tirsdag den 8. maj 2012
Hjernevask?
Harald Eia er norsk komiker med en kandidatgrad i sociologi. I 2010 lavede han en tv-serie med titlen Hjernevask. Heri stiller han socialkonstruktivistiske forklaringsmodeller på køns-, intelligens- og raceforskelle over for biologisk-genetiske i syv udsendelser, der bærer overskrifterne: 1. Ligestillingsparadokset, 2. Forældreeffekten, 3. Homo/hetero, 4. Vold, 5. Sex, 6. Race, 7. Natur / opdragelse. En stribe af køns- og hjerneforskere, psykologi- og psykiatriprofessorer samt sociologer i ind- og udland bliver interviewet om deres forskning(sresultater) og efterfølgende konfronteret med hinandens synspunkter. Klippene mellem interview-personerne giver seerne en mulighed for at veje argumenterne imod hinanden og ved selvsyn/-hør danne sig en mening.
Programmerne kan i skrivende stund (ultimo april 2012) ses på linket
( http://genusnytt.wordpress.com/2011/12/03/se-hjernevask-avsloja-genusmyterna/ - password: hjernevask) og fortjener at blive udbredt til en bredere kreds. Efter sigende skulle Hjernevask være grunden til, at Norges forskningsråd for nyligt besluttede sig for at nedlægge programmet for kønsforskning.
I det første program, Ligestillingsparadokset, lægger Eia sporet ud for resten af serien med afsæt i, at Norge i 2008 blev kåret som verdens mest ligestillede land. For når alle kan gøre, som de vil, hvorfor er mænd og kvinder så ikke nogen lunde ligeligt repræsenterede inden for de forskellige professioner på arbejdsmarkedet? Kun 10 procent af ingeniørerne er kvinder, mens de er massivt overrepræsenterede blandt sygeplejerskerne. For at forstå det kønsopdelte arbejdsmarked opsøger Eia en række forskere, hvor fronterne lynhurtigt tegner sig: Social og kulturel påvirkning / opdragelse som forklaring på den ene side, medfødte forskelle på den anden.
Fortalerne for den første forklaringsmodel undrer sig over optagetheden af at finde og forklare kønsforskellene. Hvorfor er det nu så interessant, spørger de? For det synspunkt står Cathrine Egeland, forfatter til flere forskningsrapporter om mænds og kvinders erhvervsvalg, og kønsforskeren Jørgen Lorentzen. Sidstnævnte tilbageviser også hjerneforskning som gammeldags. Følelser, interesser og intelligens er ens hos de to køn, og når vi alligevel registrerer forskelle, er det fordi drenge og piger behandles forskelligt fra fødslen. Drenge klædes i blåt, piger i lyserødt, kønsbestemt legetøj, kønsspecifikke skilte (fx vejarbejde – en mand med en skovl). Uden disse kulturelle påvirkninger ville de to køn vælge ens, så det gælder bare om at møde piger og drenge med lige forventninger.
Denne position får den amerikanske psykologiprofessor Richard Lippa lov til at forholde sig til. Han har gennemført en undersøgelse af kønsforskelle i 53 lande i Europa, Nord- og Sydamerika, Asien og Afrika med 200.000 respondenter. De er blevet stillet spørgsmålet: Hvad kunne du tænke dig at arbejde med? På tværs af samtlige lande viser det samme billede sig: Mænd viser større interesse for ’tings’-orienterede erhverv, mens kvinder vil noget med mennesker. Men skyldes det ikke opdragelsen? Nej, for kønsforskellene dukker op meget tidligt.
Simon Baron-Cohen, psykiatriprofessor på Cambridge, har lavet eksperimenter med nyfødte børn. En-dag-gamle babyer blev præsenteret for ’en mekanisk genstand’ eller et ansigt og imens filmet for at konstatere, i hvor lang tid babyen så på hver især. Drengene kiggede længere på det mekaniske objekt, pigerne på ansigtet. Denne adfærdsforskel ligger før legetøj og andre kulturelle påvirkninger og må altså være opstået i fosterlivet. Baron-Cohen forklarer først og fremmet forskellen med testosteron. Drenge producerer dobbelt så meget testosteron som piger og jo mere testosteron, jo senere sprogudvikling og sociale færdigheder.
Så kommer professor Trond Diseth fra det norske Rigshospitals afdeling for børnepsykiatri på banen. Han har udviklet en test, der skal undersøge tidlige kønsforskelle. For at finde ud af om et barn opfatter sig som pige eller dreng, præsenteres barnet for en legetest. På gulvet er anbragt fire stykker pige-legetøj, fire stykker drengelegetøj og to neutrale. De ti stykker placeres i et mønster og så filmes og observeres babyen, mens den kravler rundt på det tæppe, hvorpå legetøjet er placeret. Allerede fra ni-måneders alderen viser der sig klare forskelle mellem sunde babyer: Drenge vælger maskulint legetøj, piger vælger feminint. Børn er altså født med en klar biologisk disposition, og miljøet kan højst forstærke eller moderere den iboende kønsidentitet.
De resterende seks programmer er skåret over samme læst. Med udgangspunkt i en undren, søger Harald Eia at få svar ved at stille spørgsmål til forskellige forskere og derpå bede ’modstanderne’ om at kommentere deres udsagn.
At Eia har valgt at navngive sin serie Hjernevask understreger, hvor han selv er endt: På den biologiske fløj, der ikke mindst forholder sig til empiri frem for ideologiske kæpheste. Det er da også hændervridende pinligt, når de tre norske kønsforskere - præsenteret for dynger af data – fremturer med, at biologiske forklaringer ikke er hverken interessante eller relevante.
Jeg har selv tre bud på, hvorfor kønsforskerne (også i Danmark) nægter at diskutere biologi: 1. De vil ikke skære den behagelige forskergren over, de så bekvemt sidder på - smukt støttet af EU's fatale og latterlige kønsneutralitetspolitik, 2. Biologiske indfaldsvinkler er politisk ukorrekte, fordi der kommer uønskede sandheder på bordet om fx intelligens, sex og vold, 3. Adskillige (de fleste?) kønsforskere er homoseksuelle og har tilsyneladende for manges vedkommende en interesse i at definere seksuel orientering som plastisk, et frit valg frem for medfødt. Måske ud fra en misforståelse af, at homoforskning stigmatiserer homoseksuelle?
Men se programmerne og døm selv om Aia har ramt skævt eller plet med Hjernevask.
(trykt som søndagskronik i Jyllands-Posten d. 6.5.12)
tirsdag den 3. april 2012
Rank ryggen - og glæd dig over Vesten
Der er én fantastisk fordel ved at blive gammel: Man bliver klogere, hvis man lærer af årenes erfaringer høstet i både den lille og store historie. Fx at den amerikanske politolog Francis Fukuyamas budskab i værket The End of History and the Last Man (1992) var mildt sagt over-optimistisk. Heri hævder han, at historien som en kamp mellem ideologier er slut med afslutningen af Den kolde krig og Sovjetunionens fald, og at det vestlige, liberale demokrati har sejret. Men 20 år senere kan den skotske historieprofessor Niall Ferguson i sin bog Civilization – The West and the Rest så fastslå, at Vestens overherredømme og overlegenhed igennem 500 år synger på sidste vers, samt at retsstaten i de vestlige, demokratiske samfund udgør undtagelsen i verdenshistorien.
For at forstå, hvorfor Vesten vandt vesten og en stor del af resten af verden, har Ferguson sat sig selv på den opgave at klargøre, hvad der adskilte Vesten fra Resten. Og nej, svaret er ikke imperialisme. Forklaringen er langt mere raffineret og ligger i en ’pakkeløsning’, hvor nøglen til Vestens styrke er at finde i institutionerne.
Fergusons 400 sider lange bog er spækket med detaljerede historiske oplysninger suppleret med en lind strøm af noter og en alenlang litteraturliste. Som ikke-faghistoriker har jeg klog af skade allieret mig med en af slagsen, der har sagt god for værkets kildebrug. Heureka-hurra, for fremstillingen sætter så mange brikker på plads, at skriftet burde oversættes så hurtigt som muligt i almendannelsens navn – gerne suppleret med en pixi-udgave til travle politikere, folkeskole- og gymnasielærere. De to sidste professioner sætter fede fodaftryk i bløde barnesind, og derfor skal ikke mindst undervisere klædes på til at kunne formidle historiske forudsætninger til deres elever. Et overfladisk kendskab til historie er bekymrende, fordi det historieløse - og dermed kulturelt hjemløse - menneske, er såre nemt at manipulere med. Fx til at tro på, at alle mennesker er ens inde i deres hoveder, uanset hvilken kultur de er født ind i og formet af. Denne tro viser sig imidlertid at være forankret i uvidenhed. Ikke i dumhed vel at mærke, men i en ikke-viden om væsentlige træk i forskellige civilisationers organisering og tænkning. Her følger nogle af de vigtigste pointer hos Ferguson.
Hvad der adskiller Vesten fra resten er et kompleks af indbyrdes sammenhængende faktorer (benævnt ”killer applications”), der kan oplistes under seks overskrifter:
1. Konkurrence
2. Videnskab
3. Et retssystem / retsstaten
4. Medicin
5. Forbrugerisme
6. Arbejdsetik
Skulle der lyde protester mod, at væsentlige fænomener som kapitalisme, frihed og demokrati mangler på listen, så klap lige hesten og læs Fergusons definitioner:
1. Konkurrence – en decentralisering af såvel det økonomiske som det politiske liv, der skabte affyringsrampen for kapitalismen
2. Videnskab – en måde at undersøge, forstå og i sidste instans forandre naturen, som bl.a. gav Vesten en større militær fordel i forhold til den resterende verden
3. Et retssystem / retsstaten – en ’samlemodel’, hvis formål er at bilægge stridigheder vedrørende ejendom(sbesiddelse). Retsstaten danner basis for den mest stabile repræsentative styreform
4. Medicin – en videnskabsgren som tillod en omfattende forbedring af sundhedstilstanden og forventet levetid, såvel i de vestlige samfund som i deres kolonier
5. Forbrugersamfundet – en materiel livsform, hvor produktion og køb af beklædning spiller en afgørende økonomisk rolle i den industrielle revolution
6. Arbejdsetik – en moralsk ramme og livsform udledt af protestantisk kristendom, der leverer limen til det dynamiske og potentielt ustabile samfund skabt af punkterne 1-5.
Ferguson understreger, at hans bog ikke skal placeres på hylden med selvtilfredse versioner af ’Vestens triumf’. Det var nemlig ikke bare vestlig overlegenhed, som førte til erobringen og koloniseringen af en stor del af verden, men også tilfældigheder og svage vestlige rivaler. Fx et Kina, der lukkede ned og forbød opdagelsesrejser på verdenshavene fra ca. 1424, og et Osmannerrige, der forfaldt såvel politisk som militært på grund af indre stridigheder. Således overhalede Vesteuropa Kina på grund af større indbyrdes konkurrence. Østrig og Preussen fungerede mere effektivt administrativt og militært, fordi 1700-tallets videnskabelige revolution skete i den kristne verden, og ikke i den muslimske. Nordamerikas tidligere kolonier klarede sig langt bedre end Sydamerikas, fordi britiske kolonister etablerede et helt andet politisk system, hvad angår ejendomsret og repræsentation, end spaniere og portugisere i Syd. Europæiske kolonimagter var i stand til at kolonisere Afrika, ikke bare på grund af våben, men også med baggrund i vacciner mod tropesygdomme.
Fergusons søgende og ikke-ideologiske konklusion lyder: Måske kommer den aktuelle trussel mod Vesten ikke fra Kina, Islam eller CO2-udslip, men fra vores egen manglende forståelse af og tabte tro på den civilisation, vi har arvet fra vores forfædre. Og uden denne tro vil vesterlændinge ikke kunne bevare deres samfund, som risikerer at gå til grunde. Bl.a. fordi børn, unge og yngre – grundet manglende historisk viden - ikke aner, hvad der står på spil.
Jeg er enig med Ferguson i hans konklusion, men efter at have læst hans bog så include me out hvad angår mismod i forhold til den vestlige civilisations styrker. Jeg ranker ryggen og glæder mig (over (resterne!) - mere besluttet end nogen sinde på at give familie- og samfundsnedbrydende, socialkonstruktivistiske multi-kulti-universalister modspil.
(trykt som kronik i Jyllands-Posten d. 18.3.12)
For at forstå, hvorfor Vesten vandt vesten og en stor del af resten af verden, har Ferguson sat sig selv på den opgave at klargøre, hvad der adskilte Vesten fra Resten. Og nej, svaret er ikke imperialisme. Forklaringen er langt mere raffineret og ligger i en ’pakkeløsning’, hvor nøglen til Vestens styrke er at finde i institutionerne.
Fergusons 400 sider lange bog er spækket med detaljerede historiske oplysninger suppleret med en lind strøm af noter og en alenlang litteraturliste. Som ikke-faghistoriker har jeg klog af skade allieret mig med en af slagsen, der har sagt god for værkets kildebrug. Heureka-hurra, for fremstillingen sætter så mange brikker på plads, at skriftet burde oversættes så hurtigt som muligt i almendannelsens navn – gerne suppleret med en pixi-udgave til travle politikere, folkeskole- og gymnasielærere. De to sidste professioner sætter fede fodaftryk i bløde barnesind, og derfor skal ikke mindst undervisere klædes på til at kunne formidle historiske forudsætninger til deres elever. Et overfladisk kendskab til historie er bekymrende, fordi det historieløse - og dermed kulturelt hjemløse - menneske, er såre nemt at manipulere med. Fx til at tro på, at alle mennesker er ens inde i deres hoveder, uanset hvilken kultur de er født ind i og formet af. Denne tro viser sig imidlertid at være forankret i uvidenhed. Ikke i dumhed vel at mærke, men i en ikke-viden om væsentlige træk i forskellige civilisationers organisering og tænkning. Her følger nogle af de vigtigste pointer hos Ferguson.
Hvad der adskiller Vesten fra resten er et kompleks af indbyrdes sammenhængende faktorer (benævnt ”killer applications”), der kan oplistes under seks overskrifter:
1. Konkurrence
2. Videnskab
3. Et retssystem / retsstaten
4. Medicin
5. Forbrugerisme
6. Arbejdsetik
Skulle der lyde protester mod, at væsentlige fænomener som kapitalisme, frihed og demokrati mangler på listen, så klap lige hesten og læs Fergusons definitioner:
1. Konkurrence – en decentralisering af såvel det økonomiske som det politiske liv, der skabte affyringsrampen for kapitalismen
2. Videnskab – en måde at undersøge, forstå og i sidste instans forandre naturen, som bl.a. gav Vesten en større militær fordel i forhold til den resterende verden
3. Et retssystem / retsstaten – en ’samlemodel’, hvis formål er at bilægge stridigheder vedrørende ejendom(sbesiddelse). Retsstaten danner basis for den mest stabile repræsentative styreform
4. Medicin – en videnskabsgren som tillod en omfattende forbedring af sundhedstilstanden og forventet levetid, såvel i de vestlige samfund som i deres kolonier
5. Forbrugersamfundet – en materiel livsform, hvor produktion og køb af beklædning spiller en afgørende økonomisk rolle i den industrielle revolution
6. Arbejdsetik – en moralsk ramme og livsform udledt af protestantisk kristendom, der leverer limen til det dynamiske og potentielt ustabile samfund skabt af punkterne 1-5.
Ferguson understreger, at hans bog ikke skal placeres på hylden med selvtilfredse versioner af ’Vestens triumf’. Det var nemlig ikke bare vestlig overlegenhed, som førte til erobringen og koloniseringen af en stor del af verden, men også tilfældigheder og svage vestlige rivaler. Fx et Kina, der lukkede ned og forbød opdagelsesrejser på verdenshavene fra ca. 1424, og et Osmannerrige, der forfaldt såvel politisk som militært på grund af indre stridigheder. Således overhalede Vesteuropa Kina på grund af større indbyrdes konkurrence. Østrig og Preussen fungerede mere effektivt administrativt og militært, fordi 1700-tallets videnskabelige revolution skete i den kristne verden, og ikke i den muslimske. Nordamerikas tidligere kolonier klarede sig langt bedre end Sydamerikas, fordi britiske kolonister etablerede et helt andet politisk system, hvad angår ejendomsret og repræsentation, end spaniere og portugisere i Syd. Europæiske kolonimagter var i stand til at kolonisere Afrika, ikke bare på grund af våben, men også med baggrund i vacciner mod tropesygdomme.
Fergusons søgende og ikke-ideologiske konklusion lyder: Måske kommer den aktuelle trussel mod Vesten ikke fra Kina, Islam eller CO2-udslip, men fra vores egen manglende forståelse af og tabte tro på den civilisation, vi har arvet fra vores forfædre. Og uden denne tro vil vesterlændinge ikke kunne bevare deres samfund, som risikerer at gå til grunde. Bl.a. fordi børn, unge og yngre – grundet manglende historisk viden - ikke aner, hvad der står på spil.
Jeg er enig med Ferguson i hans konklusion, men efter at have læst hans bog så include me out hvad angår mismod i forhold til den vestlige civilisations styrker. Jeg ranker ryggen og glæder mig (over (resterne!) - mere besluttet end nogen sinde på at give familie- og samfundsnedbrydende, socialkonstruktivistiske multi-kulti-universalister modspil.
(trykt som kronik i Jyllands-Posten d. 18.3.12)
lørdag den 3. marts 2012
Flyvsk forskning fører til fejlgreb
Hvem kender ikke til udsagnet ”Vi må have noget mere forskning på området” – underforstået: Så vi kan få etableret et bedre grundlag at træffe beslutninger på? Synspunktet er besnærende, fordi det forekommer så indlysende, men er det sandt?
Det er min påstand, at størstedelen af den uddannelsesforskning, der er blevet praktiseret igennem de seneste 30 år har været katastrofal for aftagerne, i første omgang elever og lærere, i anden omgang ”samfundet”. Forestillingen om den rummelige folkeskole har således udvirket, at 2-3 urolige og utilpassede elever i hver klasse har fået lov til at ødelægge undervisningen og indlæringen for de resterende 23-25 med sørgelige konsekvenser for generel faglig paratviden. Det-skal-være-lystfyldt-at-lære og juhu-begrebet ’kompetence’ (oversæt: den tomme mængde) har føjet spot til skade. Dertil kommer, at en lille trojka bestående af uddannelsesforskere, politikere og i egen selvforståelse frontløber-lærere passioneret opsat på at komme så langt væk fra kerneydelsen som muligt – i uskønt fællesskab er sluppet af sted med at gennemføre reformer, der er så langt ude i hampen, at det er ufatteligt, at fodfolket ikke udløste en paladsrevolution. Gymnasie- og HF-reformernes nye bekendtgørelseskrav og eksamensopgaver befinder sig lysår fra Sofies, Hans-Christians og Muhammeds faglige og personlige forudsætninger og er et klassisk eksempel på, hvordan kreativt-fortænkte forskerhjerner bakket op af se-jeg-sætter-fingeraftryk politikere opkaster planer, der skyr de faktiske forhold på gulvet. Jeg erindrer om Feiwel Kupferbergs Kreative tider: ”Vi forskere kan (…) påtvinge skolen den ene reform efter den anden og lade de ansvarlige professionelle forsøge at minimere skaderne. Det var aldrig gået, hvis nogen blandede sig på samme uprofessionelle måde i eksempelvis erhvervslivets virksomhed.”
Så er der socialforskningen, som gang på gang viser sig at være vildledning frem for vejledning. Pladsen rækker kun til mit absolutte yndlingseksempel, der til gengæld er så øjenåbnende, at det må gøre alle beslutningstagere ekstra varsomme med at fæste lid til vi-må-have-mere-forskning basunen. Pardannelse blandt etniske minoriteter i Danmark (2004) konkluderede, at 80% af de etniske minoritetsunge selv valgte deres ægtefælle samt at tvangsægteskaber kun udgjorde 4%. Makværket blev skudt solidt ned, men tænk hvad man som forsker lønnet af skatteborgerne kan slippe af sted med af virkeligheds-forfalskning. Som Kristina Aamand og Asif Uddin skrev i deres bog Mødom på mode. Beretninger om skik og brug blandt indvandrere: ”En mors tårer og muskelsmerter står eksempelvis ikke på listen over strafbare tvangsmetoder (…) Begrebet arrangerede ægteskaber er altså misvisende, fordi tvangen er kamufleret og kun synlig for det trænede øje.”
Heller ikke kønsforskningens maniske stirren sig blind på socialkonstruktivismen har meget med forskning at gøre, eftersom udøverne på forhånd har besluttet sig for at udgrænse enhver diskussion om biologi, essens og sammenhængen mellem kultur og natur. De universitære kønsforskeres modstand mod at beskæftige sig med kønsspecifikke lovmæssigheder i menneskelivet nærmer sig det komiske - hvis det altså ikke lige var fordi, at deres alt-skyldes-opdragelsen har voldt så megen skade. Nyere hjerneforskning slår fast, at kønsforskelle ikke bare kan forklares med miljø og aldrig kan udlignes, lige meget hvor meget der mases på med påvirkning, stimulation og holdningsændring. Med stadig større kraft gennemhulles kønsforskernes dogme om, at kønnet-er-en-social-konstruktion, – en tese kreeret på månen, men som ikke desto mindre har fået lov til at gå sin ulyksalige sejrsgang i ligestillingsdebatten de sidste 20 år.
Havde jeg noget at skulle have sagt, så blev universiteternes uddannelses- og kønsforskning frataget alle midler de næste ti år. (Dog skal der konsekvent udarbejdes kønsstatistikker). Eftersom der bliver mangel på gymnasielærere i nær fremtid, kan de arbejdsløse forskere i stedet slå deres folder på Forhåbningsholms Gymnasium og her bytte Habermas og Foucault ud med praksis. De konkrete erfaringer vil så dejligt afsløre, at videnskabelige teorier og deres indhold afspejler samfundsmæssige og personlige interesser hos såvel teoriens ophavsmænd som dens disciple, og at enhver teoretiker derfor må anvendes med stor forsigtighed.
Hvad socialforskerne angår, kan de også fint henvende sig på de gymnasiale uddannelser. Dog skal de 30-40 mest begavede og talentfulde fredes og sikres total arbejdsro, som kan opnås ved en høj, livslang fast indtægt. Med én betingelse tilknyttet: De skal i praktik i 3 måneder inden for deres forskningsområde, før de går i gang med dataindsamling. Efter princippet: Praksis fremmer forståelsen. Til gengæld betyder deres økonomiske uafhængighed, at de ustraffet kan bedrive den forskning, der måtte føre til politisk ukorrekte og uønskede resultater, og at deres konklusioner aldrig skal skæres til for at imødekomme rekvirenternes interesser.
I forlængelse af dén model vil jeg anbefale, at politikere og beslutningstagere på alle niveauer går i skarp træning med at lære at lytte og lytte meget og lytte længe og lytte grundigt til folk på gulvet, før de begynder at slå om sig med politireformer, strukturreformer, gymnasiereformer og alskens andre elendige reformer. Hvad denne lytteøvelse angår, har den afgåede regering været en katastrofe. I deres reformarbejde kan beslutningstagerne lade sig inspirere af fx filosoffen Karl Poppers skridt-for-skridt forandringer frem for at opkaste store forkromede idealprojekter. Dermed undgås, at en eventuelt forkert beslutning får vidtrækkende uheldige konsekvenser, fordi der hurtigt vil kunne rettes op på begåede fejl.
Så nej, vi skal ikke have mere forskning inden for ovennævnte tre fagområder, vi skal have meget mindre. Til gengæld af en helt anden kvalitet end den, der pt bydes på.
Det er min påstand, at størstedelen af den uddannelsesforskning, der er blevet praktiseret igennem de seneste 30 år har været katastrofal for aftagerne, i første omgang elever og lærere, i anden omgang ”samfundet”. Forestillingen om den rummelige folkeskole har således udvirket, at 2-3 urolige og utilpassede elever i hver klasse har fået lov til at ødelægge undervisningen og indlæringen for de resterende 23-25 med sørgelige konsekvenser for generel faglig paratviden. Det-skal-være-lystfyldt-at-lære og juhu-begrebet ’kompetence’ (oversæt: den tomme mængde) har føjet spot til skade. Dertil kommer, at en lille trojka bestående af uddannelsesforskere, politikere og i egen selvforståelse frontløber-lærere passioneret opsat på at komme så langt væk fra kerneydelsen som muligt – i uskønt fællesskab er sluppet af sted med at gennemføre reformer, der er så langt ude i hampen, at det er ufatteligt, at fodfolket ikke udløste en paladsrevolution. Gymnasie- og HF-reformernes nye bekendtgørelseskrav og eksamensopgaver befinder sig lysår fra Sofies, Hans-Christians og Muhammeds faglige og personlige forudsætninger og er et klassisk eksempel på, hvordan kreativt-fortænkte forskerhjerner bakket op af se-jeg-sætter-fingeraftryk politikere opkaster planer, der skyr de faktiske forhold på gulvet. Jeg erindrer om Feiwel Kupferbergs Kreative tider: ”Vi forskere kan (…) påtvinge skolen den ene reform efter den anden og lade de ansvarlige professionelle forsøge at minimere skaderne. Det var aldrig gået, hvis nogen blandede sig på samme uprofessionelle måde i eksempelvis erhvervslivets virksomhed.”
Så er der socialforskningen, som gang på gang viser sig at være vildledning frem for vejledning. Pladsen rækker kun til mit absolutte yndlingseksempel, der til gengæld er så øjenåbnende, at det må gøre alle beslutningstagere ekstra varsomme med at fæste lid til vi-må-have-mere-forskning basunen. Pardannelse blandt etniske minoriteter i Danmark (2004) konkluderede, at 80% af de etniske minoritetsunge selv valgte deres ægtefælle samt at tvangsægteskaber kun udgjorde 4%. Makværket blev skudt solidt ned, men tænk hvad man som forsker lønnet af skatteborgerne kan slippe af sted med af virkeligheds-forfalskning. Som Kristina Aamand og Asif Uddin skrev i deres bog Mødom på mode. Beretninger om skik og brug blandt indvandrere: ”En mors tårer og muskelsmerter står eksempelvis ikke på listen over strafbare tvangsmetoder (…) Begrebet arrangerede ægteskaber er altså misvisende, fordi tvangen er kamufleret og kun synlig for det trænede øje.”
Heller ikke kønsforskningens maniske stirren sig blind på socialkonstruktivismen har meget med forskning at gøre, eftersom udøverne på forhånd har besluttet sig for at udgrænse enhver diskussion om biologi, essens og sammenhængen mellem kultur og natur. De universitære kønsforskeres modstand mod at beskæftige sig med kønsspecifikke lovmæssigheder i menneskelivet nærmer sig det komiske - hvis det altså ikke lige var fordi, at deres alt-skyldes-opdragelsen har voldt så megen skade. Nyere hjerneforskning slår fast, at kønsforskelle ikke bare kan forklares med miljø og aldrig kan udlignes, lige meget hvor meget der mases på med påvirkning, stimulation og holdningsændring. Med stadig større kraft gennemhulles kønsforskernes dogme om, at kønnet-er-en-social-konstruktion, – en tese kreeret på månen, men som ikke desto mindre har fået lov til at gå sin ulyksalige sejrsgang i ligestillingsdebatten de sidste 20 år.
Havde jeg noget at skulle have sagt, så blev universiteternes uddannelses- og kønsforskning frataget alle midler de næste ti år. (Dog skal der konsekvent udarbejdes kønsstatistikker). Eftersom der bliver mangel på gymnasielærere i nær fremtid, kan de arbejdsløse forskere i stedet slå deres folder på Forhåbningsholms Gymnasium og her bytte Habermas og Foucault ud med praksis. De konkrete erfaringer vil så dejligt afsløre, at videnskabelige teorier og deres indhold afspejler samfundsmæssige og personlige interesser hos såvel teoriens ophavsmænd som dens disciple, og at enhver teoretiker derfor må anvendes med stor forsigtighed.
Hvad socialforskerne angår, kan de også fint henvende sig på de gymnasiale uddannelser. Dog skal de 30-40 mest begavede og talentfulde fredes og sikres total arbejdsro, som kan opnås ved en høj, livslang fast indtægt. Med én betingelse tilknyttet: De skal i praktik i 3 måneder inden for deres forskningsområde, før de går i gang med dataindsamling. Efter princippet: Praksis fremmer forståelsen. Til gengæld betyder deres økonomiske uafhængighed, at de ustraffet kan bedrive den forskning, der måtte føre til politisk ukorrekte og uønskede resultater, og at deres konklusioner aldrig skal skæres til for at imødekomme rekvirenternes interesser.
I forlængelse af dén model vil jeg anbefale, at politikere og beslutningstagere på alle niveauer går i skarp træning med at lære at lytte og lytte meget og lytte længe og lytte grundigt til folk på gulvet, før de begynder at slå om sig med politireformer, strukturreformer, gymnasiereformer og alskens andre elendige reformer. Hvad denne lytteøvelse angår, har den afgåede regering været en katastrofe. I deres reformarbejde kan beslutningstagerne lade sig inspirere af fx filosoffen Karl Poppers skridt-for-skridt forandringer frem for at opkaste store forkromede idealprojekter. Dermed undgås, at en eventuelt forkert beslutning får vidtrækkende uheldige konsekvenser, fordi der hurtigt vil kunne rettes op på begåede fejl.
Så nej, vi skal ikke have mere forskning inden for ovennævnte tre fagområder, vi skal have meget mindre. Til gengæld af en helt anden kvalitet end den, der pt bydes på.
lørdag den 10. december 2011
Det omsorgsløse samfund
Verden er af lave: Mere end 200.000 unge i alderen 16-29 år er i dag ikke under uddannelse.
Flere psykiske lidelser blandt børn.
Et stort antal unge og yngre mennesker er på førtidspension, fordi de ikke skridt for skridt er blevet opdraget til at mestre voksentilværelsens krav af deres forældre.
Stadig flere unge mennesker skal til psykolog.
Antallet af skolebørn der drikker alkohol stiger.
Tusindvis af unge er på ”lykke”piller, og storforbrugere af kokain og hash.
12.00 børn fjernes årligt fra hjemmet på grund af misbrug, vold mv. Senest har Lisbeth Zornig Andersen, formand for Børnerådet, i en selvbiografi løftet sløret for en barndom i Underdanmark, der desværre ikke kan karakteriseres som en undtagelse.
Der er stadig flere eksempler på omsorgssvigt af ældre i kommunerne, og hjemmeplejen bliver ringere og ringere.
Stress fylder bestandigt mere i sygdomsstatistikkerne.
Danmark udviser stadig flere krisetendenser, som altså handler om en hel del mere end milliardunderskuddet på statsfinanserne. Ovenstående problemer udgør imidlertid kun toppen af isbjerget, og få – og slet ingen beslutningstagere - er tilsyneladende parate til at foretage den oplagte kobling mellem krisefænomenerne: Vi har udviklet et samfund, hvor omsorgen for de svage - børn, unge, gamle, handicappede og i det hele taget ikke så robuste individer – er minimeret eller helt forsvundet. Der er ganske enkelt ikke tid, og det er en katastrofe. Vi må og skal folde øjne og ører ud for, at et lille barn er et stykke fint, sart og kostbart materiale, som der skal forfærdeligt lidt til for at ødelægge. Og ud for at børn ikke skal anskaffes efter princippet: Først sofa, så Sofie.
Det er faktisk ikke svært at forklare, hvorfor det er gået så galt. Det lag af kvinder, som tidligere tog omsorgen på sig i familierne, magter ikke mere at udføre omsorgen ordentligt, fordi de er fuldtids på arbejdsmarkedet. Paradoksalt nok ofte i omsorgsfunktioner, hvor de så går ned med stress, fordi opgaverne er for store og tunge i forhold til, hvad det enkelte menneske kan yde. Omsorgsbehovet er skrigende, og hvor historikeren Henrik Jensen taler om det faderløse samfund, vil jeg pege på det moderløse i betydningen det omsorgsløse samfund.
Skilsmissebørnene er den ene kanariefugl i minegangen. De voksnes rettigheds-og selvrealiseringsprojekter med nye partnere efterlader stribevis af børn i det blodfyldte kølvand. Påstanden kan dokumenteres massivt.
Den anden kanariefugl er det støt stigende antal børn med diagnoser, som f. eks ADHD, autisme og Aspergers. Er udviklingen monstro et resultat af, at forældre og lærere er blevet dygtigere til at spotte afvigere, eller skyldes den, at børn er blevet udsat for først for tidlig institutionalisering i vuggestuen, siden et inferno af støj og turbulens i børnehaven - i alt for mange institutionstimer?
Sunde, stærke og livsduelige børn - typisk rundet af intakte, velfungerende og omsorgsfulde forældre - klarer mosten så nogenlunde. Disse børn er ofte også dem, der er kortest tid i institution.
De sarte og særligt sårbare individer med dispositioner for ovenstående diagnoser er i risikozone og skades. Men pointen er, at havde såvel diagnosebørn som de sarte børn befundet sig i et miljø med ro, regelmæssighed og overskuelighed, ville de ikke være blevet syge. I forlængelse af den tese efterlyser jeg i øvrigt undersøgelser af, hvor følgende børnekategorier placerer sig på skrøbelighedsstigen: Det stigende antal reagensglasbørn og de alt for tidligt fødte, der holdes kunstigt i live.
Jamen, er jeg da bare ude på at give forældrene dårlig samvittighed? Ja, det tør svagt antydes. Jeg vil skamme de forældre helt ned under jorden, der ikke forstår, at børn er totalt værgeløse væsener, og at deres liv(slykke) afhænger af, om ansvarlige voksne (læs: far og mor) er klar til DAGLIGT at tage denne vigtige opgave på sig: At danne deres barn til en stærk og selvberoende samfundsborger.
40 år efter den moderne kvindebevægelse gik til kamp for ligestilling, er det ikke mere muligt at lukke øjnene for bagsiden af medaljen. Arbejdsmarkedet som gud og smadrede familier gav dysfunktionelle børn, et stigende antal taber-mænd og – som nævnt - ensomhed og et alarmerende stressniveau.
Den barske sandhed er, at en familie ikke kan hænge sammen uden en tovholder, der prioriterer fuldtidsjobbet på Hjemmevej.
Ikke mindst børneopdragelsen af drenge er et mega tidskrævende projekt. At holde en dreng på dydens og skolens og lektiernes slagne vej er benhårdt arbejde, som kræver en voksen ansvarlig persons fysiske tilstedeværelse.
Det er i dag sådan cirka et 18-årigt projekt at skabe en velfungerende ung mand, der er i stand til at forpligte sig såvel økonomisk som følelsesmæssigt i forhold til kæreste og evt. børn. Og uden de egenskaber skal man(d) nok ikke regne med, at hunkønnet vil have noget med en at gøre, og det er skidt. Mænd uden kvinder klarer sig radikalt ringere end kvinder uden mænd.
Det burde køre som daglig føljeton på lysavisen på Københavns Rådhusplads, at hvis mor ikke vil investere målrettet i børneopdragelsen, og far ikke vil træde i karakter, så ryger drengene på røven. Mor og far skal (i tilfældig rækkefølge) lære junior følgende: At rydde op, gøre rent, spise med kniv og gaffel, rede seng og skifte sengetøj, lægge tøj på plads, købe ind, lave sund mad, vaske op, dække bord, tage hjemmesko på, sætte stolen ind under bordet, spise sundt og ikke for meget, spise regelmæssigt, lære klokken og passe tiden og nattesøvnen, håndtere madvarer og regninger og betale sidstnævnte til tiden, sortere vasketøj og vaske, stryge, begå sig i trafikken på gåben, cykel, bus og tog, binde skolebøger ind, huske fødselsdage (for senere at huske bryllupsdage), smøre madpakke, ikke stifte gæld, skrive pæne 2-taller, begrænse tv-, pc- og mobilforbrug, børste tænder efter tandlægens forskrifter, dyrke motion, slukke lyset når man forlader rummet, rejse sig op for gamle og handicappede i bussen, ikke smide affald på gaden eller i biografen, læse lektier, træffe valg. For nu bare at nævne nogle ganske få af spidskompetencerne.
Med andre ord: Børneopdragelse er et benhårdt arbejde, der kræver tid, tilstedeværelse og parathed til at tage konflikter. Den cocktail indebærer: 1. Mor og far kan ikke begge være fuldtids på arbejdsmarkedet, 2. Mor og far gør klogt i ikke at blive skilt.
Hvis nuværende og kommende forældre rynker nedladende på næsen af min opskrift, er det bare synd. Især for deres stakkels drenge, som aldrig bliver til stærke, selvberoende mænd
Jeg er baldrende ligeglad med, om husmor-og opdragerfunktionen varetages af m eller k. Vel at mærke når børnene er over to år gamle - indtil da er det først og fremmest mor af indlysende biologiske grunde.
Men frem til kødgryderne, symbolet på det trygge og omsorgsfulde hjem, skal enten far eller mor. Sagt lidt anderledes: Jeg vil have sat gang i en debat om det dybt hensigtsmæssige i en klar arbejdsdeling mellem forældrene, der på en helt anden måde end i dag topprioriterer og værner om børnene og træner dem i at tage livtag med senmodernitetens kompleksitet.
Uden fysisk og psykisk sunde og velfungerende børn så glem alt om, at de samme børn som voksne skal iføre sig den gule førertrøje i den globale konkurrence. Diverse magthavere, beslutningstagere og fremtidsforskere skal i stedet ruste sig på at mobilisere taknemmelighed, hvis blot de selvsamme voksne overhovedet kan klare at holde skruen i vandet uden offentlig krisehjælp.
(trykt som kronik i Kristeligt Dagblad 9.12.11)
Flere psykiske lidelser blandt børn.
Et stort antal unge og yngre mennesker er på førtidspension, fordi de ikke skridt for skridt er blevet opdraget til at mestre voksentilværelsens krav af deres forældre.
Stadig flere unge mennesker skal til psykolog.
Antallet af skolebørn der drikker alkohol stiger.
Tusindvis af unge er på ”lykke”piller, og storforbrugere af kokain og hash.
12.00 børn fjernes årligt fra hjemmet på grund af misbrug, vold mv. Senest har Lisbeth Zornig Andersen, formand for Børnerådet, i en selvbiografi løftet sløret for en barndom i Underdanmark, der desværre ikke kan karakteriseres som en undtagelse.
Der er stadig flere eksempler på omsorgssvigt af ældre i kommunerne, og hjemmeplejen bliver ringere og ringere.
Stress fylder bestandigt mere i sygdomsstatistikkerne.
Danmark udviser stadig flere krisetendenser, som altså handler om en hel del mere end milliardunderskuddet på statsfinanserne. Ovenstående problemer udgør imidlertid kun toppen af isbjerget, og få – og slet ingen beslutningstagere - er tilsyneladende parate til at foretage den oplagte kobling mellem krisefænomenerne: Vi har udviklet et samfund, hvor omsorgen for de svage - børn, unge, gamle, handicappede og i det hele taget ikke så robuste individer – er minimeret eller helt forsvundet. Der er ganske enkelt ikke tid, og det er en katastrofe. Vi må og skal folde øjne og ører ud for, at et lille barn er et stykke fint, sart og kostbart materiale, som der skal forfærdeligt lidt til for at ødelægge. Og ud for at børn ikke skal anskaffes efter princippet: Først sofa, så Sofie.
Det er faktisk ikke svært at forklare, hvorfor det er gået så galt. Det lag af kvinder, som tidligere tog omsorgen på sig i familierne, magter ikke mere at udføre omsorgen ordentligt, fordi de er fuldtids på arbejdsmarkedet. Paradoksalt nok ofte i omsorgsfunktioner, hvor de så går ned med stress, fordi opgaverne er for store og tunge i forhold til, hvad det enkelte menneske kan yde. Omsorgsbehovet er skrigende, og hvor historikeren Henrik Jensen taler om det faderløse samfund, vil jeg pege på det moderløse i betydningen det omsorgsløse samfund.
Skilsmissebørnene er den ene kanariefugl i minegangen. De voksnes rettigheds-og selvrealiseringsprojekter med nye partnere efterlader stribevis af børn i det blodfyldte kølvand. Påstanden kan dokumenteres massivt.
Den anden kanariefugl er det støt stigende antal børn med diagnoser, som f. eks ADHD, autisme og Aspergers. Er udviklingen monstro et resultat af, at forældre og lærere er blevet dygtigere til at spotte afvigere, eller skyldes den, at børn er blevet udsat for først for tidlig institutionalisering i vuggestuen, siden et inferno af støj og turbulens i børnehaven - i alt for mange institutionstimer?
Sunde, stærke og livsduelige børn - typisk rundet af intakte, velfungerende og omsorgsfulde forældre - klarer mosten så nogenlunde. Disse børn er ofte også dem, der er kortest tid i institution.
De sarte og særligt sårbare individer med dispositioner for ovenstående diagnoser er i risikozone og skades. Men pointen er, at havde såvel diagnosebørn som de sarte børn befundet sig i et miljø med ro, regelmæssighed og overskuelighed, ville de ikke være blevet syge. I forlængelse af den tese efterlyser jeg i øvrigt undersøgelser af, hvor følgende børnekategorier placerer sig på skrøbelighedsstigen: Det stigende antal reagensglasbørn og de alt for tidligt fødte, der holdes kunstigt i live.
Jamen, er jeg da bare ude på at give forældrene dårlig samvittighed? Ja, det tør svagt antydes. Jeg vil skamme de forældre helt ned under jorden, der ikke forstår, at børn er totalt værgeløse væsener, og at deres liv(slykke) afhænger af, om ansvarlige voksne (læs: far og mor) er klar til DAGLIGT at tage denne vigtige opgave på sig: At danne deres barn til en stærk og selvberoende samfundsborger.
40 år efter den moderne kvindebevægelse gik til kamp for ligestilling, er det ikke mere muligt at lukke øjnene for bagsiden af medaljen. Arbejdsmarkedet som gud og smadrede familier gav dysfunktionelle børn, et stigende antal taber-mænd og – som nævnt - ensomhed og et alarmerende stressniveau.
Den barske sandhed er, at en familie ikke kan hænge sammen uden en tovholder, der prioriterer fuldtidsjobbet på Hjemmevej.
Ikke mindst børneopdragelsen af drenge er et mega tidskrævende projekt. At holde en dreng på dydens og skolens og lektiernes slagne vej er benhårdt arbejde, som kræver en voksen ansvarlig persons fysiske tilstedeværelse.
Det er i dag sådan cirka et 18-årigt projekt at skabe en velfungerende ung mand, der er i stand til at forpligte sig såvel økonomisk som følelsesmæssigt i forhold til kæreste og evt. børn. Og uden de egenskaber skal man(d) nok ikke regne med, at hunkønnet vil have noget med en at gøre, og det er skidt. Mænd uden kvinder klarer sig radikalt ringere end kvinder uden mænd.
Det burde køre som daglig føljeton på lysavisen på Københavns Rådhusplads, at hvis mor ikke vil investere målrettet i børneopdragelsen, og far ikke vil træde i karakter, så ryger drengene på røven. Mor og far skal (i tilfældig rækkefølge) lære junior følgende: At rydde op, gøre rent, spise med kniv og gaffel, rede seng og skifte sengetøj, lægge tøj på plads, købe ind, lave sund mad, vaske op, dække bord, tage hjemmesko på, sætte stolen ind under bordet, spise sundt og ikke for meget, spise regelmæssigt, lære klokken og passe tiden og nattesøvnen, håndtere madvarer og regninger og betale sidstnævnte til tiden, sortere vasketøj og vaske, stryge, begå sig i trafikken på gåben, cykel, bus og tog, binde skolebøger ind, huske fødselsdage (for senere at huske bryllupsdage), smøre madpakke, ikke stifte gæld, skrive pæne 2-taller, begrænse tv-, pc- og mobilforbrug, børste tænder efter tandlægens forskrifter, dyrke motion, slukke lyset når man forlader rummet, rejse sig op for gamle og handicappede i bussen, ikke smide affald på gaden eller i biografen, læse lektier, træffe valg. For nu bare at nævne nogle ganske få af spidskompetencerne.
Med andre ord: Børneopdragelse er et benhårdt arbejde, der kræver tid, tilstedeværelse og parathed til at tage konflikter. Den cocktail indebærer: 1. Mor og far kan ikke begge være fuldtids på arbejdsmarkedet, 2. Mor og far gør klogt i ikke at blive skilt.
Hvis nuværende og kommende forældre rynker nedladende på næsen af min opskrift, er det bare synd. Især for deres stakkels drenge, som aldrig bliver til stærke, selvberoende mænd
Jeg er baldrende ligeglad med, om husmor-og opdragerfunktionen varetages af m eller k. Vel at mærke når børnene er over to år gamle - indtil da er det først og fremmest mor af indlysende biologiske grunde.
Men frem til kødgryderne, symbolet på det trygge og omsorgsfulde hjem, skal enten far eller mor. Sagt lidt anderledes: Jeg vil have sat gang i en debat om det dybt hensigtsmæssige i en klar arbejdsdeling mellem forældrene, der på en helt anden måde end i dag topprioriterer og værner om børnene og træner dem i at tage livtag med senmodernitetens kompleksitet.
Uden fysisk og psykisk sunde og velfungerende børn så glem alt om, at de samme børn som voksne skal iføre sig den gule førertrøje i den globale konkurrence. Diverse magthavere, beslutningstagere og fremtidsforskere skal i stedet ruste sig på at mobilisere taknemmelighed, hvis blot de selvsamme voksne overhovedet kan klare at holde skruen i vandet uden offentlig krisehjælp.
(trykt som kronik i Kristeligt Dagblad 9.12.11)
lørdag den 19. november 2011
Apropos det multi-kulturelle samfund
Selv højtuddannede mennesker kan ikke finde ud af at skelne imellem et multi-etnisk samfund og et multi-kulturelt. Eller kan det virkelig have sin rigtighed, at de samme mennesker rent faktisk mener det, når de udtaler, at de går ind for et multi-kulturelt Danmark? Er deres svar ja, følger logisk, at de støtter ligestilling af forskellige kulturer - og dermed fx retten til at praktisere sharia i muslimske parallel-samfund.
lørdag den 29. oktober 2011
Påtvungen godhed
Rød blok VILLE magten ved at love alt og tilsyneladende holde intet.
Dog med én undtagelse: Udlændingeloven skal lempes.
Det betyder bl. a., at asylansøgere, der ikke kan vende hjem, og asylansøgere, hvis sag er under behandling, skal kunne bo og arbejde uden for asylcentrene efter et halvt år.
Med andre ord: Regeringen vil lave økonomisk omfordeling fra den oprindelige danske befolkning til gavn for uintegrerede indvandrere og efterkommere.
Føj denne fremtidige tikkende udgiftsbombe til de 20 mia. årligt, som indvandringen koster allerede. Officielt, vel at mærke, for udgiftstallet er langt større.
Det må vist kaldes påtvungen godhed.
¨
Dog med én undtagelse: Udlændingeloven skal lempes.
Det betyder bl. a., at asylansøgere, der ikke kan vende hjem, og asylansøgere, hvis sag er under behandling, skal kunne bo og arbejde uden for asylcentrene efter et halvt år.
Med andre ord: Regeringen vil lave økonomisk omfordeling fra den oprindelige danske befolkning til gavn for uintegrerede indvandrere og efterkommere.
Føj denne fremtidige tikkende udgiftsbombe til de 20 mia. årligt, som indvandringen koster allerede. Officielt, vel at mærke, for udgiftstallet er langt større.
Det må vist kaldes påtvungen godhed.
¨
onsdag den 12. oktober 2011
Moderskabsmyndighed?
Det er både fascinerende og deprimerende at leve i en kultur, som dag for dag udviser flere eksempler på forfald: En aftale er ikke mere en aftale, galopperende ansvarsforflygtigelse fra top til bund, og - helt synligt og konkret - knopskydende affald og graffiti, selv i min engang så agtværdige bopælskommune Frederiksberg. Føj hertil DR, der - sammen med folkeskolen - burde være i front med folkeopdragelsen, men i stedet helt frivilligt har forvandlet sig til DDR, multi-kulti-mangfoldighedens licensbaserede forsvarer numero uno.
Ak og suk, men i denne omgang lader jeg denne del af skråplanet hvile. Bolden ligger i øvrigt også trygt og godt hos Sørine Gotfredsen og Henrik Jensen med deres respektive bøger Den åndløse dansker og Det ordentlige menneske. Mit ærinde er i stedet at plante et stort fedt spørgsmålstegn ved undermineringen af en anden væsentlig værdi: Banaliseringen af moderskabet, der er sket i forbindelse med de seneste 40 års ligestillings-korstog og kronet med Forældreansvarsloven (læs: Børnemishandlingsloven). Kyniske og ligeglade håndlangere og ”børnesagkyndige” i statsforvaltningerne garanterer, at børn dels bliver udleveret til overvåget samvær med psykopater og drabsmænd, dels tvinges til at bo syv dage hos mor, syv hos far.
Citat Fay Weldon: ”Og nu forventes det af os, at vi [mødre] er civiliserede og deler børnene, som om de var ejendele. Det er de ikke. De har følelser, og de lider også, for de forventes også at smile og smile, og det sker for alle deres venner, og er det ikke dejligt af have to hjem, men det er det bare ikke (…) Det at tage børnene fra moderen på den måde er ondt over for kvinder, og det er værre end at tvinge dem til at bære burka (…) Fædre har ikke de samme følelser for deres børn, som mødrene har, det må vi holde op med at bilde os selv ind. I deres beundringsværdige singletasking glemmer mænd deres børn – det gør kvinder ikke (…) Selv islam behandler mødre bedre, end vi gør her i Vesten.”
Som så ofte før lægger jeg mig i baghjul af forfatteren, der bedre end nogen har analyseret kønsforholdet. For at få den nødvendige luft til efterfølgende at gå i front i kampen mod et abstrakt og mere og mere absurd ligestillingsbegreb.
Her kommer min bordbombe: Kvinders og mænds bidrag til forplantningen kan ikke ligestilles. Trods den teknologiske hjælp til befrugtning, er det stadigvæk kvindekroppen, som er det eneste vækstrum for et kommende barn. Den kvindekrop, som er forudsætning for graviditet og moderskab og som i denne proces udsætter sig for en række risici i form af bækkenbundsløsning, åreknuder, hormonelle ubalancer, rygskader og fødselskomplikationer.
Kvinders kropslige præstation i børneavlen er langt mere betydningsfuld end mænds. De to indsatser kan overhovedet ikke sammenlignes med baggrund i følgende biologiske forskelle:
• Det reproduktive arbejde, kvinder foretager i de måneder, de bærer rundt på deres barn
• Mænd producerer i millionvis af sædceller i løbet af deres liv. Kvinder producerer i sammenligning hermed ganske få æg
• Forplantningen er for kvinder en kontinuerlig proces fra undfangelse over svangerskab til fødsel, mens den for mændene er diskontinuerlig: De afleverer deres sæd, og først 9 måneder senere er barnet en fysisk realitet.
• Amning(smuligheden)
Hvis man vælger at se stort på forskellene, er det det samme som at annullere kvindekroppens betydning. Vores kultur overser i det store og hele livmoderen som en reel del af kvindekroppen og stempler enhver antydning af dens vigtighed som kætteri og livmoderfeminisme. I dag er vores kultur så degenereret, at når en nybagt mor har svært ved at aflevere sit barn i vuggestuen, så er det hende, der er noget galt med – ikke konstruktionen institutionaliser-dit-barn-så-du-selv-kan-spurte-tilbage-på-lønarbejde.
Jeg underholder mig jævnligt med at betragte die Gutmenschen, som har blikket stift rettet mod børnemishandling og kvindeundertrykkelse i den tredje og fjerde verden. Altså i betragtning af, at de bare kan pudse brillerne og se ud over hækken – eller sågar ofte ind i deres egne stuer. For i konfliktfyldte skilsmisser udsættes børn i Danmark for, hvad jeg vil kalde tortur – af den enkle grund at ”Børnemishandlingsloven” bliver forvaltet i form af et diktat om samarbejde mellem mor og far. Uanset hvad der har ligget til grund for skilsmissen: Far kan være voldelig, far kan være psykopat, far kan være drabsmand, men sit barn skal han karenbrodereme’ have udleveret til samvær – koste barn og mor hvad det vil.
Jeg kan pt ikke rigtigt se anden løsning i forhold til overgreb på skilsmissebørn end i udgangspunktet at udstyre kvinder med moderskabsmyndighed. Ved skilsmisse burde det således være reglen, at børnene følger mor – medmindre selvfølgelig hun er uegnet pga stofmisbrug, alkoholisme og anden dårligdom, eller far og mor indbyrdes bliver enige om anden ordning. Og vær forvisset om, I ordentlige og ansvarlige skilsmissefædre, at i de aller-allerfleste tilfælde, vil jeres ex-koner / -kærester med taknemmelighed tage imod jeres tilbud om at bidrage til børneomsorgen. Men barnet SKAL bo fast ét sted – og mor er som hovedregel den bedste omsorgsgiver.
Til både mor og far vil jeg sige: Æd jeres egoisme og indse, at I står med det fineste og sarteste råstof i hænderne. Et råstof, som I har magten til omsorgsfuldt at forædle og danne – eller destruere.
(trykt som kronik i Jyllands-Posten d. 9.oktober 2011)
Ak og suk, men i denne omgang lader jeg denne del af skråplanet hvile. Bolden ligger i øvrigt også trygt og godt hos Sørine Gotfredsen og Henrik Jensen med deres respektive bøger Den åndløse dansker og Det ordentlige menneske. Mit ærinde er i stedet at plante et stort fedt spørgsmålstegn ved undermineringen af en anden væsentlig værdi: Banaliseringen af moderskabet, der er sket i forbindelse med de seneste 40 års ligestillings-korstog og kronet med Forældreansvarsloven (læs: Børnemishandlingsloven). Kyniske og ligeglade håndlangere og ”børnesagkyndige” i statsforvaltningerne garanterer, at børn dels bliver udleveret til overvåget samvær med psykopater og drabsmænd, dels tvinges til at bo syv dage hos mor, syv hos far.
Citat Fay Weldon: ”Og nu forventes det af os, at vi [mødre] er civiliserede og deler børnene, som om de var ejendele. Det er de ikke. De har følelser, og de lider også, for de forventes også at smile og smile, og det sker for alle deres venner, og er det ikke dejligt af have to hjem, men det er det bare ikke (…) Det at tage børnene fra moderen på den måde er ondt over for kvinder, og det er værre end at tvinge dem til at bære burka (…) Fædre har ikke de samme følelser for deres børn, som mødrene har, det må vi holde op med at bilde os selv ind. I deres beundringsværdige singletasking glemmer mænd deres børn – det gør kvinder ikke (…) Selv islam behandler mødre bedre, end vi gør her i Vesten.”
Som så ofte før lægger jeg mig i baghjul af forfatteren, der bedre end nogen har analyseret kønsforholdet. For at få den nødvendige luft til efterfølgende at gå i front i kampen mod et abstrakt og mere og mere absurd ligestillingsbegreb.
Her kommer min bordbombe: Kvinders og mænds bidrag til forplantningen kan ikke ligestilles. Trods den teknologiske hjælp til befrugtning, er det stadigvæk kvindekroppen, som er det eneste vækstrum for et kommende barn. Den kvindekrop, som er forudsætning for graviditet og moderskab og som i denne proces udsætter sig for en række risici i form af bækkenbundsløsning, åreknuder, hormonelle ubalancer, rygskader og fødselskomplikationer.
Kvinders kropslige præstation i børneavlen er langt mere betydningsfuld end mænds. De to indsatser kan overhovedet ikke sammenlignes med baggrund i følgende biologiske forskelle:
• Det reproduktive arbejde, kvinder foretager i de måneder, de bærer rundt på deres barn
• Mænd producerer i millionvis af sædceller i løbet af deres liv. Kvinder producerer i sammenligning hermed ganske få æg
• Forplantningen er for kvinder en kontinuerlig proces fra undfangelse over svangerskab til fødsel, mens den for mændene er diskontinuerlig: De afleverer deres sæd, og først 9 måneder senere er barnet en fysisk realitet.
• Amning(smuligheden)
Hvis man vælger at se stort på forskellene, er det det samme som at annullere kvindekroppens betydning. Vores kultur overser i det store og hele livmoderen som en reel del af kvindekroppen og stempler enhver antydning af dens vigtighed som kætteri og livmoderfeminisme. I dag er vores kultur så degenereret, at når en nybagt mor har svært ved at aflevere sit barn i vuggestuen, så er det hende, der er noget galt med – ikke konstruktionen institutionaliser-dit-barn-så-du-selv-kan-spurte-tilbage-på-lønarbejde.
Jeg underholder mig jævnligt med at betragte die Gutmenschen, som har blikket stift rettet mod børnemishandling og kvindeundertrykkelse i den tredje og fjerde verden. Altså i betragtning af, at de bare kan pudse brillerne og se ud over hækken – eller sågar ofte ind i deres egne stuer. For i konfliktfyldte skilsmisser udsættes børn i Danmark for, hvad jeg vil kalde tortur – af den enkle grund at ”Børnemishandlingsloven” bliver forvaltet i form af et diktat om samarbejde mellem mor og far. Uanset hvad der har ligget til grund for skilsmissen: Far kan være voldelig, far kan være psykopat, far kan være drabsmand, men sit barn skal han karenbrodereme’ have udleveret til samvær – koste barn og mor hvad det vil.
Jeg kan pt ikke rigtigt se anden løsning i forhold til overgreb på skilsmissebørn end i udgangspunktet at udstyre kvinder med moderskabsmyndighed. Ved skilsmisse burde det således være reglen, at børnene følger mor – medmindre selvfølgelig hun er uegnet pga stofmisbrug, alkoholisme og anden dårligdom, eller far og mor indbyrdes bliver enige om anden ordning. Og vær forvisset om, I ordentlige og ansvarlige skilsmissefædre, at i de aller-allerfleste tilfælde, vil jeres ex-koner / -kærester med taknemmelighed tage imod jeres tilbud om at bidrage til børneomsorgen. Men barnet SKAL bo fast ét sted – og mor er som hovedregel den bedste omsorgsgiver.
Til både mor og far vil jeg sige: Æd jeres egoisme og indse, at I står med det fineste og sarteste råstof i hænderne. Et råstof, som I har magten til omsorgsfuldt at forædle og danne – eller destruere.
(trykt som kronik i Jyllands-Posten d. 9.oktober 2011)
Abonner på:
Indlæg (Atom)
