? (Politiken 9.8) op på min opslagstavle. Det er så skønt, at bare en enkelt artikel i den grad indkapsler essensen af de-rigtige-meninger-på-bjerget. Sådan tænker og skriver man i akademias osteklokker anno 2009.
Tørklædet betyder ikke nødvendigvis undertrykkelse, skriver Mira Skadegård Thorsen. Nej, det er korrekt. Der skal nok være en undtagelse eller to eller ti. Men ikke desto mindre foreligger der i dag så omfattende dokumentation af, hvad tørklæder betyder på verdensplan, og de fakta rækker langt ud over individuelle kvinders selvforståelse. I Tilslørt. Avslørt (2007) har den norske forfatter Hege Storhaug analyseret tørklædet som det mest udbredte religionspolitiske symbol i verden. Hun redegør for slørets oprindelse, historie og funktion op til i dag og opfordrer på denne baggrund til et opgør med den naive tilgang, at det da ikke spiller nogen rolle, hvordan folk klæder sig. Med tildækningen følger nemlig andre centrale islamiske påbud i form af kønsadskillelse, at nægte kvinder skilsmisse og at nægte dem at gifte sig med en ikke-muslim. Islamisternes kamp om det offentlige rum går via sløret, så jo flere kvinder det lykkes at få pakket ind, jo bedre for politisk islam. Hijab, niqab og burka kan ikke adskilles fra islams kvindesyn og dermed kønsapartheid, og det er derfor, indhylningen er så farlig og rækker langt ud over den enkelte kvindes personlige fortolkning. Hvis tørklæderne får lov til at brede sig, vil problemerne vokse sig stadig større, samtidig med at ikke-tørklædeklædte kvinder bliver reducerede til moralske undermennesker.
Forfatteren Chahdortt Djavann (f.1967) er af tyrkisk-adzerbajdjansk familie og opvokset i Iran. Da det islamiske præstestyre tog magten ved revolutionen i 1979, blev Djavann tvunget til at bære slør, og det gjorde hun de næste 10 år. I 1991 forlod hun Iran og er i dag fransk statsborger. Hun har spillet en markant rolle i diskussionen om og effektueringen af det franske tørklæde-forbud, ikke mindst fordi hun kender slørets undertrykkelse og indespærring på egen krop. Hun har oplevet alle aspekter af ”den islamiske totalitarisme og det religiøse barbari”, og som hun videre siger: ”Da jeg kom til Frankrig, havde jeg følelsen af at være landet på en anden planet. Jeg havde følelsen af at havne i den moderne vestlige verden efter at have været udsat for den middelalderlige Inkvisitions tortur. Det er cirka samme oplevelse, som den iranske forfatter og litteratur-professor Azar Nafisi skildrer i sin bog Reading Lolita in Tehran (2003).
I sin debatbog Kast sløret! (2006) stiller også Djavann skarpt på tørklædets symbolske betydning, der gør, at tørklædet aldrig-aldrig kan etiketteres som en uskyldig beklædningsgenstand.
Når kvinder bærer slør, sættes der skel mellem de to køn, som umuliggør ligestilling. Hensigten med kravet om tilsløring er at kontrollere kvinden, og kvindens krop er det fundament, som mandens ære hviler på. Hvis kvinden var utilsløret, ville det ryste hele fundamentet for den maskuline identitet i islam, for kvindens blufærdighed og hendes skam er garanten for den muslimske mands ære. Derfor tilsløres piger helt ned til 7-års-alderen, fordi de qua deres køn er indbegrebet af skyld og vækker mandens begær.
Læs bøgerne, og selvfølgelig også Koranen, og følg, hvordan Storhaug og Djavann gennemhuller påstanden om, at ”sløret er udtryk for min frihed.”
(19. august 2009)
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
0 kommentarer:
Send en kommentar